Bo Green Jensen

Bo Green Jensens forfatterskab er voldsomt stort, til mere end en læser kan man sige. Og den unge forfatter henvendte sig da også i 1981 ikke blot til 80'er-fæller med digte om mørkets og tavshedens tid. Som debutant havde han samtidig blik for læsere, der var yngre end ham selv. Årets udgivelser var både digtene Requiem & Messe og ungdomsromanen Dansen gennem sommeren. Et par år senere i 1984 fulgte børnebogen Kolossen på Amager. Sideløbende med udgivelsen af sin syv bind store digtkreds Rosens Veje 1981-1986, - genudgivet samlet i år - udsendte Bo Green Jensen i 1980'erne rock- og litteraturessays, oversættelser, forfatterskabsportrætter, samtaler, filmessays, antipoetik og erindringsstykker. En produktion var i gang af alle mulige og umulige tekster, der kunne tage pusten fra de fleste. Et forfatterskab med alt hvad det indebærer, var indledt. Bo Green Jensen trådte frem for os som en moderne forfatter, centralt placeret i offentligheden, med meninger, kommentarer, interviews og oplæsninger. Man kunne se ham ved receptionerne, en mørk og alvorlig mand, tynd og genert altid med et job og en deadline ved hånden. Og i Weekend-avisen fulgte den ene helside med introduktioner til angelsaksisk litteratur den anden. Der var et tiltrængt internationalt og dybt seriøst snit over Bo Green Jensens kompakte artikler - som en af den angelsaksiske litteraturs helt store kendere bragte han akademisk viden uden for snævre, lærde cirkler og opdaterede vores kendskab og viden om den internationale litteratur, og skriften fortsatte og fandt stadig nye udløb og nye læsere. I 1990'erne blev hans uforudsigelige og lynende skarpe filmanmeldelser en yndet, næsten kultisk lekture for nye læsere, filmelskere, der hæftede sig mindre ved det lyriske forfatterskab, ja måske dårligt nok kendte lyrikeren Bo Green Jensen. Pennemanden var blevet en billedmand. Men også en karriere som foredragsholder tog form fra de første års oplæsninger af digte til 1990'ernes komplette professionalisering. Som Bo Green Jensen selv forklarer i sin seneste bog Dag for dag, 1998, og jeg citerer: "Specialopgaver udføres gerne. Hvis Antikkens Venner vil høre om det klassiskes genkomst i det moderne, får de det at høre. På mål og til tiden. Jeg har talt til lands, vands og i luften. Serial Killers på Institut for Litteaturvidenskab? Jo gerne, hvis vi kan enes om prisen. Hvornår, hvor langt og hvor meget?"

Men når Bo Green Jensen erklærer sig som moderne forfatter af amerikansk tilsnit, med journalistik, anmelderi og mediebevidsthed som sit udstyr, glimter der heri også ironiske gestus, som viser hen til hele projektets mørke hjerte: digtene, der hele tiden har været der både som den seriøse hovedsag og en noget besværlig, tabsgivende biomstændighed på den lange rejse gennem nutiden.

Selv har Bo Green Jensen beskrevet det lyriske hovedværk, digtkredsen Rosens Veje som alkymi. Han ser den digteriske alkymi som en psykisk proces, inspireret af Jungs tolkning af alkymien som symbol på individuationen. Men et mere materielt syn på den digteriske alkymi er faktisk helt på sin plads og leverer tilmed en bedre synsvinkel på tekstproduktionen, dens udtryk, stykker og former end en overvejende dybdepsykologisk betragtning. Som sit første stof har digteren valgt sig hele den digteriske tradition, og i digtenes kolber og retorter bearbejdes den lange og gamle tradition i værkernes systematik. Nyt stof og andre udtryk tager form. Slagger og poesi, stykker og stumper træder frem på papiret. Et grumt guld, hvis hemmelighed er hemmeligt overladt til læseren, mens slaggerne afsættes til de højest bydende. Måske er dette glimt af en alkymist også et billede af Bo Green Jensen, den velkendte forfatter, der altid har noget at afsætte, og hvis digtes kvalitet langtfra er jævn og pæn? Ganske klart er det i al fald, at vanlige falbelader om lyrisk intensitet, spænding og originalitet ikke altid passer på Bo Green Jensens digte, hverken Rosens Veje eller senere samlinger som Filtret ind i blåt, 1988. Til gengæld er det store værk rigt på alle mulige udtryksformer. Her finder vi transparente digte som ”Svømmeren” fra Requiem & Messe, 1984, som jeg nu læser.

Sekunder frosset i skummende ild
Sommerlang svømmerens finner
Skærer hvidguld i det grønne vand.
Han er født i havet. Han
Svømmer med delfinerne mod
Horisontens ring. Deres kroppe
Strejfer hans i et kærtegn
Glat som levende metal. De
Nipper blidt i hans brune arme
Og bærer ham frem under Solen.
Han sover i vandet og lever kun
For lysets eksplosion i skum.
Hans fremdrift aflejrer ringe
Og striber, forplanter sig ud
I den finthamrede flade og
Bliver rynker i havets hud,
Signaler som kan ses fra oven,
Men han ved det ikke selv.
Han har skæl nu og svarer
Hverken PL fugleskrig
Eller skibssirener. Indkapslet
Er han ene med lyden af
Sine arme i det glatte vand.
Han ænser ikke bølger men
Stryger evigt og uundgåeligt ud
Torpedo mod himmellinien
Hvor dag og nat forbrændes
I et ritual af lys og tid.
Hans rejse er uden stationer,
Der er kun delfinerne og
Solen på det tavse hav.

Syner af lys sættes systematisk ind i de mørke faser af værket og processen. Alkymien kaster en voldsom, ætsende og mytologiserende kritik af magtens og krigens nutid fra sig. Monolitter, mørke, sære væsener og vækster dukker frem, hvor historiens tid hører op, og mytens tid begynder. Slangerne får fingre, og nutiden drømmer sig tilbage, venter på Enola Gay. Digtværket former sig som en gennemskrivning af billeder fra nutiden og fortiden, stykker fra den digteriske tradition. Citater og henvisninger er mangfoldige og klicheer af enhver art florerer som den sorte plastikrose, der blomstrer i Porten til Jorden, 1986. Den digteriske form forandres, glider ud i lange, berettende prosastykker og vrængende vers, der tager alting med: ”lort og lagkage, revl og krat” - for at citere et af versene - men vel at mærke stadig i systematisk opbyggede digtsamlinger som årstidsserien, der blev indledt i 1987 med Et sted i uvisheden. Bo Green Jensens digte er både i Rosens Veje og de senere samlinger en art gennemskrivning af hele den digteriske tradition og dens kritik.

Et mærkeligt voveligt og vildt forsøg, påbegyndt under Kastrups himmel i l970’erne af en teenager, der lærte sine klassikere at kende gennem rockmusikken.

Bo Green Jensens læsere bliver næppe nogen sinde et enigt klappende publikum. Læserne er for forskellige, og forfatterens udtryksformer spreder sig i digte, essays, romaner og noveller på rejsens mange veje. Adspredt, ja, - sådan er dette projekt, men det er det, fordi en stor anstrengelse også rummer spredningens dimension, og et sådant værk som Bo Green Jensens har mange dage, steder, og skiftende lys. En strofe siger:

For hver en billedsplint er
En levende del af strømmen
Som bærer os frem til dage uden kant,
Dage som tilhører vinden og regnen
Eller solen som altid forviser
Begreber, tanker og ideer
Til de stuer hvor guderne bor.

Tak for billedsplinterne, stederne, dagene, lysene og de sorte roser.

Hjertelig tillykke med Otto Gelsted-prisen 1998.