Molly Balsby

Jeg sad bare der, drømte om at hvile lidt, muligvis, hvis jeg drømte om noget

 … og så kom der en tale igennem mit hoved, det positive ved afmagt, poesiens impotens, at det vigtige ikke er det poesien kan, men det den ikke kan, dvs. at den        

ikke kan, men måske næsten, at den giver lidt plads, bare en lille smule til                                    

ikke

så vi kan slippe ud af SOLENS skide, potente herredømme

DET ABSOLUTES RØVHUL

højere, hurtigere, stærkere

ALT DET MENNESKER GØR BARE FORDI VI KAN, drop det

og gør noget der IKKE

Noget der ikke vil blive færdigt, uden blændende resultater, noget med krøllede bunker af

det ved jeg ikke, jajajajaja

lad det ligge

osv.

To grundsætninger står og lyser

med overoplysningens grelle lys – over vores kultur

Den ene er en meget kort sætning: ”Vækst!”

Den anden er lidt længere og i tjeneste hos den første: 

”Beherskelse af verden med alle tænkelige midler – til fordel for vækst”

Vi lever i en verdensorden hvis grundlæggende indskydelse er beherskelse

En verdensorden som taler meget højt om FRIHED, men som forud for denne frihed sætter beherskelse:

For at min FRIHED kan finde sted, skal ALT – eller så meget som muligt – ANDET beherskes: andre mennesker, dyr, planter, følelser, kroppe, vores nære og fjerne omgivelser, jordens materialer og kredsløb

Vi skal beherske vores omgivelser og alle de kræfter der er i dem, vi skal beherske andre mennesker, vi skal beherske os selv

Dette beherskelsesarbejde er et arbejde som har stået på igennem årtusinder, og som HELE VEJEN er blevet fulgt af (og hver dag stadig følges af) en TEKNOLOGISK UDVIKLING der inkarnerer beherskelsen, giver beherskelsen krop

Teknologien,

alle maskinerne

er en inkarnation af al vores beherskelsesvilje,

et gigantisk sværmvæsen med millioner af bevidstheder:

produktionsmaskinerne, husholdningsmaskinerne, kommunikationsmaskinerne, overvågningsmaskinerne, betalingsmaskinerne, deres finere og finere forgreninger, deres mere og mere subtile forbindelser med vores kroppe, ind i og igennem vores kroppe og bevidstheder,

en kæmpemæssig cyborg af internt forbundne hjælpemidler,

og det måske allerstærkeste beherskelsesmiddel mennesket har skabt, det nuværende økonomiske system, det globale marked, der giver beherskelsen en infrastruktur

Jeg er så ufatteligt gammel, uendelig nærmest

sidder inde i virkeliggørelsernes trædemølle, får hele tiden virkeliggjort noget jeg ikke selv har tilrettelagt/havde til hensigt/har fattet den mindste BJÆLDE af/osv.

hvis konsekvenser jeg ikke kan overskue

virkeliggørelsesmaskinerne befinder sig OVERALT i samfundet, hver eneste åbning, nærmest, hver lysning fører lige ind i en, en virkeliggørelse af en forbrugsmæssig transaktion, man behøver ikke engang en åbning, ALT ER ÅBENT,

LYS OVERALT

Jeg vil dele en tanke med jer,

det er ikke en ny tanke, den ligger i forlængelse 100 år gamle tanker om oplysningsdialektik – beherskelsens dialektik

Jeg vil dele den tanke med jer, at forholdet mellem mennesket og dets omgivelser, den verden det lever i, i løbet af den tid vi kender som historien er blevet vendt på hovedet

OG at denne omvending også kan have noget at sige i forhold til kunsten, til poesien

Der var engang hvor vilkårenes tyngde og livets hårdhed krævede menneskets fulde opmærksomhed

Menneskets overlevelse i sin verden krævede al menneskets snilde, opfindsomhed og ingeniørånd – kort sagt: kræfter sat ind på beherskelse

Og også kunsten havde dette træk: at den var kunst, kunstig, en særlig beherskelse af nogle materialer

Der var – forestiller jeg mig – en lettelse, en følelse af frihed (…) i både frembringelsen og modtagelsen af denne materialebeherskelse, ved formernes sikkerhed, proportionernes klarhed, sanseindtrykkenes brillans

Nu hvor menneskets evne til at beherske sine vilkår – i vores del af verden – er gået over sine breder,

hvor vi står et sted, hvor særligt ét af beherskelsesmidlerne ER BLEVET SELVE VORES GRUNDVILKÅR,

kører af sted med målene,

KØRER AF STED MED OS,

så trænger jeg til poesi som ikke kan,

som ikke behersker livet, ikke behersker kroppen, ikke behersker sindet,

ikke behersker omgivelserne, materialerne,

vender sig mod infrastrukturen, sætter stopklodser, dæmninger, små forhindringer ind

Ikke lader systemet shine eller os selv shine i systemets allerede forudfattede indfatninger

Jeg trænger til samtaler hvor fornuften – den beherskende fornuft – bare lytter

Det er ikke engang fordi det – muligvis – er det SANDE og adækvate svar på historiens krav, men fordi vores kroppe og vores sind har brug for det

Vores fysiske omgivelser og medvæsner har

Poesi kommer af poiesis – skabelse på græsk… og

jeg bliver nødt til at sige det: endnu et ord som lugter af vækst,

af dominans, af at komme først, af at lyse og oplyse,

af drømme om almagt

MEN måske trods alt et ord som endnu kan reddes,

hvis det husker sin forbindelse

ikke bare til skabelsens LYSENDE – oplysende – triumf

men til det MØRKE som er en forudsætning for stofskifte

Det stofskifte som al skabelse – al poesi – blot er en del af