Vibeke Grønfeldt

„Sommerens døde“ er en afgørende bog i Vibeke Grønfeldts forfatterskab. Pludselig er alle afstande væk. Sproget bliver aktivt og tæt. Fortællingen sætter over alle skel mellem indre og ydre, drømt og sket, og forfatteren giver sig fuldstændigt hen i den. Journal og bekendelse er blevet til hensynsløs digtning. Personerne er de samme udstødte eksistenser som før, men nu insisterer Vibeke Grønfeldt på deres vegne. Hun lader sig ikke mere anfægte af psykiatriens tvivlen på, hvad der er sundt og sygt, normalt og unormalt. Og med det samme far hun også greb om hele sin øverden. Dens stilheder, kløvermarker og strande. Gårdene, som skal på tvangsauktion eller drives med computere som or­ganiseret dyrplageri. Billedbladenes livsstil, som er fulgt med sommerhusene. Turisterne, som hænger i ombyggede kostalde og holder udkik efter renvaskede bondepiger med kærnemælk i øjenvipperne. Og de lokale bajervrag, der bare holder kæft med hvad der foregår bag facaden, det som alle fastboende ved om hævnbrande, færdselsdrab og voldtægt.

Det er dansk provins i 1978, men også europæisk provins. Det kunne have været en græsk middelhavsø, hvor de gamle sortklædte bondekoner er gået over til Pepsi-Cola.

„Sommerens døde“ handler om det umulige i kvin­ders kærlighed til mænd. Om uskyld som rådner. Drømme og nedværdigelse og brud. Christine passer Andreas’ tobaksforretning, hun elsker ham, men han vil ikke røre ved hende. Han ligger for det meste ubevæge­lig på ryggen i sin vinduesløse bagbutik. En ungdoms­oprører på nedtur. Franziska passer køer på en gård. Da køerne bliver solgt, lever hun tilfældigt en tid. Flytter så ind i et nedlagt mejeri og arbejder som sprøjtelakerer, men kan ikke få de andre kvinder på fabrikken med i en kollektiv protest mod akkorderne. Hun bliver gjort til syndebuk og smider sig foran en lastbil.

Man kommer til at tænke på bondebørnene hos Jørgen Nielsen, som kunne knækkes, men aldrig forråes. Eller almuepigerne hos Blicher. Det er ikke forsynet eller skæbnen, der gør Franziska vanvittig. Det er udviklingen. Uafvendeligheden bliver den samme. Og­så værgeløsheden og sorgen. Hun kan ikke tilpasse sig, hun går hellere til grunde. Men der er den forskel, at livsgrundlaget hos Blicher og Jørgen Nielsen var intakt. Hverdagen havde form. De fysiske omgivelser bestod og selve indretningen af tilværelsen var uforandret. Neden under vækkelsesbølger og formynderes skalten og valten fandtes der stadigvæk pligter og nødvendigheder. Man kunne bære sin lod. Holde skansen måske og lade sig slide op. Vore dages overflødige almue har socialkon­toret. De der ikke kan kapsle sig ind, må på en eller anden måde gå til. Kun i smertens lakuner tilhører verden os, siger Franziska. Kun fornægtelsen har me­ning.

Vibeke Grønfeldt reserverer sig overhovedet ikke i „Sommerens døde“. Det er en desperat bog, ligeglad med læserens omkostninger, og det er i alleryderste øjeblik den finder balancen. Men hvor er den dog levende, al den død. Hvor er det altsammen føleligt og rørligt. Mættet med stærke sansninger, indlevelse og trods. Så megen virkelighed i en roman, der handler om virkelighedens undergang. Så meget har man måske kun én gang i et forfatterliv.

Når livet er forsvundet fra de kendte former, bliver verden til anskuelser, identifikationsmuligheder og spej­le. Behovet for individuel forståelse vokser. Og hvad gør de så dernede på bunden? Hvis ikke de kan unddrage sig og leve statisk med skønheden eller naturen, må de skaffe sig noget at tro på. En idé eller mani, så de kan fa stablet deres eget system op imod samfundssystemet.

„Baglandet” giver kontant besked. Den består af ti monologer. Syv kvinder og tre mænd fortæller om en dag i deres liv. De udleverer sig på det groveste. Låser sig fast i modsigelser. Det de siger passer slet ikke til dem, og det er tit pointen: de vil overtale sig selv til at acceptere andres vurderinger. De vil gerne bilde sig ind. at de har valgt at leve som de gør nu. Og det er vel også fangers eneste frihed - at bevise for sig selv, at de frivilligt har valgt at være hvor de er.

Leo f.eks. kører lastbil København retur og er glad for udviklingen. Han var bare skomager. Men tænk hvad han var gået glip af, hvis han havde beholdt værkstedet. Nu bevæger han sig hele tiden, han er uafhængig, kan sove i førerhuset og behøver ikke snakke med nogen, hvis ikke han har lyst. Der er jo underhold­ning dagen lang. Musikradio, telefonprogrammer, tips og Ekstra Bladet. Ikke alt det hykleri som dengang folk ingen oplysning fik. Naturligvis er staklen fuld af ring­hedsfølelse og mere effektivt isoleret end nogensinde. Tilmed er han som flertallet af mænd hos Vibeke Grønfeldt en potentiel kvindemorder. Fælles for dem der endnu fungerer på de urimelige betingelser er sammensathed, stædighed og galskab. Underklassen er ikke primitiv.

Med romanen ,,Det fantastiske barn“ er en slags fremtid alligevel begyndt. Staten har højnet sin stan­dard gennem en bevidst udvælgelse af sunde hjerner. Nød og optøjer tager den sig ikke længere af. Men for de unge og smukke, som forstår at droppe dem de ikke har brug for — alle de uinteressante og misundelige - er det blevet ærlige tider. Deres omgang er karakteristisk. De forstyrrer ikke hinanden, når de er sammen. Taler ikke til hinanden for ikke at blive trukket væk fra sig selv eller få deres tanker stjålet. Undermenneskene overfal­der til gengæld hinanden både korporligt og verbalt hvor de tilfældigt mødes, i grillbarer, venteværelser og kupéer, på perroner og parkeringspladser. Hvad der bestemmer tilværelsen i den nye stat er således frygten for det, som er anderledes og fremmed. Ønsket om total selvbekræftelse. Mest konsekvent er det udtrykt gennem hovedpersonen, Sabine, en køn bondepige, som beslut­ter sig for at få et barn ved vegetativ forplantning. Uden mand altså. Dermed undgår hun, at skavankerne hos en ligegyldig fyr blandes op med hendes egne perfekte gener. Via vævsudtræk og reagensglas får hun indført en dublet af sig selv i livmoderen. En såkaldt klon­fødsel.

Sabine styrer forskere og medier og sine egne reak­tioner under graviditeten. Og barnet, Esther, ligner også den fremmelige og fuldkomne skabning hun har planlagt i sit eget billede. Men to år gammel spørger Esther: Er det sandt, at man kan dø af sorg? Hun har en sjæl. Og den er uberegnelig. Den sorte, vildtvoksende tredje celle overlevede eksperimentet.

Sabine far sig selv igen og ser sine fejl, den ufornuft og svaghed hun ville ophæve. Hun prøver at slå Esther ihjel med rottegift, men det fantastiske barn dør ikke. Så skifter Sabine navn og giver sig til at dyrke jorden. Hun gør det vi altid siger er umuligt: hun vender tilbage. Er fortiden alligevel ikke brugt op?

Årstider og vejr står ind over øen. Nætter og dage. Regn, blæst, frost og tø. Lys og lyde, som ikke kan standses, bliver en stadigt stærkere kontrast til Sabines sindssyge pleje af hud og hår, muskler og mave. Ro­manen er også billede på en digters selviscenesættelse, hendes fantasifostre og brug af omgivelserne. Vibeke Grønfeldt arbejder helst på flere planer og behersker forskellig teknik. Symboler kan ubesværet vokse frem af en enkel og hverdagspræcis fortælling. Et eksempel til slut.

Det er taget fra „Den første sne“, en lille roman fra en havneflække med en færgekro. På kun hundrede sider fastholder den ti forskellige personer. Linje for linje kan man aflæse bevægelser og svingninger mellem dem. Ubevidste konflikter, aggressioner og hykleri blottes navnlig hos fortælleren, Julie. Hun får tillagt egenska­ber og hensigter hun ikke synes hun har. Hun forskræk- kes over uærligheden i søstersolidariteten og kønsrol­lerne. Hvordan kan hun undgå de falske spejle?

Du trænger til nogen at tale med, lyder det fra snakketidens snakkefolk, mediterende øldrikkere og mo­derigtige flæbehoveder. De synker ned i skumgummi og kalder deres menneskeæderi for hjælpsomhed. Julie vil have fred. Hun sidder med fødderne i en balje og en kedel dampende vand til at spæde op med. Hun er bange for hun er blevet gravid. Det er over tiden. Fire dage.

En bil bremser hårdt op uden for huset og kører så videre. Lidt efter kommer Agnete ind med en død, hvid kat.

Agnete er kun seksten år. Uønsket som en ond samvittighed. Hun går omkring som en evig bebrej­delse, synes Julie. Agnete holder den hvide kat frem i nakkeskindet. Nogle bloddråber falder fra dens knuste bagparti ned på kokostæppet.

– Er det din kat? spørger Agnete.

– Nej ... Det er vist Livs.

Agnete ved udmærket godt, at det er Livs kat, men bliver stående.

Hvor kunne her have været hyggeligt. Hvor var her godt, før hun kom og bragte forstyrrelse i ensomheden, som alligevel altid er større og smukkere end selskab.

Novemberblæsten. Mørket og kulden udenfor, lyset og varmen fra brændeovnen inde.

Hvad vil hun?

Det er umenneskeligt altid at være påtvunget selskab.

Hun kikker fascineret på baljen og fodbadesaltet.

– Er det ikke dejligt at sidde med fødderne i vand og mærke varmen trænge op igennem? siger hun. Det er min yndlingsbeskæftigelse.

Hendes stemme, der er langsom og lav og syg som en gammel kvindes, far mig til at sige: Jeg har et stort vaskefad. Det kan du få. Sæt dig i kurvestolen.

Hendes taknemlighed, da hun tager strømperne af og sætter sig i stolen får mig til at skamme mig.

– Jeg synes, jeg har frosset altid, siger hun uden at tage blikket fra den døde kat, som ligger på sofabordet.

Ordene bliver hængende længe. De er kun sig selv ... og det hele.

I nogle minutter er spejlingen væk. Agnete bliver til, anderledes og ude af trit med alt og alle, som hun sidder dér med overkroppen helt nede på knæene og ansigtet inde i dampene fra vaskefadet. Julie føler de har fælles skæbne. Men så bliver hun irriteret, fordi Agnete godt tør sige fra over for frelserne. Trætheden kommer igen og hun glider tilbage i sin selvmedlidende kredsen. Det vises her, hvordan mennesker forsvinder for hinanden.

På bunden af Vibeke Grønfeldts forfatterskab ligger der noget, som sjældent forekommer utilsløret i digt­ningen. Det bliver som oftest dækket med bekymring for verdens gang, for freden, naturen eller dyrene. Misantropi er for stærkt sagt. Misantropi betyder had til mennesker. På den anden side er følelsen ikke bare en fornemmelsessag, en idiosynkrasi over for visse af artens egenskaber. Det rette ord er nok lede ved mennesker eller foragt for mennesker.

Vibeke Grønfeldts mod ligger i, at hun ikke undskyl­der foragten med alle de regulære grunde, der faktisk er til at nære den. Hun går ud fra den. Den er der, oprigtigt ment, og vedgås af personerne.

Enhver kan komme og sige han holder af menneske­ne, det skal vi jo og det er sympatisk. Er næstekærligheden også ægte? Det véd man ikke altid. Men det véd man med foragten. Den er jo utiltalende. Alene derfor. Så langt kan altså Vibeke Grønfeldt komme ned. Det er den indre tilstand, som truer vores fælles eksistens, hun har gjort synlig. Sådan ser der ud nuomstunder i den danske provins. Det er ikke lige det vi helst vil vide. Navnlig i kunsten vil vi gerne have det gode gjort mere interessant end det onde. Men vigtigere er det trods alt, at mennesker bliver ved med at være menneskelige - også når de er hjælpeløse, uvidende eller fulde af lede. Det lyder måske som et paradoks. Det er det bare ikke hos Vibeke Grønfeldt.