Tale for Eva Tind Kristensen ved overrækkelsen af Klaus Rifbjergs debutantpris, 2010
Kære Eva
Du skal i dag have overrakt Klaus Rifbjergs Debutantpris. Prisen skal tilfalde en, der inden for de sidste to år har udgivet sin første digtsamling. Til denne pris hører en tale, der ikke omhandler prismodtagerens værker, men lyrik og poesi i almindelighed.
"Blitz fra den særlige mælk
over alfabetets styrtregn
mimet af et barn der sov ind
fremmed for dens skalaer"
Vi har hver især vores yndlingssteder i poesien. Disse linjer fra Per Højholts Labyrinten som fortløbende struktur kan gøre mig helt lykkelig, fordi det lyn, digtet taler om, farer gennem ordene her.
Et sandt kuglelyn af poesi finder jeg hos Gunnar Ekelöf i Diwan över fursten av Emgión, her i Karsten Sand Iversens oversættelse:
"En kugle har jeg støbt til dig
for at ramme dig i mit hjerte
Den er af sten, hugget af straffefanger
Den er af bly, dyppet i blod
Den er af jern, dyppet i honning
Den er af malm, hugget
med grove takker
for at flænse mere
for at du skal mærke
hvad døden af kærlighed betyder."
Kun levet liv med både fryd og smertelig erfaring kan afsætte digte af denne kaliber.
Et tredje sted hos Inger Christensen, f. eks følgende digt fra Alfabet:
"cikaderne findes; cikorie, chrom
og citrontræer findes; cikaderne findes;
cikaderne, ceder, cypres, cerebellum"
Her er det, den sprogynglende glæde, der smitter på livstid.
Den koncentrerede, innovative energi i de citerede digte eller digtfragmenter, vider verden ud med en centrifugalkraft. Det er linjer som disse, der med ét kan få os til se langt. Og det er meget værd på dage, hvor man handlingslammet er ved at synke til bunds i uoverskuelige problemer i realiteternes zone. Også den uoversættelige Paul Celan hører til digterne, der hver gang minder den læsende om, hvad poesi kan være…
At gribe ud efter en bog med dens dufte og minder og læse nogle af sine yndlingssteder bærer én videre. Man vågner op og ankommer så at sige til verden igen. Gode, stærke digte lukker op for det forunderlige, den menneskelige hjerne har mulighed for at udfolde: Vi kan forestille os noget, vi ikke kan se. Vi kan tænke over, hvad døden er, og vi kan overveje, om universet er uendeligt. Den slags holder vi af. Det er i modsætning til dyrene ikke nok for os at parre os, sove og finde føde.
Om poesien gør nytte? Sådan bliver man som digter spurgt igen og igen. Ja, det gør den – hvad enten den udtrykker et mangfoldigt register af melankoli, passion eller viden. Den kan - når den er bedst - få os til at tænke og sanse anderledes, undertiden få os til at foretage bevidsthedsmæssige kvantespring. Det er da en begyndelse, hvis man er et menneske, der gerne VIL noget med sit liv.
Meget kan være identitetsgivende: Slægten, sproget, geografien etc., men sandelig også den civilisation og kultur, vi er vokset op med – herunder udtryk og passager eller hele digte, der nagler os fast til os selv. Digtene udgør en del af den substans, vi er bygget op af i åndelig forstand.
Poesi er den mest koncentrerede form for sprog, den mest sublime, mennesket har udviklet. Enkel og rummelig, undertiden næsten plastisk i sit billedsprog, som når Rilke skildrer panteren, der går rundt i sit trange bur ”som en dans af kraft omkring et punkt”.
Der er mange muligheder i lyrikken: Man kan overholde respektindgydende faste former, opstille egne systemer eller skrive såkaldt frie vers, men fælles er en rytme, et åndedræt, der får os til at lytte anderledes opmærksomt. Et digt går mere end nogen anden litterær kunstart ind under huden, når det er mest vellykket. Der findes en energi i poesien, noget der akkumuleres – og derfor også afspejler ultimativ indlevelse. Et digt behøver ikke direkte at tematisere store samfundsspørgsmål, for i kondenseringen og udfoldelsen ligger et skjult engagement i verden. Sandheden kan digtet ikke påtage sig at udsige, den ligger i det æstetiske greb, den åndelige arkitektur. I tonen, stilen, sjælens signatur. Hvor mystikeren fornemmer, at ordene ikke slår til og derfor bliver tavs, fortsætter digteren sit ”passageværk” ved at artikulere det uartikulerede.
Ja, poesien kan meget: Være noget i sig selv, den udgør en særverden, en imagination, en visdom, der er skrevet frem – og den kan fungere som brændstof på vores vej videre frem – eller i meditative øjeblikke.
Skønt poesien har barske vilkår disse år i store dele af verden, kalder den på nye generationers opmærksomhed. De unge fanges ind i dens fragile univers eller kaster sig hovedkulds ind i den drevet af et håb. De unge opfinder den på ny, og det er tvingende vigtigt, for samme digt kan ikke skrives igen.
De bedste digte er tidsoverskridende, kender ikke til etniske fordomme eller anden konsensusdannelse. I en vellykket oversættelse kan sådanne digte rejse om på den anden side af kloden og udrette mere, end det er muligt at måle.
Digtet er et muligt mødested. Digtet giver os et nyt blik at se med, men det er ifølge Augustin ikke alt vi ser, der er mere at høre.
Kære Eva, du hører til de talentfulde digtere, der modtager Klaus Rifbjergs debutantpris. Til lykke med prisen for 2010.