Michael Buchwald

De foreløbige yderpunkter i Michael Buchwalds litterære biografi lyder således: I 1969 debuterede han med radio­spillet Subdrengen kender fidusen. Elleve år senere, i novem­ber 1980, modtog han en pris på 10.000 kr. af Det Danske Akademi.

Konflikttemaet i spillet var forholdet mellem oprør og etablissement, og den 37-årige forfatter er da også en æg­te 68’er, en af dem der fik indstillet sit livsperspektiv af ungdomsoprør og studenteroprør. Han har fastholdt det i sit hidtidige forfatterskab gennem en stadig beskæftigelse med kultursammenstød. Nu kan man jo ikke gøre for, at man får tildelt en pris og en lovprisning fra denne for­samling, der går for at være et topmål af »den litterære in­stitution«, som subkulturen har næret stor skepsis over­for. Hold kæft venner, fjenden lytter! siger en af stem­merne i Buchwalds første roman, Afsøgningsmønster (1970). Man kan sige at der herfra i hvert fald er blevet lyttet og er opnået enighed om at tildele ham netop Otto Gelsted- pri­sen.

Det er vigtigt at lægge fronterne dér, hvor de egentlige modsætninger findes, mellem kræfter der henholdsvis tremmer og hæmmer værdibegreber, som det er let at fø­re i munden. Men grænserne er i almindelighed ikke ty­delige demarkationslinjer, dels fordi tilværelsen er ganske sammensat og tætvævet, dels fordi visse linjer bevidst slø­res og camoufleres af kræfter med særlige hensigter. Mi­chael Buchwalds virksomhed er konsekvente forsøg på ved hjælp af en litterær teknik at analysere kulturmønstre og samfundsmønstre, at skrive sig frem til en aflæsning af dem. Teknikken er fremkommet under inspiration af bl. a. sprogfilosofi, sociologi og dramaturgi, noget der viser tilbage til hans universitetsstudier i semiologi og teatervi­denskab. Hvis jeg endnu engang skal sammenstille be­gyndelsen og det seneste skriveri fra hans side, er det mu­ligt at se ligheden mellem romanen Afsøgningsmønster og artiklen »Billedstormerne« i Rhodos-antologien Frihed, den sidste kaldes et lærestykke og handler om oplevelsen af gadekampene omkring Byggeren i maj 1980. Dette fy­siske sammenstød af modstridende interesser, forskellige beboergruppers passivitet, aktivitet og strategi over for lov og ordensmagten, er beskrevet i en blanding af rap­port, refleksion og fiktion, der minder om new journa- lism, i en eksperimental tekstlig bevægelighed. Et forsøg på en særlig dynamik i aflæsningen af disse begivenheder. Noget lignende blev gjort med demonstrativ tydelighed i debutromanen, der - som titlen angiver - netop ville for­ene mobilitet og tydning gennem afsøgning af byen Kø­benhavn. Den består af en lang række korte tekststykker, der grupperer sig om forskellige jeg’er og aktiviteter, i be­gyndelsen i en kredsen omkring den mytiske skikkelse Che Guevara, oprøreren som blev erobret af modever­denen. Her er netop et eksempel på utydelige grænser mellem helt forskellige interesser. Jeg citerer en passage fra optakten. Man kan måske høre subdrengen tale:

Et altomfattende kæmpestort miljø, et tolerant miljø, et miljø som er åbent for undermiljøer, for alle former for udfoldelse, et miljø, ikke undertrykkende, tolerant, ikke tolerant for at overleve, men et miljø som i bund og grund opfordrer til personlig, særlig udfoldelse, som foreslår dannelsen af undermiljøer omkring særinteresser hos bare et par få af os.

Det er drømmen, som ikke sådan kan realiseres. Bogen er i sig selv et billede af ungdomsoprøret og dets situatio­ner, én sekvens handler om kampen om Sofiegården, en anden om en asfaltguerilla, der besætter Knippelsbro for at erklære Sydkøbenhavn for befriet. Det var et par år før Christiania.

Buchwalds arbejde med radiodramatik satte sig - end­da i helt konkret betydning - spor i den følgende bog, Gen­udsendelse af en båndlagt snak (1972); tre såkaldte »iscenesæt­telser«. Titelstykket er en radiofonisk tekst, mens hoved­stykket er en beretning i fem tekstr/rør, et forsøg på at bry­de traditionelle udviklingsforløb, tænkt som en gen-ud­sendelse af alt det båndlagte, dvs. den tale og skrift, der er påført os og som vi reproducerer, hvis vi ikke kommer til bevidsthed. De fem spor som ustandselig krydses, er øko­nomiens historie, familiens historie, magtens myte, skrif­tens vej og en drengs seksuelle udvikling. Hvem der så skal klippe historien ren, meddeles ikke, men i en afslut­tende kamp mellem Mick Jagger og de vilde engle er der ikke tvivl om, hvor sympatien ligger. De to symboler står for henholdsvis livsudfoldelse og blokering.

Samme håb om en modkultur over for den del af den etablerede magtverden, der har profit som første hensyn, styrer Buchwalds hidtil største værk, romanen Blokland (1975), der kom efter endnu et radiospil, MC-fascination om en rockerbande, samt den lille skitsesamling Ruinland, lavet sammen med grafikeren Troels Wørsel. Ruinland er en vision af netop boligkomplekset Blokland, et center som er slum, allerede inden det er færdigbygget i et

»ruinland af hensmuldret tegl, iblandet cementbrokker og ståldrageres forvredne vækster, rødmende i solned­gangslyset som det sidste sammenhængende, fladtoppede stenmassiv i vestegnslandskabets urgamle nedslidte pro­fil.«

Romanen Bloklands realisme er hentet fra en af de sto­re bolig- og fritidsmaskiner i Københavns sydvestegn. Iagttagelserne er af samme art som Buchwalds analyser i artiklen »Pseudonatur« fra tidsskriftet Kritik sidste år, op­trykt i antologien Spurvens vilje - om natur og digtning. Dér drejer det sig om bl.a. Albertslund, om Kystagerpar- ken, om Køge Bugt Strandpark og om indkøbscentrenes palmehaver. Tydninger og aflæsninger af kulturmønster.

Det er svært for folk at få indflydelse på cementen før den størkner, siger han. Derfor bliver dette byggemate­riale syndebuk for kritik, selv om det er planerne uden for cementen og cementens brug der er kritisabel. I romanen hedder hovedpersonen Cem. Han søger at aflæse Blok­land ved at trænge ind bag facader og spejlglasruder i Ny­bygningen og finde dens identitet. Han må konstatere, at det er samfundsbygningens eget væsen. Det er der måske ikke noget mærkværdigt i, det kedelige er at centret ikke fungerer godt, at mennesker taber i egen værdi ved at leve dér. Derfor bærer de i romanen navne som Memo, Print, Copy, Taxa, Color og Multi.

Har jeg sagt realisme om bogen og antydet en doku­mentarisme, skal jeg tilføje, at den også får karakter af science fiction, satire og groteske - udover at være en ho­vedpersonsroman om denne Cems udvikling, kærlighed og afklaring af sit sociale og politiske regnskab, hans brud med revolutionære dogmatikere. Trods de indvendinger man kan have over for bogens egen multi-karakter, er det en fængslende redegørelse, en sociologisk præcis fantasi over kulturmøde, nivelleringstrussel og konfliktophob­ning. F. eks. beskrives beboerne som medlemmer af for­skellige grupperinger: der er striktrøjerne, som er tilflyttere fra landdistrikterne, og der er de storternede, som er de til­passede, og så er der de kritiske miljøgrupper og ung­domsgrupper som sortlæderdrengene, casettedrengene og hunde­børnene.

Romanen Blokland er en kommunalpolitisk myte, der tolkes med stor skarpsindighed og fantasi, med både skrift- og skrivekyndighed.

Kære Michael Buchwald!

Otto Gelsted-prisen skal tildeles en ung forfatter i ud­vikling. Da du debuterede, lå der en folder inde i bogen med en erklæring fra forfatteren, under overskriften »Kulturen læst og påskrevet af en medskyldig«, og denne holdning af kritik og medansvar har du intensiveret gen­nem værkforløbet. Opsatsen sluttede med nogle tanker om risikoen for misforståelse eller for at blive forstået ihjel, med ordene: »alligevel er én ting værre: tavsheden. Der­for: NU ER JEG HER . . .« Heldigvis er du blevet, og vi ved at du står godt og stadig vil underbygge fundamentet med en cement som er ordentlig analyseret. Vi kan derfor med glæde overrække dig denne pris.