Niels Barfoed

I den lærde, filosofiske afhandling, der bragte Niels Barfoed doktorgraden i 1978, opererer han med et overordnet begreb, som han kalder Loven. Denne lov, som i sidste ende er synonym med Gud, altså en meta­fysisk overbygning, der nøje afgrænser og bestemmer, hvad der er tilladt i menneskelivet og det menneske­lige samfund - ikke mindst i forholdet mellem køn­nene - kan man på en vis måde opfatte som den store udfordring i Niels Barfoeds eget liv og virke. Der fin­des en lov - og den må man enten rette sig efter eller gøre oprør imod eller måske snarere: rette sig efter og gøre oprør imod på samme tid!

Dette dialektiske paradoks kommer naturligt til ud­tryk i et temperament, der er anbragt i skæringspunk­tet mellem det frit skabende og det kritisk ræsonne­rende. Derfor kan man også i valgslægtskaberne se en tydelig spejling af det i Niels Barfoeds karakter, som er det virkelige ferment og som ses helt ud i titlerne på flere af hans værker, der på én gang beskriver retarde­ringen, den forsinkede udløsning, forbeholdene og det tvetydige løfte („Den tøvende dag“, „Ajourførin­ger“ og ,Jeg ringer") og det mere determinerede og selvbevidst oprørske („Aften i staten„ Derfor ser jeg så godt“ og „For enden af gaden“).

Loven byder os at rette ind, at sørge for eksaminer og ægteskab, børn og karriere. Men over for den står oprørerne og outsiderne, de utilpassede, anarkisterne (i Don Juans tilfælde terroristen) eller for at sige det på en anden måde: kunstnerne. Det er dem, der fylder Niels Barfoeds liv, og han er selv en - men egentlig vanskelig at sætte på formel. Derfor er det også klogt at se på, hvad der sker, når han skriver om andre kunst­nere og hvem han vælger at tage op. Hvem han skriver smukkest og mest indforstået om, og hvem han afviser og hvorfor.

Midt i billedet står tydeligst Thomas Mann, og det er ikke underligt, fordi denne storborgerlige romancier og moralske ræsonnør på en eksemplarisk måde de­monstrerer et stadig anfægtet forhold til Loven. Han er så at sige født med den, hans forudsætninger er den i etisk forstand lovgivende magt, og han bruger et helt liv til at diskutere Lovens forfald, sygdommen til dø­den (i form af fascisme og degeneration), og samtidig med at han kæmper for fornuften, kender han de mortale fristeder og lader sig gang på gang overdøve af kønnets sang, sin egen forbudte don-juanisme.

Der er tale om en indespærring, som kan forlede til rastløshed og stadig søgen - måske endda livsfarlig eks- perimenteren og troløshed - men der er også tale (både hos Mann og Barfoed) om åndelig fleksibilitet og en vilje til at holde vågerne åbne. Det gælder ikke blot om at bevare kontakten til de livgivende udfor­dringer, men også om at bevare forstanden.

Til den ende er humoren og ironien et vigtigt re­medium, men endnu mere - og her forener to kunst­nere sig endnu en gang - evnen til trods alle anslag at kunne huske et „der-var-engang“, hvor uskylden le­vede og fristelsernes slange endnu ikke havde vist sit skællede hoved. Derfor skriver Niels Barfoed også så smukt om Tonio Kroger, og derfor tager han til sit hjerte ikke blot en Salingersk Holden Cauldfield, men synes at føle ægte slægtskab med de unge døde fra kri­gens tid: Jens Gielstrup, Sonja Hauberg og Morten Nielsen.

Måske kommer derfor også - med forsinket ud­løsning, men med desto større intensitet - interessen for alt, hvad der er sket de sidste femten-tyve år i de lande, som ligger øst og syd for os. Er man optaget af Loven, må man - som det er vist - også interessere sig for dens bagside eller lovens perversion. Hvad der i langt mere end et halvt århundrede har redet en række sta­ter, under dække af et påstået idealistisk politisk sy­stem, kan for alvor kaldes aftenmørkt, for ikke at sige kulsort. Her ligger muligheden for at konfrontere sig med Lovens tvetydighed ligefor, og det er måske det fornemste overhovedet i Niels Barfoeds fortolkning af begivenhederne i Øst- og Centraleuropa, at han aldrig er forfaldet til skematik. Han har kunnet lytte, og han har - med stemningsskabende kunst - været i stand til at viderebringe oplevelsen af, hvad det vil sige at være spærret inde i et trykkammer af etisk forfald og samti­dig bevare sin uskyld og sin overlevelseskraft.

Jeg har hørt, at Niels Barfoeds far, når familien var på spadseretur, en gang imellem sagde: „Se op, dreng! “ - for man skulle jo ikke gå og hænge. Den egenskab er bevaret - og jeg tror der lå mere i faderens udsagn end det rent gymnastiske. Det gælder om at kunne se op, når det konventionelle eller alt for vedtagne eller sen­timentale er ved at låse fødderne fast og hindre frem­driften. Der er andre udsyn og andre vinkler end dem Loven foreskriver, og man skal lægge mærke til, at det engang konfirmerede tit er et produkt af et oprør, der forlængst har fået lov til at størkne. Sådan ser de litte­rære konventioner i hvert fald ud, og har en kritiker ikke anden opgave, så i det mindste den at gøre op­mærksom på, når noget er gået i stå eller kun holder sig i live gennem kunstigt åndedræt fra noget, der selv er holdt op med at trække vejret.

Niels Barfoed er kunstner-kritiker og kritisk kunst­ner. Hans fine og forløsende lyrik bæres af sval ironi og vital melankoli. Heri ligner han for så vidt Otto Gelsted, men Niels Barfoed er stadig undervejs. På ét punkt er der dog totalt sammenfald, nemlig i legatstif­terens og modtagerens sans for det græske, klarheden, det blå hav, klassicismens tilsyneladende og forlok­kende uskyld, som Keats beskrev og Barfoed gendig­tede:

Attiske form, o rene sluttethed bræmmet med piger og med lyse mænd, med løv og nedtrådt græs, hvor toget skred,
som evigheden river tanken hen gør du os svimle: Svale hyrdespil!

Når tiden smuldrer bort vort slægtleds ler
forbliver du, i andres sorg, en ven af mennesket, som du skal sige til:
„Skønhed er sandhed, sandhed skønhed - kend
det ord, og der skal ikke fordres mer.“

Der er ingen jeg hellere vil give Otto Gelsted-prisen til end Niels Barfoed. Så se op, dreng!

Niels Barfoeds takketale

Jeg takker Akademiet mange gange for den anerken­delse, jeg har fået med Otto Gelsted-prisen, og vil gerne i den anledning fremføre to små digte, hvoraf det ene er godt og det andet muligvis kan blive det.

Otto Gelsted og jeg har ikke meget sammen, men dog noget. Vi har begge oversat John Keats’ mester­værk „Ode on a Grecian urn“. Det gik iøvrigt først op for mig, da Kai Friis Møller i Politiken anmeldte mine debutdigte, hvor min oversættelse står, og fremhævede Gelsteds i høje toner.

Nu kunne det lyde som om det er disse to „græske vaser“, jeg vil læse op. Men det er det ikke. Vi skal et helt andet sted hen.

Keats har givet mig ét bestemt kick, som kun Joseph Brodsky har givet mig magen til. Og de ligner ellers ikke hinanden ret meget.

„Ode til en græsk vase“ hang i hovedet på mig, da jeg var etparogtyve og var buffist på Dragør Badehotel. Den engelske førstelinje vedblev at lokke: „Thou still unravished bride of quietness ..." Til sidst blev det en plage, jeg måtte af med. Så en forårsaften, da jeg kom cyklende på den smalle sti over Amager Fælled - det var før der var universitet derude, endsige planer om nogen moské; der var kun en masse frøer som kvæk­kede - kom den første linje på dansk, helt af sig selv, i takt med tråddet i pedalerne: „Du stilheds stedse ube­rørte brud ...“

Det var en stor lettelse - men så hang man selvføl­gelig på den, for efter foræringen kom det sure slid med hele resten.

Men noget lignende skete altså igen, og det kun for et par år siden. Også denne gang var det et engelsk digt. Det er for så vidt sært, da jeg ellers betragter tysk som min stærke side. Men sådan er det. Digtet er som sagt af Brodsky, der er begyndt at kunne skrive på an­det end russisk. Men iøvrigt er digtet på én gang me­get russisk og meget amerikansk, og det er for mig en stor charme.

Brodsky har jeg haft lejlighed til at møde. Hans dan­ske forlægger Otto B. Lindhardt inviterede mig sam­men med ham, for ikke atvære alene med fænomenet, tror jeg, men selvfølgelig også for at der skulle noget i avisen. Allerede ved synet af den sig nærmende jour­nalist i hotelvestibulen steg kvalmen op i nobelprista­geren, siden nikkede han kort til mig med alle russiske tegn på væmmelse. Og de er tydelige. Vi skulle spise frokost på en eller anden Divan i Tivoli. „Sig mig har d’herrer ført mig til et alderdomshjem?" hvislede han på vej gennem haven. Senere på Rådhuspladsen havde han et par meget sarkastiske bemærkninger tilovers for Den lille hornblæser, og det er vi ikke vant til.

Men altså for et par år siden: Jeg sad i en bus på vej fra Chicago til University of Illinois 2-300 km væk og havde for at fordrive tiden købt The Nexu Yorker. Gu­derne må vide hvorfor. Det var mange år siden, dét blad havde sagt mig noget. Det var dengang J.D. Salin­ger og John Updike var unge. Og jeg var det. På uni­versitetet skulle jeg studere kommunistisk litteraturpo­litik: jeg havde planer om en bog om litterær censur, og universitetet er berømt for sit institut for „Russian and East European Studies". Her skulle jeg bl.a. finde emigrantforfatteres vidnesbyrd, læse om samizdat-virk- somhed og udvisningssager å la Brodsky’s. Det er en af forskellene på Brodsky og Keats (og Gelsted med for den sags skyld), at Brodsky er illegal forfatter i en årrække, ja endog ender i arbejdslejr.

Men i bussen slog så The New Yorker af sig selv op på en tilfældig grå side med et lille digt af - ham. Det be­gyndte: „I wish you were liere, dear ..Så var der ikke noget at gøre. Poesien havde slået til. Nu var det ikke Amager Fælleds græs, der suste forbi, men Midtvestens endeløse fields ofyellow corn. Før jeg nåede frem til uni­versitetet, var de første strofer på dansk allerede kom­met. Siden forestod det sure slid. Og én ting er sikker: oversættelsen er ikke færdig endnu.

,A Song“ er et emigrantdigt og en emigrants kærlig­hedsdigt. Måske er det en del af historien: at jeg er me­get glad for emigranters selskab. Det er en måde at være i udlandet på, når man ikke kan være det rigtigt. Og det har jeg tit brug for i Danmark. Og ,A Song“ er ikke en Ode. Den er sentimental, sådan som russere og sange gerne må være det.

Joseph Brodsky

A SONG

I wish you were here, dear,
I wish you were here.
I wish you sat on the sofa and I sat near.

The handkerchief could be yours, the tear could be mine, chin-bound. Though it could be, of course, the other way around.
I wish you were here, dear,
I wish you were here.
I wish we were in my car, and you’d shift the gear.
We’d find ourselves elsewhere, on an unknown shore.
Or else we’d repair to where we’ve been before.
I wish you were here, dear,
I wish you were here.
I wish I knew no astronomy when stars appear, when the moon skims the water that sighs and shifts in its slumber.
I wish it were still a quarter to dial your number.
I wish you were here, dear, in this hemisphere, as I sit on the porch sipping a beer.
It’s evening; the sun is setting, boys shout and guils are crying. What’s the point of forgetting if it’s followed by dying?

Gid du var her, kære.
Gid du var her.
Gid du sad i sofaen nu og jeg sad nær.

Dit var vel så lommetørklædet og tåren på hagen min Eller var det, gennemvædet, mit og tåren din.
Gid du var her, kære, gid du kommer og blir
gid vi var i min bil og du skifted gear.
Så ville vi dukke frem ved en ukendt bred eller måske blot vende hjem til et gammelkendt sted.
Gid du var her, kære.
Gid du kom forbi.
Gid jeg ingenting vidste om astronomi, når vandet vugger måne og stjerner i sin slummer.
Gid det stadig kosted en krone at dreje dit nummer.
Gid du var her, kære under disse himmelstrøg,
mens jeg sidder i aftensolen og får mig en smøg.
Der er måger og drengestemmer, og bag huset en hund der gør. Hvad nytter det man glemmer, hvis man alligevel dør?