Eske K. Mathiesen

Eske K. Mathiesen er folkemindeforsker og har samlet folklore og oversat eller snarere gendigtet - folkepoesi fra mange steder på Jorden. At han er folkemindesam­ler og forsker præger hans eget forfatterskab. Han er nemlig også digter. Hans poesi er en forunderlig blan­ding af tradition og originalitet. Det virker for mange af de enkelte digtes vedkommende så ligetil, godt og lunt, at man ved første øjekast kunne tro. at disse tekster var fundet hos „folket“, var anonyme, vellykkede udtryk af samme art, som dem, man finder i visse omfattende antologier. Men sådan forholder det sig ikke. Og lægger man øre og stemme til versene, hører man ved sig selv den personlige, nutidige tone.

Det er langt fra at være pastiche. Eske K. Mathiesen forlænger helt naturligt og ukunstlet en folkelig tradi­tion i dansk poesi fra barokken til dette århundrede, i en vis forstand naivistisk, men uden afstand.

Læsere af Danmarks tilsyneladende eneste „udødelige“ tidsskrift for ny poesi, ,,Hvedekorn“, har kunnet følge Eske K. Mathiesen siden 1960’erne, og måske har man også kunnet fa fat på en række små privattryk i 1970’erne, bl.a. Fra forårsrejsen, Vintertungen, og Blomster­gåder og dyrerim, men først i 1976 vakte han en enkelt forlæggers interesse, og hans første bog, Fra spættemes have, udkom, indeholdende digte og gendigtninger. Heri forekommer „7 digte til Anna Brøndum“ (Skagens­maleren Anna Ancher), der alle er sat i musik af Henning Christiansen og udsendt på grammofonpladen „Satie i høj sø“. En af disse små vise-agtige tilegnelser hedder „Lodsen fra Vinga“, d.v.s. fra fyret ved Gøte­borg, hvor den store svenske troubadour Evert Taube blev født som søn af fyrmesteren. Teksten lyder sådan:

Lodsen fra Vinga er fuld af musik om manden der kom så, sejred og gik.
Lodsen fra Vinga han lokker min Anna.
Måtte gud satan ham evigt forbanna.
Lodsen fra Vinga har blomster i hat.
De fisk er de bedste der fanges ved nat.

Den ville man gerne have hørt sunget af Cornelis Yreeswijk. Siden 1976 har Eske K. Mathiesen i hurtig rækkefølge udgivet mange sådanne personlige, humo­ristisk ladede bøger, der indeholder hans egne digte, gendigtninger, essays, biografier og historier. Det er sommetider lidt svært at skille gendigtningerne fra hans egne digte, de bør ses i sammenhæng, og han har da også selv blandet oversættelser af folkepoesi fra andre sprog med sine nye digte.

Han har oversat irsk middelalderpoesi, folkepoesi fra Centralasien, folkepoesi fra de persiske tyrker, engelsk, græsk og russisk poesi og en vægtig bog med armenske digte, Den landflygtige nattergal. Denne magister i folke­mindevidenskab er en meget flittig oversætter, - det filologisk korrekte er ikke hans sag, gendigtningerne er frie, ofte foretaget efter engelske og tyske forlæg, det er det folkeligt digteriske, der har genklang i ham. De er en smuk indgang til andre kulturer, ,,små kighuller“, som han beskedent kalder dem, men på grund af hans eget talent er de først og fremmest gode digte og værdifulde tilskud til vores danske litteratur.

Eske K. Mathiesen har i en årrække været kunst- og litteraturanmelder ved „Land og Folk“, han har været ansat på Dansk Folkemindesamling og har arrangeret folkloristiske udstillinger og udfoldet anden museums­virksomhed. Dette har givet sig litterært udtryk i en fin biografi, Sven Ljungbergs billeder, udsendt i 1978, og en samling introduktioner, Flittige øjne. Den indeholder artikler om en række personligheder, hvis navne er sigende vedr. Mathiesens interessesfære, det er Peder Flemløse, Thomas Kingo, Evald Tang Kristensen, Thø­ger Larsen, Fritz Syberg, Johannes Larsen, Jeppe Mad­sen Ohlsen, John Christensen (,,Barbermaleren“), An­na Klindt Sørensen, Karl Bovin og Albert Mertz. Desuden har han bl.a. skrevet introduktion til udstil­lingen De kvindelige Fynbomalere, om Anna Syberg, Alhed Larsen og Christine Swane. Ved nytår 1981 kom et lille essay om Erindringer som historieskrivning, et tankevæk­kende skrift, også sat i relation til forfatterholdninger og strategier i vor tid. Eske K. Mathiesen går bl.a. ind for en „historieskrivning, hvor folks egne måder at udtryk­ke sig på — folks egen kultur - ikke er sat i skammekro­gen Netop denne interesse er det, der driver hans eget introducerende og faglige forfatterskab, - lige så vel som den ligger bag hans skønlitterære, digteriske indsats - som en uudtømmelig inspirationskilde. Ligesom det er tilfældet med det omtalte skrift har Dansk Folkeminde­samling også udsendt hans foredrag Folks egne billeder, Hvem skriver folkets historie.

Efter digtsamlingen Fra spætternes have kom den anden i 1977, Ind i gåsens vendekreds. I den første holdes gendigt­ningerne i en del for sig, i den anden findes de kompo­neret ind mellem digterens egne sager, men anslag og tone er ens: det folkloristiske er sat i forgrunden, de episke forløb far plads, og der er et vist sejt stræk over bøgerne. Den tredje digtsamling. Gule bjælder, har sam­me karakter og kvalitet, men et lettere anslag, poetisk set med en finere, mere raffineret nuancering. Samlin­gen Epigrammer består også af egne digte og gengivelser af fremmed poesi, titlen er meget dækkende, digtene er netop epigrammatisk korte, fyndige, klare, rammende, ofte med en vis cadeau til underforståelsen. 1986 kom digtsamlingen Fuglevarsler; den er ligeledes præget af hans ejendommelige talens frihed i samklang med økonomisk sprogbrug, yndefuldt er bl.a. digtet „Bred­gade, mit lille Rusland", en titel der netop ligner sin digter.

I samlingen har han rimede fortællinger, prosalyriske forløb og portrætter, små „smykker", korte serier. Med sit smukke sprog administrerer han sit medvidende forhold til traditionen, — noget som er ret sjældent set hos hans generation af lyrikere. Og så kan han den kunst upostuleret at lade sit stærke socialistiske engagement komme til udtryk i digtene. Det sker i hans utvungne tale, der er helt uden insisterende fanatisme. Der er noget ligefrem mærkeligt selvfølgeligt ved hans skrive­måde.

Som prosadigter har han gjort sig bemærket med en lille, charmerende og sansemættet samling historier, Syltetøj, i 1979. Bogen er illustreret af ham selv med papirklip i en selvskabt „almuestil11, der naturligvis også får én til at tænke lidt på H.C. Andersen. Siden, i årene 1981 til 1984, udsendte han samlinger af Almanak­historier, den første under denne titel, den anden hedder Den sovende hyrde, illustreret af Jane Muus, den næste har titlen Visdomskilden, og den fjerde, fra 1984, hedder Den dårlige nar. - Eske K. Mathiesens digteriske prosa er ren og klar, ligetil, men associationsvækkende. Der er glimt fra barndommen, genoplevet og set med barnets øjne, — fantasi og virkelighed går fint sammen, sagn, natur og poesi hænger sammen på en usentimental, nøgtern og sanset måde.

Mathiesens bøger er i ordets bedste mening „blande­de skrifter11, nogle falder klart i kunstneriske kategorier, andre dækker flere felter. I 1982 udsendte han en antologi. Den danske have, med bidrag af flere skribenter, - og samme år kom Den ny Uglspil, genfortalt af Eske

K. Mathiesen. I 1983 udgav han børnebogen Heinrich Hundekoks bedrifter, der grusseligt leger med pastichen og veloplagt skildrer røvere, natmænd og fremmedes hu­seren på heden og meget andet. Samme år udsendte han Tyve breve til folkemindesamleren Evald Tang Kristensen. — Gennem årene har han gjort en speciel indsats som tilrettelægger af kataloger i forbindelse med kunstudstil­linger, her er heftet til gruppen Mejlen bemærkelses­værdigt ved at indeholde fem fremragende digte af Eske K. Mathiesen.

Eske K. Mathiesen har sin særegne position som fornyer af en tradition, der ellers ses fortrængt til historien. Han er aldrig efterligner, og det er deri kunsten ligger, hans ægthed er åbenbar.

Man føler at det rimer udmærket godt med Otto Gelsteds personlighed og virke, at den litteraturpris, der gives i hans navn, tilfalder netop Eske K. Mathiesen. Og jeg tror, at det ville have glædet Otto Gelsted, at Akademiet nu giver den til dig, Eske!’