Peter Poulsen

Versefod og helvedsblomst

Med Peter Poulsen i kikkerten anskuet i strakt karri­ere som skribent gennem nu just 30 år kan han ses i veludviklet form, i varieret tempo og iklædning.

Han er snart knækprosaens lykkelige elsker, snart sonettens elegante forfører, han er telefonbogsrealis­mens fortaler og fortolker af modernismens uroska­bende pionerer, en påfylder og en destillator, tidligt bidt af artismens underskønne slanger, men vildt fri­stet af det fodformet folkelige. En Kresjan Vesterbro på Champs Elysées og en gøgler i Rio. Bøllefrø og hel­vedsblomst.

Sommetider er der en tone hedder en tidlig digtsam­ling, og dér drejer det sig om en hyler i hjernen, ek­koer efter et fjernt brud, en modernitetens grund­situation, men en anden tone er der ellers hele tiden med en varm, saxofonær klang, men så smidig musi­kalsk, at den kan gå ind i andre forfatteres særpræ­gede klangverden og skabe gendigtning og oversæt­telse.

Deri kunne han minde om en af de digtere, han har indført på dansk, den portugisiske modernist Fer- nando Pessoa, lagt frem i to bind, Tobaksforretning og Alle kærlighedsbreve er latterlige. Pessoa spaltede tre for­skellige litterære identiteter ud ved siden af sig selv, i nærmest kierkegaardske heteronymer med hver deres stil- eller tonart.

Om det at digte siger digtere gerne et og andet under­vejs, hvis de ikke rentud giver sig til at skrive poetikker. Gottfried Benn, som Peter Poulsen også har skabt to bind lysende gendigtninger af på dansk, forklarer i Skygger: Sene digte (udg. 1992), hvorfor vi rimer, eller tegner en pige, eller nedkradser utallige planter, træ­kroner, mure på bøttepapir: det er en fremdrift i hån­den, fjernstyret, en hjernetilstand, og det er sætnings­bygningen, der er det primære!

En farlig lære. Men uden den ingen poesi. Peter Poulsen selv:

Poesien er ikke til trøst og belæring
dette sagt til trøst og belæring for dem som i poesien
søger trøst og belæring
poesien er ikke til noget
poesien er ikke til
poesien er ikke
poesien er
poesien

Denne rensende ned- og afskrivning har gjort digte­ren fri, lyttende, selvansvarlig.

I sit udvalg af Digte 1966-91 siger Peter Poulsen i for­talen, at mange af dem gennem brug ved oplæsning har undergået mærkbare forandringer og stram­ninger og først nu opnået endelig form.

Personlig hader jeg, at digtere laver om på deres tidligere værker, da det enten er ligegyldigt eller bare gør dem dårligere, idet forfattere med tiden gerne får mindre smag og sans for deres umodent modne ung­dom. Men begrundelsen er plausibel for en akustisk performancedigter som Peter Poulsen, hvor han op­arbejder et ekspansivt mere end et intensivt sprog. Fx i det uimodståelige snakkedigt om turen „I en DC9’er på vej til Ålborg", hvor luftkaptajnen fra sin ensomhed i cockpittet giver sig til at underholde passagererne med gode råd, blå drømme, vejrudsigter og reklame­fantasier, en parodi på rejserutinens formelstil og en køn og kærlig fantasi over det forunderlige liv.

... Kaptajn Frimodt og hans besætning vil gerne vise Dem Skagensmalerne, havnen i Hanstholm og fiskekutterne.

Vi har faktisk lidt svært ved at slippe Dem, stewardesserne synger så dejligt og, skulle nogen have lyst til en dans, ligger der instruktioner i forlommen ...

Men se kan en digter selvfølgelig også, tværs igennem normalt anstændige proportioner, som i "Regnens poetik" under en skylle på Vesterbrogade, hvor han intensivt anstrenger sig for at følge dråbernes selv­mordspiloter:

Én knuses totalt og stiger herefter intakt
med en rød Volkswagen inden i sig
jeg kan læse nummerpladerne fuldstændig klart,
regndråbe indregistreret i København.

Blandt de frie talevers optræder nu fra og med sam­lingen Jazznost (1989) metrisk bundne, gennemrimede former, med særlig forkærlighed for sonetten. I en fri tekst fra den følgende Akustiske digte fortæller jeget om, hvordan han jævnlig i fuldskab smed sin Blaupunkt-radio ud ad vinduet.

Forestil jer
lyden af knust glas,
apparatet: på vej gennem luften
en gennemsigtig dag i september,
mens Thorkild Bjørnvig læser sin sonet
om den arme Nietzsche,
der favner en hest.

Dér lå radioen så nede på gårdspladsen, mens Bjørn­vig ufortrødent fortsatte og færdiggjorde sit digt. Stæ­dig er han.

Lige så slidstærk som en Blaupunkt-radio er sonet­ten som form. Den tåler egentlig alt indhold, men slet ikke dårlig behandling. Der må ikke smides med den, selv om ‘sprængt sonet’ en tid var en spiselig ret fra nouvelle cuisine littéraire. På det kulinariske område er Peter Poulsen fabelagtig snild og teknisk velbe­vandret. En moderne klassiker.

Når en sådan historisk formstørrelse kommer på tale i dag uden at splintres i det moderne verdensbillede, hænger det sammen med den bevidste brug af netop dette verdensbillede, der rummer alle tiders sammen­stød og pludselige tilstedeværelser. Modernismen bar sit kontrapunkt.

Den forestilling udfoldes også tematisk i den bro­gede, seneste digtsamling, Yoricks kranium (1995), ud fra en titel, der i Hamiets hånd og ånd kan symboli­sere erindringens hulrum.

De grønknoglede hornfisk runder i maj måned Helsingør, ældre end alle guder er de. Inde på land findes kulturlivet som altid. Denne dobbeltrefleksion af natur/kultur åbner ved sin specielle almenhed des­uden for Homers Nausikaa-motiv, for Odysseus, Dan te og hans Inferno, Isabella af Spanien, Asgårdsreien fra Lysebu, glimt af kulturens gøglerkompagni før og nu i terziner, sonetter, andre fint bundne rimstrofer og shakespearske blankvers til Yorick. Det poetiske, indre fællesmarked.

Et eksempel, en sonet, viser en ikke uvigtig side af digteren, den samfundskritiske. „Rousseau“:

Fint nok, Rousseau, tilbage til naturen.
Med vin og frokostkurve tog de ud
til hyrderne, de ædle vilde. Gud
(den gamle calvinist), hvormed censuren
fik lukket scener, udstedt forbud, var nu pludselig i liljerne, i blæsten.
En frihedsrus gik over verden, næsten som ved et trylleslag. Din formular var enkel: ondskab vokser frem af jagten på ejendom, og mennesket kan takke de svære byrder, kaldet samfundspagten,
for ufrihed og had. Man må beklage, at det alligevel gik ned ad bakke.
Kan vi få civilisation tilbage?

Den formelle kunnen, det musikalske øre, digterens viden om storbylivets lyst og elendighed, beruselsens afgrund, erotikkens besættelser, kunsten som livsbe­tingelse, humoren, sprogkyndigheden, gjorde Peter Poulsen moden til Baudelaire, den første franske efter gendigtning af adskillige brasilianere. Han har faktisk i disse dage færdiggjort en komplet nyoversættelse af Baudelaires Les Fleurs du Mal. I ord og tanke tæt ved originalen og i samme metriske og rimede skikkelse.

Efter læsning af så mange enkeltdigt-versioner og efter Sigurd Svvanes nydelige, men tamme og al- mindeliggørende helhedsgengivelse, har det været en fryd at have haft lejlighed til at følge med et stykke af vejen, at mærke nøjagtigheden i gengivelsen af skøn­heden og rædslen i Baudelaires forførende landskab af Helvedsblomster.

Jeg kan ikke undlade at citere et eksempel, som jeg har fået lov at låne til førstefremførelse, Baudelaires måske mest kendte sonet, „Les correspondances", Korrespondenser. Det findes allerede på dansk i flere stivbenede versioner. Men hør:

Naturen er et tempel med søjler af liv:
Man fornemmer dens hvisken, dens utydelige tale,
Når man vandrer omkring i symbolskovens sale
Betragtet fortroligt, i nært perspektiv.
De fjerne ekkolyde, alt det, som er spredt,
Forenes i en dyb, i en dyster harmoni,
Der er mægtig som natten, som lysets magi,
Og samler dufte, farver og lyde til ét.
Der er dufte så barnehudsfriske, så blide
Som græsset, det grønne, oboernes toner,
Og andre så pralende, rige, morbide
Og altdominerende: duftenes droner -
Som myrra, som moskus, som ambra, der hæver
Dig ind i ekstasen, hvor sanserne svæver.

Alt i alt en hartad forbløffende præstation, som næppe kan lønnes i penge, men dog belønnes med en pris.

Det gælder nu Gelsted-prisen, indstiftet og navngivet af digteren, filosoffen, journalisten, redaktøren, kriti­keren, oversætteren Otto Gelsted. Den gives her til Peter Poulsen, lyriker, roman- og novelleforfatter, journalist, kritiker, litterær radiomedarbejder, over­sætter samt alle korrespondenserne. Til lykke!