Sten Kaalø

STEN I NOVEMBER

Det er sortnende november og alt er snart forbi
øjne ser ud som om de lige har grædt
eller lige skal til det
fuglene flyver kun nedad
hundene flyver slet ikke
Det er sortnende november og alt er snart forbi
ingen går ud på altanerne mere
ingen hænger vasketøj ud mere
ingen går om bag en busk
det er for sent
det er for sent alt sammen
for det er sortnende november og alt er snart forbi
vi hvirvler ikke mod afgrunden
gjorde vi bare det
men vi synker langsomt ubønhørligt ned i novembermosen
de lysere årstiders livsalige konturer forsvinder med os ned i golde
konturløse dybder
MEDMINDRE
medmindre vi med en sidste kraftanstrengelse
rækker ud efter en bog af Sten Kaalø
Da er man reddet endnu en gang
Da får man livets skarpe og bløde konturer tilbage
lyset stederne farverne hele spekterviften
hvor det sorte også er med men ikke får lov at bestemme det hele
lydene af barnegråd, kærlige suk, smadret forskærm, Sonny Rollins
lugtene af hvidtjørn, tang, pis, sved, forår, stegt lever, huden
på en gammel ulv
smagen af havsalt, hævede mandler, honning fra Holbæk-egnen
Her er det hele lige fra kunstskøjteløbersker i New Delhi
til dengang oppe i Farum mens fuglene dovnede i august
hvor du skulle lære at hade vores forpulede militær og alt dets væsen
og det lykkedes over al forventning
Det er sortnende november og det er her altsammen igen
De SKØNNE DAGE og
SIDSTE FORÅR og
FOLK I BYEN er ikke mere
VÆK
De er her med HUD OG HÅR
med kærlighedens vemod og smerte og nødvendighed
med hengivelsens udsathed og blinde synskhed
med klangen af tomme bøjler i skabet
og den manglende klang af glemte cykelpumper
og de gamle piger uden for Laurits Betjent
og de gamle drenge gennem luften
Henry Miller Lars Norén Jens August Schade Bundgård Povlsen
de er her allesammen igen
så livet varer mindst fjorten dage til
og så er det jo alligevel snart jul
Det er sortnende november og jeg er her igen
udfriet fra novembers udviskning
har fået trukket mine konturer op
(og de sidder vist meget godt
hvis de blir lagt lidt op ved ærmerne)
Det er ikke første gang Sten Kaalø har halet mig op af sumpen
og dog er der folk som i ramme alvor diskuterer kunstens betydning i dag!
Sten kan kunsten at forvandle verden til det den egentlig er
ved at trække konturerne op og samtidig spore
de hemmelige forbindelser mellem
lurvethed og skønhed
grumhed og ømhed
en ligtorn og Mount Everest
Det er i kunstens virkelighed så enkelt
at det kun er få der mestrer det
Det drejer sig om stædigt at påvise
det underlige i det selvfølgelige
og det selvfølgelige i det underlige
og så selvfølgelig være konstant til stede
under hele skriveprocessen
opfyldt af selvfølgelig undren
kun på den måde kan der opstå merlivsværdi
helt ud i detaljernes knopskydning
som for eksempel stortrommen og den behårede gedemælk
på brude­suiten i Galway
Hvor var den ellers blevet af, spør jeg bare
Eller trillebøren op ad muren
indsmigrende med sin hule ryg udad
som en vanvittig elverpige i ly bag huset fra i sommers
og med luft i sit ene forheksede forhjul
Nu er det her altsammen igen
Nu fik man alt det tilbage igen
som man ikke vidste man savnede
før man fik det tilbage

Det er sortnende november
og man troede man var ved at synke ned i det dyb
hvor alle konturer slettes ud
og så oplever man på ny at det konturløse er et blændværk
men at Sten Kaalø eksisterer.
Tak for det og på genliv!