Erik Stinus

Otto Gelsted, hvis forfatterskab og mindefond vi skyl­der denne pris, kan forbindes med mange ting, men huskes ikke mindst for to: en fin, skarp lyrik og en altid vågen social bevidsthed. Blandt mange eksemp­ler på foreningen heraf vælger jeg et af hans emi­grantdigte fra 1945, „Det hjemløse Skib“, hvori skibet med jødiske flygtninge efter at være blevet afvist over­alt sluttelig hæver sig som en flyvefisk mod månen - og lander deroppe, hvor de forjagne kan gå i land og holde sabbat på „den gule vandreklode“.

Erik Stinus er ligeledes en fin og skarp lyriker, som digter på samfølelsen med de fortrykte og lidende overalt på den grønne vandreklode. Det er måske mindre kendt at han også har brugt roman- og novel­leformen til at leve sig ind i mennesker fra mange verdensdele, f.eks. i samlingen Hvis månen kommer forbi - hvis titel man næsten kunne formode var udformet i erindring om Gelsteds digt. Hvis det indvendes at de gelstedske vers rummer en vision, mens Stinus’ prosa­stykker er realisme, da kunne vi henvise til en art pro­gramerklæring, som Stinus offentliggjorde i året for sin debut 1958, og som begynder med en hyldest til fantasien. Det var da en række forfattere - også flere her tilstede - blev spurgt af forlaget Arena om deres stilling til tidens spørgsmål, og svarene blev samlet i en bog med den bastante titel Standpunkter. Klaus Rif- bjergs bidrag var det velkendte digt „Livet i badevæ- relset“ med de navnkundige ord Jeg er ikke for fast­holdere". Lige efter følger Erik Stinus med en artikel, der indledes:

Når påstand står mod standpunkt rokkes vi næppe. Der trænges til en kraft der kan bevæge. En sådan kraft er fantasien, den bøjelige, teltet fra 1001 nats eventyr, der er så lille at det kan rummes i den hule hånd og så umådeligt at to krigshære kan holde rast derunder. Gennem fantasien lærer vi at kende, og vort kendskab må udtrykkes, thi det er menneskets trang til at dele. Den delte glæde er ikke halv men dobbelt stor, og vi forbavses over os selv: hvilken magt, hvilken udrustning vi har fået i ordet!

Han kalder sit essay Ordet som var i begyndelsen og fort­sætter med en eksposé over civilisationens udvikling lige fra magikerens rolle i det primitive samfund over profetens, præstens og sangerens tilsvarende opgave idag. Men han slutter med et lignende forbehold som Rifbjerg (og også Jørgen Gustava Brandt) overfor for­lagets håndfaste enquete:

Digterens mål - og det er dét der berettiger digter­navnet - er at afdække nye eller glemte poetiske sandheder. Intet mere, intet mindre. I en tid der bruger sine sandheder som kasteskyts og til retfær­diggørelse af de største anslag mod individ og sam­fund, er det måske mere påkrævet at bevare poe­sien i verden end at forlange at den skal bekende sig til en samfundsanskuelse eller religion. Digteren er engageret i ordet, en evig rastløs skabelsesakt. Det andet liv, dét som kaldes det virkelige, glider forbi, slår hans døre op eller smækker dem i, virker forstyrrende og tilskyndende, forvirrende og sam­lende. At det ændrer rytme - eller værdi - er et håb.

Dette skrev han kort efter at han havde indledt en række årelange ophold i fjerne lande, og samme år som han ægtede en inder. Indlevelsen i de fremmede folkeslag blev hans egentlige menneskelige og litte­rære program - ikke blot gennem lyrik, men i prosa: rejsebøger og fortællinger. Og muligvis skal den sidste sætning i hans credo tolkes således, at det munder ud i håbet om at kunne indvirke på dette virkelige liv, få det til at ændre rytme - dvs. dæmme op for under­trykkelse og politisk overilelse - og få det til at ændre værdi - dvs. sætte de humane værdier højere end de økonomiske.

Også heri ligger vel et standpunkt, i hvert fald en holdning, som kan følges gennem hele forfatterska­bet. Dets foreløbige omfang på henved 30 titler gen­nem de henved 40 år - hvorimellem oversættelser til hollandsk og tyrkisk - kunne vække forhåbning om at en så ihærdig røst er blevet hørt. Under alle omstæn­digheder er den udtryk for en global samvittighed uden sidestykke i dansk litteratur, hvad angår konkret personlig erfaring og kunstnerisk indføling. Den gen­nemgående linje har været opdagelsesrejsen - som det ofte er blevet påpeget, og som det blev direkte be­kræftet af hans seneste prosabog med denne titel. Her er det ganske vist i omvendt forstand, at en ung inder kommer til Danmark og bor på en gård hos en god grundtvigsk familie. Det er til gengæld et særlig udtalt eksempel på at vi gennem det stinus’ske verdensper­spektiv også kan se klarere på os selv.

For hvem er vi danske i grunden - nedstammer vi fra urtidens vildheste eller fra kong Skjold, der kom sejlende som lille barn til landet? Herom handler et af de sidste digte i hans nyeste samling fra i fjor (Feber­toget):

Var det hestene, var det kamelerne som grundlagde dette land?
Eller var det elefanterne hvoraf mange døde forkølede skridende på vildsomme gletschere?
Nogle siger
det var en lille dreng i en båd, den havfødte
som jeg vil mene må ha været en pige.
Andre kan ikke få ud af deres hoveder at det var
Fordi bilen, flyvemaskinen, kampvognen, de levende billeder og bankerne som skabte nationen, var og bliver dens rygrad.
Det er farligt at tænke på
hvorfra man stammer,
hvilken lære man lod sig omvende til
efter hvilket forordnet slag -
for én selv, for andre folk
ikke mindst for dem.
Jeg tror det var hestene
intetanende kåde i firspring over moserne ud.

Skal vi da tro på at der endnu er noget af den fri natur i os - da har du vakt forhåbningen, og jeg vil i fuldt fir­spring overrække dig en velfortjent pris.

Erik Stinus' takketale

Da jeg, som det hedder, drog ud i Verden, havde nogle få bøger, skønt det afgjort ikke faldt mig ind at være eller ville være forfatter, spundet trådene til min bestemmelse. Først og fremmest var det Otto Gelsteds Emigrantdigte og Sange ander den kolde krig hvori den unge læser havde stiftet bekendtskab med såvel Gelsteds egen digtning som de digtere han, springende i tid, som var selve tiden en illusion, og fra land til land, lod fremstå i dansk sprogdragt: Shelley med „lovsangens stærke dur“, Chajim Bialiks klage- og harmsange i mol, Nåzim Hikmets lyse stemme fra fængselsmørket. De andre bøger var f^eld Abeils rejsebeskrivelse Fodnoter i støvet, Ivan Ma- linowskis udvalg af Pablo Nerudas digte, Uffe Har­ders af de moderne afrikanere og Iljitsch Johannsens Lorca i zigøjnerballaderne.

Sidenhen, da jeg i midten af 1950’erne en kort pe­riode var menigt medlem af Dialogs redaktion, hørte jeg ofte morsomme historier om Gelle. Den ansvars­havende redaktør kunne efterligne hans særprægede røst og nervøse fortørnethed når nogen gik og fløj­tede på gangen i Land og Folks bygning. Fra Jørgen Nash, antagelig, har jeg denne Gelsted-replik der skal være faldet under en diskussion i Studentersamfundet om emnet religion: „Jeg kan ikke udstå dette uvæsen, det er akkurat som en bi der stikker en sommerfugl. Den biir sgu aldrig til blomst igen.“

Anekdoterne var talrige, men den virkelige Gelsted læste jeg i litteratur- og kunstanmeldelserne, kloge og ligevægtige, men naturligvis ikke aggressive nok for os der var yngre og utålmodige, og undertiden for for­beholdne, syntes vel de nye kunstnere, overfor det ny i kunsten. Men hvor var han vågen, denne belæste mand, hvor var hans prosa frisk, enten han genfor­talte Homér eller med journalistisk snilde indførte sine læsere i hellenernes tankeverden; og hvor unge, om end snart indskriftagtigt klassiske, snart tredver­spinkle og meget danske, var ikke digtene der i sær­lige anledninger kom på tryk i avisen:

Der står et verdensslag imellem død og grøde, frugtbarhed og vold, det store øde eller mangefold af liv, af liv!
Du skønne jord, forbliv!

Der gik en syv-otte år før jeg ved to tilfældigheder mødte personen Otto Gelsted. Første gang var i Land og Folks Boghandel, Bredgade 37, København K, dér hvor nu en kolos af en Føniks, for mig at se vingeløs, har rejst sig af en varm og kold krigs aske, og hvor det eneste røde man ser, er den løber der nu og da ligger rullet tid over fortovet som en dragetunge for fine gæster at træde på. Det var også i den kælder jeg i sin tid traf Inger Hagerup og andre nordiske digtere, som vi ikke længere har iblandt os. Meget var hændt siden Dialog-dagene, Verden var blevet rystet endnu en­ gang, og denne velassorterede butik havde oplevet bogbrændinger udenfor vinduerne. Jeg havde tre udenlandsophold bag mig og et par digtsamlinger udgivet i Danmark, forlængst druknede i mængden af betydeligere bøger. Til min forbløffelse havde Gelsted læst dem, hilste på mig som på en kollega og indledte straks en samtale. Vi fortsatte et stykke tid senere sam­talen ved en halvtredsårs-fødselsdag på Værnedams­vej, dvs. på en trappeafsats. Gelsted var på vej hjem fra festen, jeg på vej op til fødselaren med en beskeden gave. Jeg havde truffet en læser, hvilket for nogle af os ikke sker så tit. Han havde ligeledes truffet en læser, men for den usikre og uden al tvivl forfængelige be­gynder var disse møder vigtigst.

I idolernes skov må man undervejs bruge øksen flit­tigt, men jeg har været så heldig ikke at skulle færdes blandt idoler, men tværtimod lære meget menneske­lige mennesker at kende indenfor det fag som blev mit og i temlig mange andre. Som Det Danske Akademis gæst i dag, altså i selskab med forfattere, forskere, kriti­kere, venner og læsere, kunne jeg fra Jeres kreds have nævnt flere jeg har fulgtes med en strækning vej eller længere, dem der med kritik, venskab eller som ek­sempel har betydet ikke så lidt for det jeg skrev og for hvordan det føltes at være skribent i yderkanten af ret­ningerne og den rivende glimtende strøm. Jeg vil nøjes med at nævne Ole Sarvig. Med hans digtning var mine skriverier næppe mere end en anelse beslægtede, og så kommer han ikke des mindre hen til det ny medlem af Forfatterforeningen uden at gøre dette rædselsfuldt vanskelige, at præsentere sig, fornødent, trykker ham i hånden, véd, som Gelsted, om den smule han har skre­vet og har noget godt at sige om det.

Hvad jeg ønskede fra begyndelsen, tror jeg, var at lade så mange stemmer som muligt tale gennem det skrevne, fjernere sange blande sig i det nordiske kor og fantasien få farve af virkeligheden, virkeligheden af fantasien. I en Verden grumt forandret mod alle præ­dikede og ærligt nærede forventninger og håb, hvor nu Homérs og Aspenstroms gamle galoscher på strandbredden, mellem to åndedrag, udbryder: „Skal den aldrig høre op, den byzantinske tidsalder?" - melder endnu et spørgsmål sig: „Hvad blev der af den forandrende kunst?"

Som før drejer det sig om at se mest muligt og huske længst muligt det mindste man så. Og selvom det skulle være kunsten forbudt eller erklæres latter­ligt, ligefrem formasteligt af den at tro sig i stand til at ændre eller modvirke nogetsomhelst, bare en ubety­delighed i den der læser, ser, lytter, formår den det nok alligevel, så meget skub er der i den. Verden kan det dårligt skade at blive set med kunstens øjne eller berørt af dens hænder. Kunstneren kan der selvfølge­lig ske hvadsomhelst, nårsomhelst.

Den lod deler han med enhver. Og overgår det ham at blive betænkt med en pris, er det derfor stort set på andres vegne han modtager den.

Når man får penge, kan man med nogen lettelse snakke om sin gæld. Det er det jeg har gjort her - en del af den kun, og dermed er den så langtfra betalt og ude af Verden. Jeg tager den gerne med mig videre og vil slutte med en hjertelig tak til Jer alle.