Kirsten Thorup

I den mere letfærdige historieskrivning møder man un­dertiden vendingen »firsernes glade dage«, måske med særligt henblik på livet i København. Tror man på den stadige genkomst, skulle vi så nu i halvfjerdserne have no­get at glæde os til, mens blussene skrues ned. Udtrykket kan dog nok undre én, når man betænker at firsernes lit­teratur hos de store forfattere er præget af resignation, skepsis og nederlagsstemning. Men i frasernes verden rø­ber vi mennesker en forbavsende evne til at glæde os bag­ud og lovprise det vi for kort tid siden ikke brød os stort om at færdes i. Elendigheden bliver siet fra eller blegner under indtrykket af den ubehagelighed der altid er for­bundet med at leve i nutiden. Således taler politikerne al­lerede nu om »de glade tressere«, da inflationen var til gavn og glæde for husejere og afbetalere og vi lærte at drikke Irma-vin. Men hvordan så litteraturen ud? Særlig glad var den vel ikke. Der var meget af den, men i lyrik­ken, som plejer at være mest fintmærkende for en perio­des indre tilstande, var der i tressernes anden halvdel ikke meget nyt og stærkt udover konkretisters og systemdig­teres omrokeringer af sprogmaterialet og talen om en ny sproglig sensibilitet. Jeg ved i hvert fald at Niels Barfoed og jeg som dengang redigerede Vindrosen var temmelig mistrøstige når vi sad og gennemgik de mange tilsendte digteriske bidrag og gerne ville finde debutanter. Så duk­kede en stor rodet kuvert op en dag i sensommeren 1966, med en masse beskrevne lapper indeni. De forblev ikke indeni huset, men kom udenfor, og blev snart til Kirsten Thorups digtsamling Indeni - udenfor. Der var noget i disse teksters tone som straks slog os. Om det var lixeringen af netop den almindelige uvished der gjorde indtryk, véd jeg ikke nu, men i denne debutbog fra 1967 står et digt, som er karakteristisk for den ende af de altså ikke særlig glade tressere og måske kan læses som lidt af et bomærke i Kir­sten Thorups forfatterskab, stort udfoldet i den roman, som Det danske Akademi i dag belønner med Otto Gel- sted-prisen, Baby. Digtet hedder ikke noget, men lyder i sin korthed:

Tabte berøringer synes at opbruge ledige timer uden sol

uden bevægelse - kolibrien står stille ikke kredsende - som en udvækst omplantet - grebet af luften fastholdt i det uvisse.

Digtet kan i sin åbenhed nok læses på flere måder, men således her for at fastholde forbindelsen mellem det første og det seneste indtryk af det endnu unge forfatterskabs formulering af et digterisk og reelt univers: Fuglen er en udvækst, revet løs af sin sammenhæng, grebet og fast­holdt i den tomme luft. Den har tabt berøringen, og det tabte opbruger tiden i en bevægelse på stedet, en hektisk aktivitet som ikke flytter den.

Sådan kan figurerne i romanen Baby anskues. Men indimellem er kommet tre bøger og nogle tv-spil. Først 7 dagens anledning - tre noveller med indbyrdes hemmelige forbindelser, eller modsat sagt: en roman i tre dele der kun indirekte har med hinanden at gøre, med personer i en verden de ikke kan få til at hænge sammen. Bøgernes genremæssige tilhørsforhold er tilsvarende ubestemmeli­ge. Love from Trieste er en punktroman i en slags postkort- agtige digte fra samme syge og stillestående verden, som er tegnet op i I dag er det Daisy, hvor - som titlen allerede siger - alle kombinationer er mulige, men ligeså uforplig­tende som de er mulige.

Jeg sammenstiller et citat fra denne næstsidste bog med et fra Baby for at vise den kolibriagtige stilstand af bevæ­gelse og den tiltagende forklaring på, hvorfor det forholder sig sådan. I I dag er det Daisy - en bogtitel der også leger med en dansk-engelsk spejlrefleks - vil Rita og Toni i bio­grafen, således:

De skal til at gå ud ad døren og Toni har sin nye frakke på og Rita har en fin taske og på dørtrinet helt inde ved dørkarmen ligger en tændstik og T. samler den op og putter den i lommen og Rita samler den op og smider den på gulvet og de havde tænkt sig at gå i biografen og Toni havde hovedpine og Rita var træt af at være sam­men med ham og hun sagde: Vi oplever aldrig noget. T. smilede til hende og sagde: Du oplever aldrig noget. Der skulle ingenting til for at gøre Rita deprimeret og den lugt af mad der var i opgangen stand­sede deres samtale.

Man lægger mærke til hvordan tingene kombineres med og, fænomener, der ikke logisk har med hinanden at gøre, sideordnes, eller samme sætning negeres i den føl­gende, forbundet med og, fordi værdimålet er gledet ud af bevidstheden. Nogen har taget det.

I Baby er der liere kommentarer, selv om det meste er dialog og indirekte tale. De to veninder - hvis man kan kalde dem sådan - Leni og Cadett er i byen:

-Hvad skal du lave bagefter, sagde hun og når hun sagde noget blev hendes ansigt udtryksløst.
-Jeg skal i banken, sagde Cadett med en melodisk stemme som- om hun først havde lært at udtrykke selv de mest ukomplicerede fø­lelser længe efter at hun var blevet voksen og hun tog en bid af sit rundstykke og hun gik hen og tog en avis som en eller anden havde ladet ligge på en stol og hun læste hurtigt henover rubrikken »kvin­der tilbydes« og »mænd og kvinder tilbydes« og det gjorde hun hver dag, det var en mani hun havde og hun havde en rød kjole og et sort bælte.

»Og«-sproget kendes fra mindre børns fortællen løs; i den citerede passage står nøglen til personstrukturen i ro­manen Baby. Cadett havde først lært at »udtrykke selv de mest ukomplicerede følelser længe efter at hun var blevet voksen«. Men læg mærke til, at stemmen er blevet melo­disk af det. Det er det besnærende ved Kirsten Thorups babier, at de er melodiske i al deres emotionelle armod. Der findes en uspillet musik i deres både konventionelle og rodløse, men åndsforladte livsform. De har gjort erfa­ringer, som mange voksne beskyttede sjæle ikke har været ude for, men de kan ikke bruge dem, bearbejde dem, for­mulere dem i nogen sproglig eller eksistentiel sammen­hæng. Men sagtens i replikudvekslinger. De er ikke kede­lige. Melodien findes i de underliggende spændinger og konflikter, i det enorme savn der betinger deres eksistens, - kolibriens tilstand. De tabte berøringer opbruger deres timer. Kirsten Thorup har sat lyd til deres vingebevægel- ser. Denne hemmelige dialektik findes på hver eneste side i bogen - som før citeret: »Hvad skal du lave bagefter, sagde hun og når hun sagde noget blev hendes ansigt ud­tryksløst.« Det er fantastisk udtryksfuldt. Derfor har vi også fået en realistisk roman om det, der med en frase hedder det fremmedgjorte liv, der ikke er så kedelig som det er i virkeligheden - det har været den såkaldte nyrealismes risiko.

Citatet med de to piger står i kapitlet »De økonomiske forhold i et ægteskab«, og passagen røber sammenhæn­gen mellem social misere, pengemangel og følelsesliv. Der er intetsteds pedantiske og pædagogiske udredninger af årsagsforholdet. Det ligger klart, at personerne savner vækstbetingelser, og at samfundsindretningen er gal. Den meget omtalte grammatiske sideordning er konstateren­de. Hun bider af rundstykket i stedet for at tale, hun skal i banken (for at konstatere at checkkontoen er overtrukket), og hun læser mekanisk rubrikannoncer med »kvinder til­bydes« og »mænd og kvinder tilbydes«, indfanget i køns­rollerne, som ingen kan finde ud af.

Citatet er næsten tilfældigt udvalgt, og man kan påstå, at jeg læser hele bogen ind i det, men det er kun et symp­tom på hvor tæt og gennemarbejdet romanen er, at den i sin tilsyneladende prunkløshed ubemærket, hele tiden, indeholder sine grundlæggende temaer. Dybdedimensio­nen er vippet op på en blank handlingsflade.

Baby er en kollektivroman uden kollektiv. Næsten alle figurerne præsenteres i første kapitel i Vesterbro-baren Mexicana Club, Marc og Cadett og Leni og Susi og David og Nova og Edd ogjolly Daisy. Så kobles nogle flere til i de følgende kapitler, der viser dem i forskellige to- og trekantskombinationer under afprøvning af køns­mønstre, som ikke er flxerede - lige som i barneårenes til­fældige bindinger på kryds og tværs. Fordi de nu er vok­set ud over barneårene, kommer det til at fungere som elendighedens halvkvalte oprør mod konventionerne. Og det er det dårligst tænkelige revolutionsvilkår. Tough guys rimer på soft ice, og den kombination kommer der intet brugbart ud af. De fleste persongrupperingers histo­rie tages op to gange undervejs, og det vises, at der ikke er tale om udvikling, kun om forløb af tilfældigheder i ret­ning af større problemer. Romanen afrundes formelt med dannelsen af et nyt par, Leni fra første kapitel og sanger­inden og transvestitten Jolly Daisy, der også optrådte i Mexicana Club. Og Daisy begynder at fortælle om sine mange oplevelser. I dag er det Daisy. Personerne flytter sig, men de flytter sig ikke.

Bogen er iøvrigt tilstrækkelig kendt og omtalt. Jeg be­høver ikke at fortælle den. Kirsten Thorup har sat den ind i både en litterær og social situation, hvor den er eg­net til at vække opmærksomhed omkring de mulige kunstneriske udtryksmidler: en sådan klarhed kom der ud af det, som mange ville kalde eksklusive formeksperimen­ter. Og en sådan opmærksomhed over for de sociale og dermed politiske vilkår, vi lever under.

For nogen tid siden så jeg i fjernsynet en udsendelse om kolibrier, som en videnskabsmand havde samlet sig en farlig masse af for at gøre studier i deres adfærd. Sandt at sige står de stille, ligesom fastholdt og grebet af luften. Men det viste sig, at de samtidig er i stand til at suge næ­ring til sig af ophængte flasker. Og lynhurtigt er de et an­det sted.

Kirsten Thorup! I den danske litteraturs voliere er du udset til at være kolibrien, der med overraskende flyve­færdighed anbringer dig et sted, hvor ingen ellers har prøvet at opholde sig, for med usynlige bevægelser at hente et stof frem. Og det er ikke hentet ud af luften. Vi føler os sikre på din mærkelige flyvefærdighed men beder om, at det stof jeg hermed har fornøjelsen at overrække dig, ikke vil blive betragtet som madding lagt ud på en pind foran de bestående institutioners fuglebur. Til lykke.