Carsten Jensen

Vores europæiske historie ser ud som en evig konflikt mellem tro og fornuft. En lang kritisk tradition har siden Oplysningstiden tvivlet på alle absolutte sandhe­der i tillid til demokrati og kunst som vejen til frigø­relse. Og i tillid til menneskers evne til at revidere deres fejltagelser.

Det lå lige for at se Carsten Jensens kulturkritik i forlængelse af den tradition. Hans baggrund var klas­sisk litteratur og historie, hans viden om avanceret digtning og filosofi uden for Danmark iøjnefaldende. Han var selvsikker i sin opposition til tiden og gjorde sig hellere end gerne upopulær, når han skrev om sammenhængen mellem menneskene og de guder de skaber sig. Han fik sit gennembrud i 1980’erne, da den politiske kunst blev trængt, og da det især var som tv-anmelder på Politiken han udviklede siue provoka­tioner og sin ironiske, ubarmhjertige stil, fik han na­turligvis også PH-prisen.

Men han brød sig ikke om Poul Henningsen. PH var blind for samtiden. Det var altid de kulturelle magthavere han revsede, de burde opdrage folket bedre. „Der er hele tiden dette skel,“ skrev Carsten Jensen. „De der ved bedre og de der slet ikke ved. De der har noget at give og de der bare skal tage imod." Ungdomsoprøret, det første skred væk fra den fore­stilling, at den brede masse ikke har anden opgave end at lade sig oplyse, har overhalet Henningsen og hans tilhængere. De vil have kulturdebat ligesom dengang der var kulturkløfter til.

Vi er et andet sted nu. Næsten al information om den virkelige verden kommer til os gennem medierne. Vores oplevelser og erfaringer er formidlede i et om­fang, så de få ting, der faktisk når os gennem vores eget sanseapparat, kan virke andenhånds. Carsten Jensen var en af de første, som tog populærkulturen alvorligt. Analyserede tv-nyheder, skrækfilm, tegneserier, rock­musik og reklamer lige så gerne som klassiske myter. Medierne selv frem for alt. Hukommelsestabet i et sam­fund, som gør historien til en souvenirbutik.

Sjælen sidder i øjet hed debut’en. Og den næste bog: På en mørkeræd klode. En suveræn intellektuel bearbej­delse af redigerede virkeligheder. Skrevet med en ra­sende nysgerrighed og indlevelse, en lyst til både for­klaring og polemik, som kunne tage vejret fra én. Så seriøs han var. Og så mange teorier der altid fulgte med. „Hvorfor står der ikke noget om glæden?" spurgte en læser. „Lykken," svarede Carsten Jensen, „er en definitionsløs tilstand og uegnet til debatter."

En anden læser undrede sig måske over, at han kunne tage stilling til så mange forskellige fænomener uden at bruge personlige erfaringer. Hvem var han selv?

Han var en dreng, som fik astma og læste hele verdenslitteraturen i sengen. Blev alt for klog på alting i livet, før han kom ud i det. Carsten Jensens astmatiske bekendelser er en barsk analyse af selvbeskyttelse og selviscenesættelse, hovmod og da hykleri. En karriere, som kortsluttede, da Det Fri Aktuelt solgte ham under et slogan han selv havde fundet på: „Der er ingen smut­veje, når det gælder sandheden.“ Det mødte ham over­alt - på HT-busserne i ti meters længde. Der var et mar­ked for en provokatør af hans type.

Carsten Jensen blev tavs en tid. Brød med al avant- gardetænkning og skrev to romaner. Han gik fra øje- blikskulturen til grundvilkårene. Og ingen dansk kri­tiker har insisteret sådan på den glemte, tragiske di­mension siden Jens Kruuse. På det givne, det uafven­delige og uforklarlige. Hele den arv vi har fra religio­nen. Han er langt ude i metafysikken, tror man. Men fornuftens fjende, står der så, er hverken religion eller » overtro. Fjenden er lidelsen. For det er lidelsen der skaber religionerne. Og det er den, som kan gøre sam­fund autoritære. Digtningen må ikke kaste det til, det sorte hul, hvor al mening forsvinder. Fornuften må ikke kapitulere.

Det kom den alligevel til, da Carsten Jensen tog til Kroatien under borgerkrigen og opsøgte den rene ondskab, som han allerede havde skrevet om. Så det var ikke fordi han ikke ville tro på den, da han så den, men han kunne ikke forstå den. Måske der også er handlinger vi ikke tør forstå, skriver han, fordi indle­velsen i dem lammer os, så vi ikke kan forsvare vores liv og vores værdier.

Jeg har set verden begynde - titlen lyder som en befri­else, og bogen bliver det også efter en årelang rejse gennem Rusland, Kina, Cambodia til Vietnam og Hongkong. Gennem totalitært barbari og sammen­brud for revolutionære idéer, som stammer fra os selv. Skildringen af Pol Pots rædselsregime fælder dom over selvforagten hos vestlige garanter - en Sartre, en Isaac Babel - som forrådte deres ret til at tvivle af længsel efter handling og solidaritet med det man kal­der for almindelige mennesker.

Men der er andet end politiske analyser i den store bog. Byer og landskaber, portrætter af overlevende og udstødte, møder med folk i opbrud. Krop, følelse og tanke i samme udfoldelse. „Ankomst til jorden", hed­der afsnittet om Vietnam. Her slipper Carsten Jensen ud af mareridtet, virkeligheden bliver andet end den historiske virkelighed. Hverdagen åbner sig. Det upå­agtede, daglige liv er så generøst og sanseligt og kvinderne især så tillidsfulde og åbne. Han opdager tålmodigheden hos dem, deres ro og udholdenhed. Glemslen som en aktiv, skabende evne ligesom erin­dringen. Den tager lidelsen for givet og finder ikke døden uretfærdig.

Og i landskabet bag Thien-Mu-pagoden står han for første gang over for en horisont, som han ikke længes efter at komme om bag. Og bliver lykkelig i nogle mi­nutter, hinsides spørgsmål og svar. Bare ved at være der, helt ude af sig selv.

Den rejse, som begyndte med ensomhed og hjæl­peløshed, ender i nærvær og fortrolighed. 1 et fristed mellem kulturerne, hvor kvinder og mænd godt tørfortælle hinanden hvem de er. Der står faktisk en hel del om glæde her. Og der er genlyd af klassikere, som også fandt nye sider af sig selv og blev en omvej kor­tere i sjælen, da de rejste alene til Østen.

Når vi gerne vil give dig Otto Gelsteds Pris, er det især fordi du ikke blev hjemme, men satte en uund­værlig radikal tradition på spil over for de værste ud­fordringer. Fremskridtstroen holdt ikke til det. Troen på frisind og frigørelse kun med nød og næppe. Og fornuften kom til kort. Naturligvis. Men ikke retten til at tvivle og heller ikke tilliden til menneskers evne til at indse og revidere deres fejltagelser.

Din seneste bog når jeg slet ikke, men ingen her­inde kan være i tvivl om at den er udkommet, og den bryder næppe med den linje jeg har forsøgt at følge hos dig.

Til lykke med Otto Gelsteds Pris