Tale for Nikoline Werdelin ved overrækkelsen af Kjeld Abell-prisen i november 2011
Kære gæster, såvel tilhørere som tilskuere, kære med-medlemmer af Det Danske Akademi, men først og fremmest kære Nikoline Werdelin, hvem det er mig forundt at Begrunde vores tildeling af årets Kjeld Abell-pris til dig!
Du er jo ellers ikke forfordelt m.h.t. priser, for nu bare at nævne et par Reumert, Bladtegnernes pris, Publicistprisen i 1997, Modersmålsprisen 2007 og Holberg-medaljen 2010.
Foruden adskillige dramaer har du også ydet en imponerende arbejdsindsats på andre felter: Som sceneinstruktør, først og fremmest af egne skuespil, Den Blinde Maler, Mine To Søstre, Boblerne i Bækken og Natmandens Datter for blot at nævne nogle. En daglig stribe i POLITIKEN, en ugentlig brevkasse med egne illustrationer plus en tegneserie i ugebladet SØNDAG.
Det er meget kendetegnende for dine tegneserier, at du frembringer en spændende kontrast mellem personernes ansigtsudtryk og det de udtaler. Man kan klart se, at de siger ét, men i virkeligheden har noget helt andet – eller en helt anden – i tankerne. Stof til både grin og eftertanke. Hvem husker ikke Homo Metropolis, som tåler sammenligning med den franske forfatter Honoré de Balzac.
Som det allerede fremgår er du et mega-flittigt menneske. De fleste af dine værker må have krævet en meget grundig research. Her tænker jeg især på ”Natmandens Datter”, hvor du må have dykket ned i adskillige gamle arkiver for at belyse den pågældende periode.
Da er det man må spørge sig selv eller i dette tilfælde dig: Hvordan i alverden får du tid til al dette? Du virker jo ikke særlig stresset – hvad er dit hemmelige middel til at falde til ro så aktivt? Well, det kan vi to jo snakke samen om bagefter – hvis du altså bli'r så længe. Men tak, kære Nikoline, fordi du gav dig tid til at komme her i dag, så jeg på Akademiets vegne får lov til at overrække dig årets Kjeld Abell-pris. Til lykke!