Svend Johansen

Svend Johansen udsendte afhandlingen, "Le Symbolisme" allerede i 1945, kun 23 år gammel. En afhandling der ikke blot har vundet internationel anerkendelse, men tillige anses for et uomgængeligt værk til forståelse af den symbolistiske tradition.

Svend Johansens lyriske debut indfandt sig derimod sent, nemlig i 1977, hvor han var 55 år. Men fra første digtsamling placerede han sig centralt og betød meget for mange i den samtidige unge generation. Måske mere end han selv ved af?

Svend Johansens digteriske produktion består af seks værker: "Forløb 1" (1977) "Forløb 2" (1978), "Tilstand" (1981), "Modifikation" (1982), "Mellemspil og begyndelse" (1983) og endelig "Det blå træ" , der kom sidste år (1989). Disse digtsamlinger lefler aldrig for det brede publikum. Til gengæld har Svend Johansen altid været værdsat af en eksklusiv læserskare, ligesom han i årene som dansk lektor i Paris og som lektor ved Århus Universitet og adjunkt i fransk litteratur ved Københavns Universitet har været en helt unik kapacitet og en særdeles inspirerende underviser. Også som bog- og teateranmelder og bidragsyder af kulturkritisk stof til en række tidsskrifter er Svend Johansen kendt og agtet. En stribe af de mest bemærkelsesværdige anmeldelser og artikler er at finde i bogen, "Millionbevidsthed" (1969), hvor han som en af de første på dansk grund introducerede nye sider af modernismen.

Svend Johansen har en baggrund, der unægtelig indgiver en særlig forventning til hans poesi. Og det er den, jeg i dag skal sætte i focus. At følge Svend Johansens digteriske proces er at følge spor, der er lagt ud allerede i de første bøger "to the point of no return", som det hedder i "Modifikation." "Jeg vil ikke tilstand nu", skriver han, "men tilstands modifikation". Svend Johansen tager her udgangspunkt i fire objekter: Kurt Schwitters Merzbausøjle i Hannover bygget af skrammel og ragelse og styrtet igen, Marcel Duchamps´"Det Store Glas" på Museum of Modern Art i New York, et glas der skifter karakter fordi støvet ikke må fjernes, "Perseusklippen" på Canadas østkyst set af Breton, for hvem den ændrer sig som en rorschachttest, når hvide fugle letter fra dens afsatser og bytter plads, eller netmelonfrugter med deres netværk af mønstre, som årer der er synlige i huden eller som klodens krakeleringer - lige meget om det er monumental kunst eller natur - hvad det drejer sig om er de forandringer og forvandlinger, der konstant indfinder sig, selv i det tilsyneladende uforanderlige.

Men ikke mindst næppe mærkbare forskydninger i sindet er det, at Svend Johansen indkredser. Mange af digtsamlingerne begynder i det uhåndgribelige, i en stilhed, en tomhed, i en tabula rasa-forestilling. "Der sker ikke noget lige nu", siges det ligefrem som optakt til "Tilstand." Vilkåret er det samme for hver bog: Et nyt univers skal rejses gennem sprog af et ofte hypersensitivt jeg, det håndgribelige fanges ind.

Svend Johansen er en begavet herre og hans åndelige bagage lader sig ikke indskrive i hvilken som helst lufthavn. Der findes overalt filosofiske og litterære allusioner, mytologiske henvisninger, brudstykker af salmer, viser, ordsprog, klicheer og reklameslogans, der indgår som uomgængelige bestanddele ved siden af den elementære livserfaring og de basale elementer, knogler, kød og ild, som hyppigt optræder. Både levet og læst fortid lukkes ind i digtene, der udgør fortsættelser og udviklinger af mange forskellige spor, med focus på varige momenter i det strømmende. Altid med opmærksomhed på sindets cykler, dets mange årstider, og ikke mindst opmærksom på sin egen dødelighed, - "den død jeg er Vorherre skyldig" - hvorved alting bliver til så intenst. Skriften er én lang bevægelse og forvandling. "En vis modifikation er opnået i en lidt mere fremskreden viden". Der er sat billeder ind i verden, som må følges til vejs ende, fordi der gives en betingelse i tilværelsen: En forpligtelse til at blive et Selv - sådan som det f. eks. synliggøres, når Svend Johansen giver sig til at gendigte Ødipushistorien. Svend Johansen refererer ikke bare til de klassiske værker, men lever med dem voldsomt og intenst. Derfor er det også fascinerende digte. Ødipushistorien bliver næsten sakral i sin tone og det til trods for, at der undervejs også indgår etymologiske refleksioner over ordene "jeg dør", som oversat direkte fra græsk ville hedde "jeg døs". "Ødipus døs. Og Det lyser." Alt tænkes sammen hos Svend Johansen fra det mindste til det største: Alt fra en vittighed til livets mysterie. Alt er muligt at skrive ind i digtet sådan en august, hvor altandøren står åben døgnet rundt, og grænserne er brudt ned mellem ude og inde, mellem det hjemlige og det fremmede Samos, det private og det mytologiske i en berusende lykkefølelse, hvor jeg´et pludselig føler sig rede til den næste kærlighed: " Ved Gud hvor Jorden er smuk " - som det patetisk kan udtrykkes, fordi vejen frem til dette udbrud rummer megen modstand og overvindelse, f. eks. følelsen af at leve ved siden af de gængse normer, at være "hjemløs i det normerede hjem". Som altid udnytter Svend Johansen sin viden og indsigt til at kvalificere de følelser, der er på spil.

Hans digte er musik, dans og åndedrag, de er form og fylde, men med det abstrakte og svævende peges der også altid på en anden og ganske konkret virkelighed:

som musik
hvor abstrakt den end er
er tarm træ og messing
som dans
hvor båret den end er
er et arret scenegulv
og to belastede fødder
er stemme
hvad den end siger
strubehoved og tunge
og åndedrag
som musik
som dans

Og så fremdeles. Når digtet slutter, kastes den læsende tilbage til digtets start i en elliptiske kurve. - "Poetik" kalder Svend Johansen det afsnit i "Det blå træ", hvor dette digt optræder som en leg med uendeligheden. Og det korresponderer fint med tanker fra "Millionbevidsthed", f. eks. et interessant sted hvor Svend Johansen gør rede for den franske filosof, Garaudy´s Kafka-forståelse, idet han siger, "at leven ikke kan reduceres til erkenden, og erkendelsen er erkendelse af noget levet, som går forud for erkendelsen."

Det er en meget nærværende poesi Svend Johansen har skrevet helt fra starten. Og bog for bog har han nået en stadig højere grad af sproglig præcision og erkendelse af denne verdens omskiftelighed, af nødvendigheden i at indse, at for hver ny dag begynder en forandring. Man kan blive træt ved tanken eller tage foranderlighedens vilkår på sig som en stor udfordring. Svend Johansen gør det sidste. På sin særlige måde sprætter han sproget op og undersøger, hvad det er lavet af. Og med stor kærlighed. Ellers ville han aldrig nå frem til at sammenstille ordene "ønskekvist" og "søjleskaft". Ved ombytninger og forskydninger i sprog, dannes billeder og bevægelser, uventede forløb og overraskelser, kataloger over sære hændelser. En fugl er blå, fordi den har set den blå farve, der findes i stenen, når det grønne og grå har forladt den. Sproget bruges ikke kun, det ses også, som når den der spejler sig samtidig ser spejlet.

Viljen til proces, til vedvarende at stille spørgsmål gør det spændende og også inspirerende at følge dette forfatterskab. Titlen på den sidste digtsamling er poetisk, hvor de fem første har abstrakt karakter. "Det blå træ" er også et spring over i en anden digterisk form, hvor tanke og følelse forbindes i en mere kompleks æstetik.

... Kære Svend Johansen, du har for længst vundet stor hæder som litteraturforsker, og jeg er sikker på, at Otto Gelsted finder det er på høje tid, at du modtager Det danske Akademis anerkendelse for din smukke, sublime og originale poesi. Hvad ville poesien være uden blå træer? Derfor er det en stor glæde at kunne overrække dig Otto Gelsted-prisen.