Michael Strunge

Samfundet er en underlig leg, midt i det hele går kattene rundt og pisser i opgangene.

Man risikerer at frugter falder ned på gaden fra træerne om efteråret i de mest uventede øjeblikke.

Og når jeg er træt af alt falder jeg ud af samfundet og ind i en drøm.

Sådan indleder et digt i Michael Strunges samling fra 1982 Ud af natten. De uventede perspektiver på storby-livet og samfundsdebatten er et meget godt udtryk for hans særlige oplevelse af nutidens kaotiske virkelighed. Kaos er han egentlig ikke det mindste bange for. Et andet sted i samme samling kan han påstå, at livet er kedeligt uden kaos. Den poetiske opgave er da egentlig at opfange alle stumperne, se alle lysbrydningerne og så skabe sit eget roterende stroboskop, der sender drømmereflekserne ud i verden.

Det er en stor og dejlig samling digte. Ud af natten. Trykt med lutter grønne bogstaver, fulde af både mod og mismod, ikke altid til at afgøre, om det er det ene eller det andet. Den moderne skønhed, som et af digtene beskriver har denne dobbelte karakter. Man ville nok ikke have været i tvivl om ironien, hvis det var i et lidt ældre digt man fandt ordene: „Regnen er så smuk/når den ligger på asfalten, badet i neon“. Men den er jo smuk, ligesom din stemme bliver charmerende i telefon­røret, når den forvandles til elektronisk signal. Det er en anden blanding af livsstemning end hos den, der kun vil se tingsliggørelse af menneskers relationer til hinanden i modernitetens verden. Men direkte livsmod buldrer frem andre steder i „storlyd af handlinger/der spænder deres stjerneskind ud på himlens maveskind“, hvor de store ting trækkes kropsligt nær til en.

Bralrende livslyst og bortvendte drømme er ikke væsensforskellige i denne digtning. Det er en livsstil og udtryksholdning som jo er ung og virker som en meget præcis registrering af en samtid, budskaber fra en bevidsthed skabt af det ustyrlige informationssamfund og massemediernes lyd- og synsunivers. Originalt og generationsgyldigt på en gang.

Det er en bevidsthed med et på én gang afslappet og vitalt forhold til en udvidet verden, en verden hvor grænserne mellem fiktion og kendsgerninger er flyden­de. Jeg-rytmen sættes an suverænt, varieret - sådan som det er markeret i det programagtige indlednings­digt i Michael Strunges debutbog fra 1978, Livets hastig­hed:

Knuser uret med mine tanker -jeg lever kun med livets hastighed
Skifter hurtigt til ny forklædning —
jeg behøver forandringer med livets hastighed
Danner kontrast behøver ingen camouflage
død og træt af ikke at være mig selv
Skifter farve anarkistisk kamæleon
kaster masken ændrer leveform

Det er en flot og spændende formel: „Anarkistisk kamæleon” — udtryk for en absolut modtagelighed, en åbenhed for indtryk, en lyst til at identificere sig - og samtidig med denne overtagelse af energier vil han selv styre dem og give dem retning. Det hedder i slutstrofen af dette digt:

Skifterfart
jeg har brug for fartskift —
jeg ændrer mit liv før det ændrer mig

Overmod, mod. mismod veksler og indgår ejendomme­lige forbindelser. Således kan han i samme bog aflæse forfaldet i de „dybblå skygger omkring øjnene”, når - som det hedder med hans omvendte perspektiv - „de ser på dig fra digtets selvmodsigelser". Det er, hvad der kan ske i nætter „besat af inspirationens gale hund".

Michael Strunge er på mange måder kommet til at tegne en generation, socialt og litterært, bl.a. på den ikke ukendte måde, at han har faet en del samtidige efterfølgere og efterlignere. Det far man, når man rammer præcist i en livsfølelse. Efter en periode med et mere skrabet virkelighedsbillede var han med til at folde drømmens faner ud. ,Jeg fremkalder de gamle billeder, visionerne om fortiden, sansningerne, ordenes nyheder. Jeg påkalder mig barnets intuition og fantasi, oldingens viden, den unges stræben og kvindens erfa­ring", siger han i den fantastiske rejse i bevidstheden, som han har kaldt Fremtidsminder (1980), en stribe eventyrlige, sammenhængende prosadigte. Der er klang af en af poesiens gamle helte og myteskikkelser i denne erklæring, Rimbaud, hvis berusede skib i det hele taget sejler rundt i Københavns nattegader besat af poetiske galninge. Strunge beriger læseren med farefulde, frodige fortællinger fra lande med uanede grænser og dybder, høje himle. Der er visioner af skræk og rædsel over for fremtiden, som allerede er et minde. Der forekommer ingen tanker om, hvorfor alt liv kan udslukkes, analysen går en anden vej, ind i følelsen og drømmen. Ikke som en flugt, ikke for at lukke øjnene, men for at åbne dem på en anden måde. ,Jeg må se og se, og i mørket ser jeg kun eksplosionerne fra fremtiden."

Hvad nu? spørger Ivan Malinovski med titlen på sin nyeste digtsamling. Er Michael Strunges pragtskildrin­ger af trusler og drømme alligevel ikke en æsteticering af afmagten? Og hvad bestiller de engle, som Strunge satte ind i verden, og som nu basker rundt i poesiens voliere? „Addi var en skabning, en engel der skrev sit sind i menneskers øjne, fra øjne til ører til stemme til hjerne skrev Addi med sine øjne, der var så fjerne som menneskene var fra hinanden.“

Det kan læses som en drøm om kvindeligheden. Den foregår i metafysikkens sære lys, men er jo også en revolution mod mandlighedens verden. Et forsøg på at fremkalde en anden mental verdensbalance. Mirakel­skildringerne, „le merveilleux“, i denne poesi er en forventning om kærlighedens forvandlingskraft, først og fremmest en vilje til at fremkalde det kvindelige i selvet. Malinovski beskriver i sine digte kapitalens brutale verden som mændenes kultur. „Kommunismen er kvin­delig”, siger han med sin utopiske forestillingsverden. Michael Strunges engledrøm ligner snarere en kvinde­frigørelse som en intern bevidsthedsproces. En drøm om forening med Anima.

Michael Strunges produktion er allerede stor. På fem år har han udsendt otte digtsamlinger med den livets hastighed, der nu kendetegner poesiproduktionen. Se­nest to hæfter betitlet Nigger, uren poesi betegner han dem. Her er det identifikationer med outsiderne, de udstødte, de nederste eller øverste, dem uden for nor­merne, fra dronningen til krapylet.

Når Det danske Akademi har fundet på at tildele Michael Strunge Otto Gelsted-prisen, er det ud fra oplevelsen af hans forfatterskab som et personligt ud­tryk for en ung generations livsfølelse - som et åbent møde med kaos og et digterisk forsøg på at se det i øjnene. Det er en overbevisende stræben efter at føje sig fornyende ind i en lang digterisk tradition. Ligesom en­gang jazzen var med til at præge lyrikkens sprogrytme, mærkes her rockscenens lyd og lys i sproget som en vigtig kvalitet, en nerveklang.

Otto Gelsted skrev sit digt om Reklameskibet dengang den ny verden væltede ind over Danmark med hele kommercialismens farvepragt, det forlorne forlystelses­liv og lysreklamernes kunstige sensationer. Det lod han sin revolutionære student udslette i en mægtig eksplo­sion. Skibet sejlede imidlertid videre ind i virkelighe­den, som bekendt. Strunge har mødt dets produkter bl.a. i digtet Cancercola, næsten en paralleltekst til Reklameskibet. Her står „Dildotårnene vibrerende i den døde bys selvlysende luft, der sitrer over søens valium- ro. I drive-in biografen vises de sidste reklamer for Cancercola“, osv., sådan at „disse androider afCoke og Whopper fejrer det med den nyeste dans“ - som nu ikke mere er den populære shimmy: Ryst mig til jeg revner, som Gelsted anfører, men „Do the Assembly Line“. Der „drikkes Liquid Neon af plexiglas, og trangen til parcel og ring fremkaldes af denne syntetiske reklame-rus“.

Det er midt i denne verden, Michael Strunge har foldet drømmens faner ud.