Joan Rang Christensen

Kære Joan Rang

Jeg hedder Ursula Andkjær Olsen. Jeg er en hvid kvinde, som er født i Danmark. Jeg er 52 år, jeg bliver 53 i næste uge, jeg har fødselsdag samme dag som Det Danske Akademi, d. 28. november. Jeg havde glædet mig til at skulle holde denne tale for dig. Men jeg er blevet forhindret – mit ene stemmebånd er lammet, så jeg kan ikke. Doctor’s orders. I stedet bliver det …

er det ligefrem …

den hvide mand

der holder denne tale? Hvem ved?

En ting jeg faktisk ved er, at du elsker den hvide mand, så derfor er jeg helt tryg ved at overlade opgaven til ham.

Det bliver godt!

*

”Jeg elsker den hvide mand” siger de fem mennesker på scenen i dit stykke Den hvide mand – en kompliceret kærlighedserklæring, der havde sin urpremiere på Teater Grob i 2011.

De fem mennesker på scenen er brune. Det var første gang i en dansk sammenhæng at et fuldt farvet cast stod på scenen – en nyskabelse, kort sagt. De fem mennesker går til deres undersøgelsesobjekt med saglighed og nysgerrighed, og altså også med denne indledende forsikring om deres kærlighed til samme undersøgelsesobjekt.

For at ingen – heller ikke den hvide mand selv – skal være i tvivl.

Det siger allerede meget om din evne til at skære til benet … og gøre det med kærlighed.

Det siger noget om det store arbejde du har måttet gøre for at gøre plads på scenen – helt bogstaveligt – for dine erfaringer. Som adopteret, som racialiseret, markeret krop på et hvidt bagtæppe. Og om den fornyelse og berigelse som du har bragt til dansk teater i kraft af det arbejde.

De fem personer på scenen udgør et råd, et ekspertteam, eller et forskerteam som kompetent og med sikre hænder fører publikum igennem følelser, begreber, erfaringer, fordomme og baggrundsviden – alt sammen for at belyse racismens måder at fungere på – mens de måler hinandens kranier, maler sig hvide i ansigtet, ifører sig hvide videnskabskitler, bliver trætte af det hele, får lyst til at gå osv.

Hovedpersonen i stykket, til gengæld, den hvide mand, er ikke én person, vel sådan set slet ikke en ”person” som vi normalt opfatter det ord. Han er et hav af mulige personer samlet i en voice over, han er et hav af argumenter, erklæringer, følelser, bagatelliseringer, afvisninger og forsikringer, som vores ekspertteam forsøger at trænge igennem for at nå ind bag automatreaktionernes maske. Ind til – mennesket?

Det er skarpt, det er akavet, det er intelligent, det er bøvlet, det er inderligt, det er hårdt, det er sjovt – og så er det også nødvendigt.

Du har selv kaldt dette stykke for et af dine vigtigste til dato, både fordi du her ramte en form som fik den lineære og den cirkulære dramaturgis fortællestrukturer til at arbejde sammen, og fordi denne form kunne rumme og fremskrive de erfaringer som racialiserede lever med i Danmark – i et unikt og stærkt scenekunstnerisk greb.

Men før dette havde du allerede været i gang i lang tid.

Nu kommer der lige noget info, som du nok har styr på selv, men som resten af de tilstedeværende måske har fordel af at få med:

Park Yung Rang aka Joan Rang Christensen er født i 1976 i Korea og blev færdiguddannet fra Dramatikerskolen i 2004.

Siden da har hun haft hoved og hænder og hjertet med i over 50 skuespil- og hørespilsproduktioner i Skandinavien, Tyskland, England og USA.

Her kan nævnes:

Helaftensstykket Hånden i hjertet, der blev opført på Plex Musikteater og Entréscenen i Aarhus i 2008, og som spinder hendes egen adoptionshistorie sammen med det splittede Koreas historie i et episk altomfattende fletværk – et værk, som også sender tråde helt frem til hendes debutdigtsamling Omkring Floden Han fra 2020.

Så er der radiodramaet Galskab, en dramatisering af medicinske journaler til DR Radiodrama + DR Dokumentar fra 2012. Og en radiodrama-sequel til tv-serien Borgen, med titlen Udenfor Borgen, som efter at have spillet i Danmark, også blev produceret for BBC i 2013.

Dernæst The Falling Man, et stykke dystopisk musikdramatik fra 2014, produceret af Johns Teater og Københavns Musikteater.

Så forestillingen I nat kommer krigen hjem, skrevet i samarbejde med kollegaen Kristian Erhardsen. Et værk der havde urpremiere på Teater Sorte Hest i 2019.

Og sidst – på denne lille liste – det såkaldte evolutionseventyr Denisova 11 fra 2022 – der havde urpremiere på Teater Grob.

Bare for at nævne en brøkdel. Du har et ærlig talt forpustende værk bag dig.

Jeg har frem til denne eftermiddag forsøgt – FORSØGT – at læse/se mig igennem din enorme produktion og er gang på gang blevet slået af spændvidden. Dine værker griber om

det intime, det intense,

det komiske, det hårdtslående,

det kulørte, det undersøgende,

det folkekomiske, det actionprægede – og det poetiske, selvfølgelig.

Du har lavet infotainment, krimi, radiodrama, musikdramatik, enaktere, novelledramaer, gadeteater, og så naturligvis dramatiseringer og nyfortolkninger og

så har du udgivet digtsamlingen Over Floden Han i 2020 … og har endnu en på vej?

Og fik jeg sagt at du i 2021 oprettede dit eget forlag for dramatik Deus Ex Machina?

OG fik jeg nævnt at du også har dit eget teaterkompagni Johns Teater, som du stiftede tilbage i 2013 …?

Jeg føler mig kaldet til at spørge: Er der noget du IKKE kan?

*

Du er uddannet fra dramatikerskolen i det lineære Aristoteliske dramas begyndelser, midter og slutninger, og du har måttet finde din egen vej igennem og ud af denne lineære dramaturgi. Og også tilbage til den igen. På dine egne måder. For at finde de former der kan sige det du vil sige, og gøre det du vil have at de skal gøre.

Du finder hver gang dine helt egne kombinationer af det cirkulære og det lineære, det poetiske, det eftertænksomme og det effektive.

Når den lineære dramaturgi ikke er nok for dig, er det ikke fordi du er drevet af ambitionen om at være den grænseoverskridende kunstnerfigur som europæisk kunst og kulturhistorie også er så fuld af.

Snarere modsat.

I stedet for at løbe frem med bål og brand og en heroisk mine (eller maske…) træder du tilbage, et lille men afgørende skridt – til dig selv, til det udsatte sted, den udsatte krop

et fænomen med enormt dramatisk potentiale

– og i den bevægelse tvinger du dit publikum til at gøre det samme. At finde tilbage til deres/vores/MIN krop, den usynlige krop, den oversynlige krop, den udstillede krop,

den krop der mærker, føler, tænker – og handler.

Altid er du drevet af at ville tale om noget, tale om ting som det er svært at tale om, tale om de ting som rigtig mange andre synes det er FOR svært at tale om, fordi de går tæt på

OG som vi derfor lader ligge – eller holder ud i fuld armslængde, så det ser ud som om det ikke handler om os.

Du forsøger aldrig at stille dig ind i det universelles magiske kridtcirkel.

Du – og de dramatiske skikkelser du skaber – er ikke i neutral sikkerhed, de er ikke dækket ind bag teatrets 4. væg, eller nogen anden af ideologiernes skjulende vægge.

Du er måske ikke drevet af et ønske om at være heroisk – til gengæld står det klart: Dit mod er stort!

*

Som sagt har du et kæmpeværk bag dig. Jeg vil prøve at holde mig til et par enkelte nedslag her …

I NAT KOMMER KRIGEN HJEM

I nat kommer krigen hjem blev uropført på Teater Sorte Hest i 2019 og er et stykke drama der er vokset frem af en korrespondance mellem dig og din kollega Kristian Erhardsen.

Jeres korrespondance, der har sin hovedvægt i 2015, lige efter angrebet på Charlie Hebdo i Paris, ligger som en rød tråd – et lineært element! – i et nærmest korisk værk om menneskelig brutalitet og om de samtaler og grænser for samtaler som udgør (en væsentlig del af) vores fælles samfundsverden.

I forestillingens nøgne scenerum udspiller samtalen sig mellem to skuespillere – som indimellem spiller jer, Joan og Kristian, indimellem andre stemmer – der taler om terror, om Charlie Hebdo, om angrebet i Krudttønden, om politivold mod sorte i USA, og om de ting der siges i debatten om denne brutalitet og ikke mindst de ting som IKKE siges.

Korrespondancen flettes sammen med andre stemmer, fakta og bevidsthedsstrømme og flosser ind imellem ud i en åndeløs korisk flerstemmighed

som så pludselig afbrydes af en voice over som gør rede for de dramatiske fortællestrukturer og dramaturgiske grundelementer som er, dvs. burde være i spil, såsom:

her får vi præsenteret protagonisten

at der overhovedet bør være en protagonist

at der så også bør være en tilhørende antagonist

og at de styrer lige imod deres point of no return …

På den måde skriver I nat kommer krigen hjem sig frem som en parallelføring af den svære politiske samtale OG så de dramatiske fortællestrukturer, der er i spil i teatrets rum.

De afbryder den svære samtale med en vis chokeffekt men forårsager faktisk også en form for lettelse hos tilskueren …

For parallelføringen fremstiller nemlig – på scenen – alt det ubehag der opstår

når den svære samtale ikke kan finde sin dramaturgi

når den af gammel vane falder ind i en forenklet dramaturgi

når den længes efter en dramaturgi som kan få den til at slutte – falde på plads. Finde en vinder …

På den måde afslører selve værkets form hvordan dramaets konventioner betyder noget for HVAD der kan siges og HVORDAN det kan siges – helt ind i vores mest intime samtalerum.

Det er SÅ meget dig med et sådant frontalt angreb på teatrets 4. væg – og dit angreb afslører knivskarpt hvordan den 4. væg både kan symbolisere OG aktivt være skjulende væg – ideologiskjulende væg – i vores samfunds store og små ceremonier.

*

DENISOVA 11

I Denisova 11 er det – med din vanlige vilje til det altomfattende – spørgsmålet om både menneskets oprindelse og dets fremtid der udfoldes på evolutionær skala og på helt intimt niveau. En fremtidig forsker bliver kontaktet af en forhistorisk Denisova-pige og kastet ud på en både øm, højspændt og længselsfuld rejse mellem tider og verdner.

Lige til oplysning: Denisova-mennesket er en af de hominider der – ligesom neanderthalerne – har levet parallelt med homo sapiens.

Vi møder evolutionsforskeren Elvira som har kastet sig over forskningen i Denisova-mennesket i et brændende håb om at den viden kan redde menneskeheden. Dvs. redde det håbløse homo-sapiens-menneske fra sig selv – og alle de katastrofer som vi har skabt for os selv og andre.

Elvira er faktisk opslugt af et helt bestemt Denisova-menneske – nemlig den pige, hvis fingerknoglerest har fået navnet Denisova 11, og som er halvt denisova, halvt neanderthaler – ”mixed race” som Elvira selv. En urtidspige som på overraskende vis – og hjulpet på vej af psykofarmaka udleveret til Elvira af en yderst suspekt læge – formår at kalde Elvira til sig gennem en række portaler som åbner sig undervejs.

Urtidsmennesket får på en vis måde rollen som frelserfigur – et menneske som ikke har mistet kontakten til sine omgivelser, til den natur som det er en del af. Et menneske som ikke er drevet af en ide om at ville vinde. Et menneske med en anden dramaturgi, kunne man sige.

Alligevel kommer hun – der i øvrigt viser sig at ligne Elvira på en prik – ikke med nogen klare svar til Elvira. I stedet vender Elvira tilbage til sin kæreste Cemille og deres to venner – og den kærlighed som Elvira måske har haft en vis tendens til at glemme og overse.

I Denisova 11 smelter du folkekomedie, eventyr, allegori, videnskab og poesi sammen i en svimlende spekulativ drøm – mareridt og ønskedrøm i ét – om intet mindre end mulighederne for menneskelige fællesskaber.

*

I arbejdet med cirkulære dramaturgier, drømmelogikker, eventyrtræk og de nedrevne vægge i det performative teater har du en evne til at gå lige til sagen, ind til benet – og derefter lade mellemrummet mellem det sagte og det hørte stå åbent …

Blev dette sagt? Hvem sagde lige det, hvor kom det fra?

Du arbejder i disse sprækker i et spekulativt teater, der usentimentalt, hårdtslående og kærligt leder efter svar – og også bare efter de ømme, og/eller ubærlige øjeblikke som menneskers liv er fulde af.

Og du lærer dit publikum – du lærer mig – at sige: DROP berøringsangsten. I teateret rører vi ved hinanden!

For alt dette får du, kære Joan Rang, det danske akademis Kjeld Abell-pris.

STORT TIL LYKKE!