Knud Sørensen

Fra 1942 til 1975 faldt antallet af heltidsbeskæftigede i landbruget med 295.000. Mekanisering og rationalise­ring satte i samme tidsrum nogenlunde det dobbelte antal heste ud, et hestespand pr. mand.

„Forestiller man sig nu,“ skrev Knud Sørensen i digt­samlingen Beretninger fra en dansk udkant 1978, „disse 295.000 overflødige mænd med deres overflødige he­ste på vej ud af dansk landbrug, f.eks. udover den dansk-tyske grænse ved Kruså, må man forestille sig en næsten uendelig række af mænd og heste, ned igen­nem Holsten, forbi Hamburg, videre ad motorveje forbi Frankfurt, forbi Basel, over Set. Gotthard, de når Milano, fortsætter, fortsætter, og i det øjeblik første mand drejer ind på Peterspladsen i Rom, forlader sid­ste mand grænsestationen ved Kruså. Sådan en folkevandring svarer afvandringen fra landbruget til.“

Virkeligheden bag disse tal er et befolkningslag, der indtil midten af 1950’erne spillede en afgørende rolle i Danmark som helhed og især i lokalsamfundene, men her kom ud for sit økonomiske, kulturelle og po­litiske tilbagetog mod noget, der ikke ligner Peters- pladsen, men afgrunden. Sådan har landbefolkningen selv følt det, og derfor forsøgte den snarere at skjule det for omverdenen end tale om det med store bog­staver. De titusinder af familiers nederlag og opbrud til andre livsformer er den mest stilfærdige folkevan­dring, Danmark har oplevet i nyere tid.

Mærkeligt med den stilhed, den foregik i. De, det gik ud over, kneb læberne sammen. Og det forstår man. Især når man ved, at det også hænger sammen med sproget og omgangsformerne i landsbysamfun­dene. Stilfærdigheden og det ordløse kommer ikke af mangel på udtryk, for pausen og det usagte er i sig selv sprogføring, stil og ytring. Det underforståede og un­derspillede, tit og ofte finurligheden, ligger som klang­bunden under det, der siges.

I de landsbysamfund, hvor man indtil for nylig le­vede på et grundlag af værdier, alle kendte og aner­kendte, er det, skriver Knud Sørensen i artikelsamlin­gen Danmark mellem land og by fra i år, „i det fælles un­derforståede og dermed det usagte, at den egentlige samtale foregår".

Mærkeligere er det imidlertid, at denne folkevan­dring fik lov til at passere stort set upåagtet forbi litte­raturens og mediernes verden dengang. Stort set. For der var og blev trods alt enkelte, der fulgte den. Og et par få, der forstod den indefra. Først og fremmest Knud Sørensen.

Efter debutdigtet i Hvedekorn 1952 og år med stærk påvirkning af Paul la Cours poetik „begyndte jeg at drømme om digte med få ord, uden adjektiver og uden billeder og associationer. Digte, som skulle fast­holde og koncentrere sanseindtryk, og som skulle be­skrive det konkrete.

Det blev til samlingerne Den røde kaffekande fra 1965 og Forsvar for robotterne 1969. Men nok så afgørende blev gensynet med det, han kalder „det nordvestjyske“. Han er født i Hjørring og slog sig efter studieårene i København ned som landinspektør i Nykøbing på Mors. Her oplevede han en dag som bisidder en eks­propriationsforretning af så store konsekvenser for de mennesker, den gik ud over, fortæller han, at han måtte sætte sig og bearbejde de indtryk, den havde gjort på ham.

Men man skriver da ikke digte om ekspropriationer? Hvorfor dog ikke, tænkte han. Har ikke også den del af den danske befolkning, der bor på landet, et beret­tiget krav på at få sine vilkår og problemer behandlet i den form for nutidshistorie, som digtning også kan være? Og så til allersidst den aften tænkte han:

Det er jo også det, jeg længe har gået og villet uden at vide det.

Da beslutningen var truffet, var der en ny, der skulle træffes. Han måtte vælge sprog, og han valgte at være på de menneskers side, han skrev om. Hvilket for Knud Sørensen betød og betyder, at han måtte arbejde med sproglige kvaliteter, der var i overensstemmelse med traditionerne i dette folks kultur:

Jeg måtte kalde dette underforståede og usagte frem uden at give det ord, jeg måtte lade folk bevare ansigt, selv om den indvendige side af ansigtet var kra­keleret, hvilket også vil sige, at det drama, jeg ville skil­dre, skulle kunne opleves stærkt på trods af det af­ dæmpede og vigende i sproget eller rettere: på grund af det.“

Det blev til den række af digte i nærmest skrabet stil, der kom i samlinger som Revolutionen i Tøving, Fodtur til det nordlige Mors og Om vinteren hænger jeg Fur op på væggen. Og til fortættede, nænsomme short stories i bind som Slutsedlen og Marginaljord og den lille roman En landsbyhistorie. Og mange flere.

Men den storartede Blicher-biografi må nævnes, fordi den også viser Knud Sørensens spændvidde på andre felter end fiktion og lyrik, og hans samling af Me’ir Aron Goldschmidts tekster.

Gelsted-prisen gives for en kunstnerisk indsats. Det er derfor, jeg har fremhævet baggrunden for dit ar­bejde med sproget. Men prisen kan også gives for jour­nalistisk og samfundsvendt skrivearbejde.

Du hævder, at der er et sprogskel, to slags dansk i Danmark. Det ene er det, der har sin rod i bondesam­fundet, hvor alle kender enhver og værdigrundlaget var fælles. Det andet er industrikulturens, hvor man ikke kan samtale i pauser på det underforståedes bag­grund, men må artikulere sig slagkraftigt og direkte for at blive hørt.

Det er svært at opfatte holdninger og forstå hinan­den over sprogskellet. Det vil de fleste med et ben i begge lejre vide. Værre bliver det, når man går så fejl af hinanden, at sprogskellet bliver til frontlinier og krig i stedet for samtale og større gensidig forståelse for alt det rimelige og spændende, der findes på den anden side af sprogskellet.

Du har i den sidste halve snes år berejst landets for­samlingshuse og talt og skrevet i medierne om den side, du har gjort til din, for at gøre den mere begri­belig for den, du som kunstnerisk bevidst sprogmen­neske også hører til i.

Gelsted-prisen tilfalder dig også for den indsats. Til­lykke.

Knud Sørensens takketale

Tak for de smukke ord og tak til Det danske Akademi, der som legatbestyrelse er ansvarlig for, at jeg kan stå her i dag og føle mig på én gang beæret og beriget. Det er en god kombination.

Og nu håber jeg ikke, at jeg ødelægger den højtide­lige stemning ved at komme med en bekendelse:

Bortset fra salmevers - som jeg skulle lære - og „Pe­ters jul“ - som jeg kunne, fordi jeg havde hørt den så tit - var et par linier af Otto Gelsted de første verslinier, som fangede mig i en grad, så jeg gik og citerede dem i tide og utide.

Både tiden og utiden var 1940-41, altså det første be­sættelsesår, og jeg var en 12-13 år.

Jeg gik altså rundt og citerede, og det gjorde jeg også en dag hjemme ved middagsbordet. Med høj, klar og frejdig stemme kom det:

slet det grimme kors af flaget gør det rødt!

Jeg må nok her indskyde, at det foregik i et hjem, hvor vi gik med kongemærke, var ivrige deltagere i alsangs­stævner og senere blev meget stærkt påvirket af „Dansk Samling".

Reaktionen var voldsom. Jeg havde indtil det øjeblik ikke anet, at digte kunne være farlige.

Det kunne de.

Selv om jeg ikke vil kalde reaktionen ligefrem vol­delig, så var den dog for mig smertelig. Men jeg er glad for at kunne sige, at det smertelige ikke forhindrede mig i fortsat at læse og glæde mig over Otto Gelsteds digtning, og hans gendigtninge.

Og nu kommer bekendelsen. Jeg har aldrig lagt skjul på, at jeg rummer en „indre bonde“. Men indtil dette øjeblik har jeg holdt skjult, at jeg også rummer en indre bogholder, som ikke bare interesserer sig for ren økonomi, men som bekender sig til et måske ab­surd retfærdighedsideal.

Det er denne indre bogholder, som synes, at der må være en højere retfærdighed til, når netop jeg i dag står som modtager af Gelsted-prisen (oven i købet i 100 året for Otto Gelsteds fødsel), og denne indre bog­holder vil gerne tilslutte sig endnu en dybtfølt tak til Akademiet.

Tak skal I ha’.