Inge Eriksen

Vi vil ikke glemme den passager fra fly 93 United Airline for 3 måneder siden, som lige inden de skulle styrte, meddelte: “Vi har plastikknivene fra madbakken. Jeg ved, at vi alle skal dø, men tre af os har besluttet at gøre et eller andet.”

Hvis vi forestiller os, at vi alle - i en eller anden forstand - er ombord på det fly, så vil jeg tro, at Inge Eriksen er en af de tre, der vil gøre et eller andet.

For det har hun gjort gennem tyve bøger i henved tredive år. Som der står i “Viktoria og verdensrevolutionen” fra 1976 “Vi har ikke andet at måle rigtigheden af vores forestillinger på end handling. Så derfor handler vi.”

Som sin fars datter har hun kæmpet videre i modstandskampens ånd mod alt det, der får livet til at sande til og stivne og hun har aflagt vidnesbyrd fra alle de steder, hvor jorden bløder. Inge Eriksen ved, at skudhullerne på Dublins hovedpostkontor og telefonhuset i Barcelona ikke er dybe nok til at huse flagermus, men at de er det i Beirut og i Hanoi. Inge Eriksen har været globaliseret længe før verden vidste, at den var det. Og hun har hele tiden mindet os om, at vi båder skaber og ødelægger verdner.

Inge Eriksen har indvarslet netværkssamfundet - hele hendes værk er et netværk - længe før nogen vidste, at det var de vilkår, den verdensåbenhed, der ventede os, hvad enten man ville det eller ej. Mange vil det ikke. Men Inge Eriksen råber i sine bøger: “I´m a world citizen” , og det har danskerne godt af at høre.

Den 11. september har næppe været en overraskelse for en forfatter som Inge Eriksen, der i et helt liv har trukket trådene og ført regnskaberne fra Verdun og Versaille-freden frem til Hitler-Tyskland og til borgerkrigen i Libanon og opbruddet på Balkan. For Inge Eriksen vil det være barnemad, at vi kommer til at mærke på Vesterbrogade, hvad der sker med opiumsmarkerne i Afghanistan. For hun ved, at “når en gammel sort mand kommer til at vælte en kurvfuld liljer i Nairobi, hærger med ét en uventet orkan i det sydlige England.”

Den vigtigste, mest samfundsomvæltende bevægelse i 1900 tallet - vores århundrede - er uden tvivl kvindebevægelsen. Navnlig når den ses på baggrund af de sidste 3000 år, der viser, at civilisatorisk fremskridt hele tiden sker ved at holde det kvindelige nede. “Viktoria og verdens revolutionen” var Inge Eriksens kaskade af et gennembrud med Rosa Luxemburgs ord in mente fra 1919: “Allerede i morgen vil revolutionen rejse sit hoved igen og til deres skræk forkynde med basunklang: Jeg var - jeg er - jeg blir -“

Inge Eriksen har bevæget sig fra den udfarende Viktoria og frem til den klarsynede Clara fra 90´er trilogien “Sommerfuglens vinge”. Kvinderne fra vores tid har måske aflagt den illuderede grandiositet, ungdommens prerogativ, til fordel for en mere nøgtern ydmyghed, knyttet til stor erfaringsrigdom - og den visdom og indre skønhed, vi finder i Vinterhaven, trilogiens sidste bind (2001). En ydmyghed, der hos Inge Eriksen stadig er forbundet med et vildt engagement, også selvom moderen Clara, Eriksens protagonist, vil blive bebrejdet af sin datter ikke at være en fighter og at mangle det killer instinct der skal til for at klare morgendagens verden.

Måske er Inge Eriksens præstation mere filosofisk revolutionær end litterær. Hendes værk er en konsekvent gennemført episk version af Niels Bohrs verdensbillede med paradokset som den kraft, der nedbryder fjendebilleder og hævdvundne bastioner. Hun forklarer den danske deroute som en fortvivlende tryghedsmani, hvor den rige vil forsvare sine privilegier til det sidste og derfor er nødt til at operere med et sort-hvidt verdensbillede. “Den virkelige fjende mod trygheden er dén, der kan rumme og udtrykke modsatrettede følelser og synspunkter uden at blive vanvittig” lyder det med et citat af Scott Fitzgerald. Som sådan må vi prise Inge Eriksen som tryghedens fjende nummer 1. Gennem et helt liv og værk har hun rummet og udtrykt modsatrettede følelser og synspunkter. Om hun er blevet vanvittig ved vi ikke.

Men måske har hun haft en hjælper i skikkelse af den foretrukne spejlingsfigur Kraka fra den nordiske mytologi, hende, der var forbyttet og som bestod paradoksernes prøve ved både at være nøgen og påklædt, fastende og mæt, alene og dog i selskab. Men hvad vi altid glemmer om Kraka, og som Inge Eriksen fortæller om i et essay fra “Huset på dragens ryg”(2000), er, at hun som ganske lille blev smuglet til Norge i sin fosterfars harpe for at hans musik kunne overdøve hendes gråd. Vi havde også glemt, at der i harpen var gemt guld og kostbarheder. Men vi må formode, at det er fra dette glemte skjulested, at Inge Eriksen har sin kapital. For det er måske derfra hun taler, Inge Eriksen, som den evige forræder af sit eget ståsted - til fordel for bevægelsen. “Til døden at elske bevægelsen”, som der står.

Det er ikke tilfældigt, at det netop er Gelsted-prisen, Inge Eriksen er udvalgt til at modtage. Otto Gelsted paradoxernes mand i utide, var - man tør næsten ikke sige det idag - tilmeldt det Danske Kommunistparti, mens han som oversætter af Homer samtidig sugede sin næring af vor klassiske arv, de græske guder og helte. Han var på det nærmeste hjem- og subsistensløs, men aldrig i bekneb med at hjælpe en lommetyv og desuden medstifter af Det Danske Akademi.

At forholde sig til Inge Eriksens værk er ligesom at skulle anmelde Niagara Falls. Inge Eriksen har med enestående generositet påtaget sig den helt igennem umulige opgave at sige alt. Om alt. At fortælle hele verden og dens historie ind i sine bøger. Hele universet ind i et enkelt NU. Intimsfæren og storpolitikken, geologien og astronomien, bjergkæder og myrevandringer, silkekimonoer og betonsiloer Og hun får prisen idag, fordi det er mislykkedes. Inge Eriksen har påtaget sig det umulige. Men hvis ingen prøvede det umulige, ville verden være et håbløst sted.

Inge Eriksen slutter sin essaysamling med en “Tale til det 20. århundrede, hvor det fremgår, at hun både er udmattet og forundret. Vi kan som hendes læsere sige det samme.