Sidsel Ana Welden Gajardo

For mange år siden sad jeg på en bænk i Skydebanehaven sammen med en meget kær veninde (som nu desværre er død) og vi drak dampende urtete, mens vores sønner legede på legepladsen. Min veninde hev sin Nokia frem, hun ville vise mig en masse romantiske beskeder, som denne hersens mystiske fyr havde sendt til hende. Tekstbeskederne var så poetiske, at hun ville vise mig dem, fordi jeg selv skrev digte. Men også fordi, hun syntes, passionen var lidt overdrevet, idet hun aldrig havde mødt den mystiske fyr. Jo flere ord, der tonede frem på den monokrome mobiltelefonskærm, jo mindre i tvivl blev jeg: Hver eneste passionerede linje var tydeligvis tyvstjålet fra Pablo Nerudas kærlighedspoesi. Og vi lo og lo og lo, fordi det var så sjovt at tænke på, at den her person havde siddet og skrevet smukke digtcitater ind og så decideret sendt dem som score-sms’er! Det var før man kunne tilgå internettet på sin telefon og copypaste, skal det lige siges, så det har krævet en vis ihærdig indsats. Det synes vi alligevel han skulle have lidt credit for. Hm. Ja. Det er et fint minde. En sjov anekdote. Her hører latteren så også op i min lille pristale. Dengang vidste vi ikke, hvad vi ved nu, at den chilenske poet, systemkritiker og nobelprismodtager Pablo Neruda næppe døde af naturlige årsager, da han gik bort i 1973, tolv dage efter militærkuppet, men snarere blev forgiftet af diktaturregimet.

Når jeg åbner denne pristale til den dansk/chilenske forfatter og kunstner Sidsel Ana Welden Gajardo med Neruda, er det ikke bare fordi, hun arbejder med latinamerikansk diaspora og specifikt den chilenske historie. Men også fordi, der er en dansk-chilensk forbindelse i forhold til Neruda og bekræftelsen af efterkommeres og menneskerettigheders mistanke om politisk mord. For det var danske retsgenetikere, der sidste år på Retsmedicinsk Institut her i København undersøgte to tænder, to knogler og lidt tweed fra digterens jakke og fandt spor af en dødelig gift. Kassen med disse beviser fragtedes fra Santiago de Chile til København forud for undersøgelsen. Et yderst videnskabeligt og bogstaveligt eksempel på, at det kræver en nylæsning af brudstykker, hvis historien skal omskrives.

Et billede på Sidsel Ana Welden Gajardos skrift kunne være det post-diktatoriske, retsmedicinske fragmentarbejde – som både er makabert, men også uhyre omhyggeligt, respektfuldt og retfærdighedskrævende. 

Et andet, meget mere blødt eksempel på hendes praksis er et billedtæppe, hvor efterkommere syr brudstykker af deres egne beretning sammen i et stofligt fællesskab. Dét mener jeg overhovedet ikke i overført forstand. Som sagt er Sidsel Ana Welden Gajardo også billedkunstner, og i kunstværket Mapping the Displaced (2022 – udstillet på Gammel Strand) arbejdede hun faktisk med kollektiv syning af fortællingsbrudstykker på en lang lærredsløber - inspireret af en chilensk håndværkstradition, som blev opfundet under Pinochets diktatur, og som muliggjorde udtryksform under censur. Billedtæppetraditionen videreføres i dag især af kvinder. 

Den syende hånd, som både yder undertrykkelse modstand og kærligt skaber nye sammenhænge af det ødelagte, det fragmenterede, er også markant i Sidsel Ana Welden Gajardos ømhedsaktivistiske skrift. Både tematisk og formmæssigt. 

Og her springer jeg lige til det faktum, at det er allerførste gang, Det Danske Akademi har den ære at stå for uddelingen af Michael Strunge-prisen! Lille sensation! Prisen – som oprindeligt er stiftet i 1989 af Gurli og Svend Strunge Jensen, Anne-Marie Mai og Klaus Høeck i samarbejde med Borgens Forlag, og som i 2012 overgik til Gyldendal – er på 75.000 kr. og ”tildeles en dansk skønlitterær forfatter for dennes anden skønlitterære udgivelse”. Vi er meget glade for at tildele Michael Strunge-prisen til Sidsel Ana Welden Gaxhárdo for romanen Du er min arv. For det er et sjældent imponerende eksemplar af den såkaldt svære to’er. Det er en kortroman, som udgør et tigerspring i det unge forfatterskab. Du er min arv er ikke bare hjertegribende, men decideret nervesystemsrystende i kraft af sin sanseklare skildring af politisk vold og nedarvet traume. Det er en roman, gennemblødt af uimodsigelig indre nødvendighed.  

Sidsel Ana Welden Gajardo, f. 1991, debuterede i 2021 med romanen I det hvileløse. Derefter var hun medskaber af antologien Hjertet er en fold med heste (2022), som indeholder bidrag af mennesker med erfaring fra det psykiatriske behandlingssystem. For den modtog hun Weekendavisens Smalle Litteraturpris og Politikens Frit Flet-pris sammen med Anna Rieder. De to modtog også i fællesskab det skandinaviske Grimsrud-legat her i år.  

I 2023 udkom så Sidsel Ana Welden Gajardos andet selvstændige værk, den uafrystelige og uhyre velskrevne Du er min arv. Titlens du henviser til jeg-fortællerens chilenske far, som i sin tid er flygtet fra Chile. Som overlevende torturoffer er han voldsomt traumatiseret, hvilket har gjort hans liv i Danmark hårdt og præget af sammenstød med det system, som ellers skulle hjælpe ham. Kærligheden mellem far og datter er umulig at tage fejl af, selvom deres forhold er komplekst og svært. Romanen er i den grad en kærlighedserklæring til faderen – hvis dødsfald sender datteren ud i en dyb sorg. Hun vil indoptage alt, han har efterladt sig. Arven bliver stor og symbolsk. Hun er også reelt hans arving; det er hende, der skal gennemgå hans ting efter hans bortgang. Sorgen beskrives med konkretion og klarhed, og en passage som følgende bliver siddende i læserens krop længe:

Sidste gang, du ringer til mig, spørger du: ”Hvor mange æg må man spise om ugen?” Jeg svarer: Max ti.” Jeg åbner køleskabslågen, to æg er tilbage, dos huevos. En stor gryde med kødfyld og ærter. Du var i gang med at lave empanadas, men du gjorde det ikke færdigt. Nu står kødet bare her og stinker. Jeg spiser det. (s.15) 

Romanen er kærlighedserklæring, men også en elegi, en gravskrift – og en måde at stå ved sin arv, tage den på sig. Datterens arv er også at rekonstruere faderens flugthistorie, som er en følge af militærdiktaturet. Dermed emmer romanen af ufattelig gru og vold, som skriften insisterer på at mindes. Et mindesmærke over disse rædsler rejses her i dansk litteraturhistorie. 

Romanens sidste del handler om Atamacaørkenen, hvor kvinder går og leder efter deres efterladtes knogler. Her rækker fortællingen ud i en kreds af kvinder og en sorg større end den personlige. 

Jeg citerer:

Hvad leder kvinderne overhovedet efter? De ridser årstal ind i tilfældige sten. I tilfældige knogler. (…) De ridser navne ind på hver en krop, der bliver identificeret. De ridser tal ind. 1000. 10.000, måske 100.000 navne, før de kan gå hjem igen. (s. 121)

Formmæssigt arbejdes der med korte passager snarere end mere traditionelle romankapitler. Med andre ord er romanen scenisk opbygget – hvilket helt konkret korresponderer med scenerne, som visuelt vises på det føromtalte billedtæppe i Mapping the Displaced. 

I Du er min arv er hver passage blændende præcis. Skønheden findes i solidariteten med kvinderne, denne bliven hos dem, hvor smerteligt det end er. Heri findes en dråbe heling. Som her på den sidste side:

Navnene ligger et sted i sandet, og kvinderne bærer dem i deres mund som  hemmeligheder. Knoglerne er hjerterne, de nægter at lade sig nedbryde, før de er hjemme igen. Verden findes ikke på kortet. Man kan bo i sit land og stadig være i eksil. Man kan ikke kalde på knogler, men man kan give kærlighed og omsorg til dem, man finder. Kvinderne kan stå på stedet, hvor en elsket engang havde håb, og kysse en flig af en ven med læber af sand. Når skeletterne er knust i så mange stykker, kan man i det mindste sætte dem sammen på ny. (s. 123)

Ved at kortlægge og sammenvæve den individuelle tabserfaring og den kollektive sorgarkæologi yder Sidsel Ana Welden Gajardo glemslen og historietabet modstand. 

Romanen er også en original og modig konfrontation med døden som sådan. Døden, som en anden chilensk nobelpristager, Gabriela Mistral i digtet ”Song of Death” kaldte ”Anti-Mother of the World” (i Ursula le Guins oversættelse; på originalsproget er det ”La Contra-Madre del Mundo”.)

I forhold til Michael Strunges arv og den dansk/chilenske eller chilensk/danske historie, skal det her til slut betones, at hans poesi er relativt kendt i Chile i kraft af de politiske flygtninge, som kom til Danmark og Sverige og senere vendte tilbage til Chile. Strunges digte er oversat – samt ofte sat i musik. Hvilket bare gør det endnu mere oplagt at tildele netop Sidsel Ana Welden Gajardo Michael Strunge-Prisen 2024 for hendes smukke og uafrystelige to’er Du er min arv. 

HJERTELIGT TILLYKKE