Tale for Katrine Marie Guldager ved overrækkelsen af Klaus Rifbjergs debutantpris den 29. november 1996
I et halvt århundrede er langt de fleste danske lyrikere debuteret i tidsskriftet Hvedekorn, og spurgte man dets nyligt afdøde redaktør, Poul Borum, hvordan han dog kunne holde ud at gennemlæse og tage stilling til oceanerne af indsendte manuskripter, svarede han, at han kun behøvede at læse de første to linier for at kunne se, om skribenten var digter, og som eksempel brugte han altid følgende linie: "Esbønderup. Det hvide hospital" - mere behøver man ikke, hævdede han, for at høre, at Frank Jæger er en stor digter. Lidt flot måske, ligesom samme gamle redaktørs påstand om, at der indenfor digtningen, på samme måde som i musikkens verden, findes folk med absolut gehør; alligevel havde han fat i noget helt centralt - Jægers linie får straks enhver, der har ører at høre med, til at spidse dem, og det er i dette første, umiddelbare indtryk digtet må stå sin prøve: Medmindre man er tvunget til det, er der jo heller ikke noget menneske, der vil gide at sætte sig ned og kigge et digt analytisk efter i sømmene for at finde ud af, hvad der egentlig står, hvis det ikke netop er, fordi man rammes, fascineres og pr. gehør i et nu fanger, at her er en masse på færde. At man således på få sekunder kan høre at et digt rummer en rigdom af betydning, som kun en skarp og omhyggelig analyse vil kunne gøre rede for, understøtter jo blot maximen om, at form og indhold er uløseligt forbundne. Men hvis vi på den ene side er enige om, at et digt i vid udstrækning umiddelbart lader sig kvalitetsteste via gehøret, og vi samtidig fastholder, at form og indhold er uadskillelige, står vi overfor en mærkelig og æggende gåde: Hvordan kan det være, at nogle af de forfattere, hvis digte rammer vores ører, hukommelse og billedskabende fantasi med størst præcision, alligevel altid regnes for en slags anden division i den litterære kanon? Foruden Jæger, der vel ikke anses for så fin som f.eks. Sarvig, tænker jeg blandt andre på Ingemann, der sjældent omtales i så høje toner som Grundtvig, skønt han som lyriker ofte er mindst lige så koncentreret og slående:
"I Himmeloceanets Skød
neddukker Natten sin Vinge ..."
Og jeg tænker på Aakjær, der jo ikke kommer i klasse hverken med Johannes V. Jensen eller Thøger Larsen, men ikke desto mindre kunne skrive:
"Okserne drejer de duggslagne horn,
standser i drøvet med opspærret øje;
bankerne skvulper i bølger af korn,
synes så høje,
når det lyner.
Himlen står tavs over tiende land;
øret kan høre, hvor rødderne drikker;
dværg-aspen bævrer ved flammedøbt vand,
tidslerne nikker,
mens det lyner."
Den mærkelige dobbeltmoral, der ligger i kun mådeligt at agte netop de digtere, vi kan udenad, er nok ikke uden sammenhæng med den her til lands dybt rodfæstede protestantiske mistro til formen; alt der kan ses og høres, tilhører de djævelske sanser, det udvendige, det postulerede, det falske, modsat det indre, det usynlige, det sande: Stille vand har dybest grund, og tomme tønder buldrer mest; det musikalske, billedmæssigt prægnante for slet ikke at tale om det deklamatoriske digt må i denne logik nødvendigvis være lige så tomt, som det i tysthed og ensomhed tilegnede må være indholdsrigt. Ikke så snart har et digt i kraft af sin skønne musik bidt sig fast i ens hjerne, før det netop derfor er under mistanke for kling-klang, og knapt har en oplæsningskultur så småt etableret sig, før bekymrede røster høres: Er disse sammenrend nu ikke i modstrid med det inderlige forhold mellem poesien og hiin enkelte læser?
Men når disse digtere ofte må se sig henvist til mindre prominente pladser i litteraturhistorien, er det tydeligvis ikke mindst fordi den tematiske analyse ubarmhjertigt afslører, at der er grænser for, hvor interessante deres digte er, eftersom de på indholdsplanet er bygget op af simple dualismer: Ingemanns digte først og fremmest af lys og mørke, morgen og aften, livet og døden, Jægers af det bekendte modsætningspar idyl og dæmoni, Aakjærs af himlen og jorden, svarende til manden og kvinden og med hans elskede rug som afgrøden, frugtbarheden. Det spørgsmål, der rejser sig, er imidlertid: Hvis det er sandt, at form og indhold er uadskillelige, og hvis disse digte virkelig er så primitive som den tematiske analyse viser, hvordan kan det så gå til, at de tydeligvis er så avancerede og uforglemmelige rent formelt? Noget må være galt, og mit bud er, at det ikke er digtene, men derimod analysen der er utilstrækkelig, eftersom den ikke evner at reflektere digtenes formelle mesterskab: Der må kort sagt stå noget i disse digte, som vi ikke kan læse, skønt vi udmærket kan høre det. Deres formelle rigdom må hænge sammen med en indholdsmæssig, der ikke kan fanges af en grovkornet tematisk analyse - og er det ikke en fascinerende tanke, at en langt mere fintmærkende formel analyse måske ad åre vil kunne fortælle, hvad i alverden det egentlig er, der nødvendigvis må stå i disse digte, siden de er så stadigt og stædigt fascinerende?