Elias Bredsdorff

Da landsforeningen Frisindet Kulturkamp i 1935 holdt stiftende møde, var Otto Gelsted tilfældigvis gæst i det pågældende hjem, hos Hans Bendix, og han havde fået mere end ét glas. Han fik det irriterende indfald at genere professor H.M. Hansen ved at blive ved at kalde ham professor Andersen og anholde hans ked­sommelige ansigtsudtryk. Efter at han flere gange var blevet både tilrettevist og bortvist fra selskabet, duk­kede han op igen og anbefalede „professor Andersen" at gøre som han selv, når han var trist: at lægge hove­det i skødet på Karen Bendix. Det skal have haft både dulmende og opkvikkende virkning.

Det er Elias Bredsdorff, som fortæller den historie, og som Det danske Akademi i dag tildeler Otto Gelsted- prisen. Ikke kun af den grund. Elias Bredsdorff har en righoldig og omfattende produktion bag sig - og efter meget at dømme også foran sig. Hans 82 år synes kun at stimulere produktionstakten, som blev yderligere fri­gjort efter hans hjemkomst fra Cambridge i 1979 efter mere end tre årtiers praktisk, pædagogisk, videnskabe­lig formidling af dansk litteratur og kultur i udlandet.

Oprettelsen og forsvaret af denne vestlige forpost­stilling er alene hæderen værd.

Ser man på titlerne i hans værkliste, bemærker man, at flere af dem har sideordnede dobbeltnavne: Henrik Pontoppidan og Georg Brandes, brevudgaven og doktor­disputatsen fra 1964. H.C. Andersen og Charles Dirkens fra 1950’erne, videre H.C. Andersen og England, des­uden Corsaren, Goldschmidt og Kierkegaard (1977), H.C. Andersen og Georg Brandes fra i år (1994). Den store, ty­piske Bredsdorff-biografi, grundbogen om eventyrdig­terens liv, oversat til en række sprog, hedder H. C. An­dersen. Mennesket og Digteren. Og det er dog også en markering af kombinationstænkning. Hvad jeg her­med vil fremhæve, er Bredsdorffs lyst og evne til at se hgurer, mennesker i samspil, udveksling og modspil, sådan som det kan udledes af deres korrespondance, deres breve og andre forbindelsesveje. Altid grundigt, nøjeregnende dokumenteret.

Elias Bredsdorff ejer denne litterære begejstring for detektivisk arbejde i arkiverne for at afdække, om­tolke, oplyse og levendegøre. Det ligner det heroiske arbejde, Sophus Claussen talte om: dysten at sætte legemsstore skikkelser på et lærred, så de lever.

De før citerede navne antyder i øvrigt Elias Breds­dorffs stædighed og stadighed. Han er i intet tilfælde den, der opgiver gamle guder, han revitaliserer dem hellere. Det gælder også gamle fjender. Jeg har nylig bebrejdet ham, at han også opererer med kombinatio­nen, sideordningen, af begreberne Medmennesker og mod menneske)-, titlen på hans seneste bog. Ikke, at det ikke er fornuftigt at have fjender og se sine modstan­dere i øjnene. Men sprogligt at markere fjender som mennesker af en anden art end medmennesker, fin­derjeg skævt og dimensionsløst.

Derimod holder jeg af den sideordning, han anven­der i sin lille bog fra 1978 om engelsk nonsens-poesi, et fint essay med tilføjede oversættelser eller gendigt­ning af 25 såkaldte „koster“. Den hedder Nonsens og bonsens - med en udtale, man kan diskutere! Her be­tegner sideordningen en integration af vid og vanvid, af vås og sund fornuft, en frigørende flertydighed. I sin humor rummer Bredsdorff heldigvis også denne form for dobbelthed. Fornuften fortjener flerstemmighed. Bonsens.

Det er vers af denne type, Gravskriften over tand­læge Müller:

O vandringsmand! Bøj hovedet ærbødigt mens du hylder Müller.
Det er det sidste hul han fylder.

Jeg skal ikke gå ind i en nøjere tekstanalyse, men dog lige påstå, at verset også tilbyder mulighed for en vis frivol læsning.

Elias Bredsdorff har selv gjort andet og mere end at fylde huller ud i forskningsprogrammer og kulturar­bejde. For nu at associere fra tandlæge-frivoliteten skal jeg fremhæve hans vigtige dokumentariske skildring af Den store nordiske krig om seksualmoralen (1973) om 1880’ernes sædelighedsdebat, som datidens store for­fattere og litterater engagerede sig i. Med større eller mindre lyst svingede de med sengetæppet. Det meste var papirlagener, og man må sige, at de knitrede. Bjørnson, Georg Brandes, Strindberg og mange flere moralister, immoralister, venner og medmennesker gik hen og blev fjender over sengekanten. Mænd og kvinder fik nye øjne, men stort set blev alt foreløbig ved det gamle, med og uden handsker. Bogen er her­lig anskuelsesundervisning.

Apropos huller sørgede Elias Bredsdorff i 1930’ernes kulturkamp for politiske „åndehuller". I nonsens- digtningen benytter han navneskjulet Tobias, der på hebraisk betyder „Gud er god“ - ikke langt fra Elias, der på sin side betyder ,Jahve er min gud“. Det kan man nu lægge i, hvad man vil, over for Elias, der i en retssag i London var indkaldt som vidne og til dom­merens misfornøjelse som erklæret ateist nægtede at sværge ved Bibelen. Profeten Elias karakteriseres dér som en skikkelse, der ubøjeligt forfulgte sin opgave over for mægtige modstandere og over for dem, der haltede til begge sider. Det var således en forudseende navngivning af ham, der tidligt så nazismens monster og tilhørende Baal-dyrkere i øjnene og som sekretær holdt sammen på „Frisindet kulturkamp" og det kon­troversielle tidsskrift „Kulturkampen" (1935-39) og si­den lagde sin tilværelse an på deltagelse i Modstands­kampen.

Hvad det betød af skarpsyn og tilhørende nærsyn står efterhånden klart i bakspejlet. Selv har han lagt sine meninger og levned frem i en række erindrings­bøger og personlige essays, der viser hans ubændige lyst til kontakt, koordination, personlig involvering, oplevelyst og venskab. I sin kosmopolitisme er Elias Bredsdorff ærkedansk, som det også bogstaveligt frem­går af hans samling af radioforedrag under denne titel (1992). Det er i øvrigt dér, han fortæller anekdoten om Otto Gelsted, hvis pris nu er vokset til 65.000 kr. som følge af testamentariske forfatterrettigheder. Jeg forestiller mig, at Gelle sikkert i denne anledning ven­der sig i graven for at sige Halløj, du!

Elias Bredsdorffs takketale

Jeg takker Det danske Akademi for den ærefulde pris og for den check der følger med prisen. Og en særlig tak til Torben Brostrøm for den tale hvormed han in­troducerede mig.

Det er mig en særlig glæde at prisen er knyttet til min gamle ven Otto Gelsteds navn. Jeg lærte ham at kende kort efter at jeg i 1930 var blevet student. Han havde flere gange truffet min far hos maleren Johan­nes Larsen i Kerteminde, og venskabet med Gelsted kom til at betyde meget for mig i studieårene. Vi mød­tes tit, enten på Ungarsk Vinhus, i mit hjem eller hos fælles venner og enkelte gange i hans spartanske værelse i Cort Adelers gade, hvor han som en anden Diogenes holdt til.

Da tidsskriftet Kulturkampen blev grundlagt i 1935 kom vi i et endnu nærmere samarbejde, for kampen mod den nazistiske fare blev for ham af altafgørende betydning. Naturlyrikeren og kærlighedsdigteren Gelsted blev i trediverne den digter, der fra et huma­nistisk synspunkt stærkest advarede mod Hitler og alt hans væsen.

Da Studentersamfundet under besættelsen trod­sede justitsministeriets forbud mod at fejre hundred­årsdagen for Georg Brandes’ fødsel, var det Gelsted der med en smuk prolog indledede mødet, mens det faldt i min lod at holde den afsluttende tale.

Kort før hans død besøgte jeg ham på Hotel Skæl­skør, hvor han boede i perioder, og han talte om alle de venner der var døde. „Er det ikke mærkeligt, at jeg har overlevet dem alle?“ sagde han. „For man kan da ikke sige, at jeg har levet et sundt og fornuftigt liv.“ Det er en lykke at have kendt digteren og menne­sket Otto Gelsted, og jeg er taknemmelig over at have fået den pris der bærer hans navn.