Per Aage Brandt

Peter Laugesens tale

Digteren er en cowboy med podagra

Den almindelige opfattelse af en digter er, at det drejer sig om en person i stor eksistentiel pine, et menneske der er hjælpeløst åbent for alle impulser og derfor, så at sige, hvis han vil kunne udholde sin egen tyndhud, er tvunget til løbende at registrere så meget som muligt af det, der konstant overfalder ham, og påtvinge så stor en del af resten af verden, som de forhåndenværende og for ham tilgængelige medier giver mulighed for, en så vidt mulig fuldstændig sproglig version af pinsler og impulser, alt efter digterens æstetiske tilbøjeligheder i f.eks. konkretistisk, symbolistisk, surrealistisk eller bare modernistisk form.

Sådan er det bare ikke i praksis. Ikke nu. Måske for 200 år siden i Tyskland, men – som Walter Benjamin formulerer det: ”Man drømmer ikke mere rigtigt om den blå blomst. Den der i dag vågner op som Heinrich von Ofterdingen, må have sovet over sig.”

Den blå blomst er poesien, for Novalis var det tæt på, at den blev gud, men når det ikke længere er sådan, hvordan kan det da gå til, at en moderne digter som Per Aage Brandt i 1988 udsender en bog, en digtsamling, som han kalder CREDO.POESI?

Brandt er jo ikke nogen romantiker. Han er snarere en maskiningeniør i sprogets hjertekammer. Denne fransk orienterede udansker er i familie med de alkymistiske sprogsmede i OULIPO, som er forkortelsen for Ouvroir de Littérature Potentielle, værksted for potentiel litteratur.

Denne gruppe semiotiske og poetomane fantaster har opfundet adskillige mekaniske eller på anden måde systemiske metoder, hvormed man kan forvandle de spjættende hvirvler i sproget, vi går og skvatter over, til noget andet, måske mere og måske mindre betydningsfuldt.

Hensigten kunne være at fjerne det digtende jeg fra den poetiske proces, fordi det automatisk – indsyltet i litterære og filosofiske konvnntioner som det er – ville stå i vejen for, hvad sproget selv siger.

Og hvad er sproget så? Den amerikanske lingvist Noam Chomsky siger: ”Et menneskeligt sprog er et bemærkelsesværdigt komplekst system. At blive i stand til at beherske et menneskeligt sprog ville være en utrolig intellektuel præstation for et væsen, der ikke var specielt skabt til at udføre denne opgave. Et normalt barn får denne viden efter forholdsvis kort sproglig påvirkning og uden speciel træning. Det kan så ganske ubesværet gøre brug af en indviklet struktur omfattende specifikke regler og styrende principper, når det meddeler sine tanker og følelser til andre og måske hos dem vækker nye ideer, nye fint afgrænsede opfattelser og vurderinger. Således er sprog et spejlbillede af bevidstheden i en dyb og meningsfuld forstand. Det er et produkt af menneskelig intelligens, skabt på ny hos ethvert individ ved operationer, der ligger langt udenfor viljens eller den bevidste tankes rækkevidde.”

For en del år siden sad vi fire mand en aften om året på scenen i Tivoli Friheden under festugen i Århus og diskuterede hinandens digte. Utrykte. Vi kaldte os 4 x P, Per Aage Brandt, Per Højholt, Poul Borum og jeg. Når man har prøvet det, hvilket generationer af elever på Forfatterskolen også har, så ved man, at Brandt tager den slags ting dødsens alvorligt. Han tager ordet på ordet. Kan det forsvare sin plads i sætningen? Kan den forsvare sin plads i verden? Kan verden forsvare sine spjæt i sproget, når det nu roterer omkring lige det der ord? Teksten er en funktion. En praksis. Den handler. Den gør. Og det handler ikke bare om, hvad sætningen siger, men om hvad den er, om det, den er, er.

Lingvisten Roman Jakobson siger: ”Indholdet af begrebet poesi er ustabilt og varierer med tiden, men den poetiske funktion er et element sui generis, et element man ikke mekanisk kan reducere til andre elementer. Det manifesterer sig i, at ordet opfattes som ord og ikke som simpel substitut for det benævnte objekt eller som eksplosion af følelse.”

William S. Burroughs siger bare ligeud, som det er, at ordet er en VIRUS FRA DET YDRE RUM. Dette dræbervirus, beskrevet af doktor Kurt Unruh von Steinplatz, har gennem en lang generationsrække og med utallige ofre frembragt de menneskelige taleorganer efter den skriftens matrice, der først kom hertil fra rummet.

De utrætteligt arbejdende sprogmekanikere i sproglaboratoriet OULIPO har blandt andet udviklet den metode, der kaldes +7. Man tager en tekst, sætter den ind i det maskineri, man kalder en ordbog, og for hvert navneord i den tæller man syv navneord frem. Det ord, der står der, på syvendepladsen, sætter man ind i teksten i stedet for det, der allerede stod der.

Den franske digter Yves Bonnefoy, der intet har med OULIPO at gøre, har i en ny bog fortalt om, hvordan han som barn pludselig kunne høre sine forældre tale med hinanden i et sprog, han ikke forstod. De talte patois, for at han ikke skulle forstå det. Og det får Bonnefoy til at tænke over, hvorvidt digteren ikke også er den, der på alles vegne accepterer, at sproget, som forbinder os, kan være uforståeligt, et andet, og at ordene, der ER os, pludselig kan miste den betydning, der bærer.

Hvad nu, hvis far pludselig siger:

nadveren står der
og peger på sin natpotte
uslingen er selv en vitriol
og så fremdeles helt ind til maskotten

Og mor svarer:

natpotten glammer, husblas lytter
runddysen rejser sig langsomt og
sovende, skaden ler blindt i
sin kø og løfter aromaen

Hvad siger de, lille Yves? Du må ind i laboratoriet, ind i OULIPO. Du må have fat i Nudansk ordbog, ikke den nyeste, men den fra 1981, for dansk er ikke blevet mere nu siden da, og du må i gang med den proces, som selv doktor Kurt von Steinplatz kalder +7. Hvad siger de så?

Far siger:

månen står der
og peger på sin nat
urskiven er selv en viser
og så fremdeles helt ind til marven

og mor svarer:

natten glammer, hunden lytter
rummet rejser sig langsomt og
sovende: sjælen ler blindt i
sin kærlighed og løfter armen

Det står der i Per Aage Brandts CREDO. POESI, og det er der jo mening i. Det er noget, digteren siger, men hvem var det så lige, han var?

Ind i Nudansk ordbog fra 1981 igen. Frem til CREDO, og nu ikke videre frem, men tilbage, hjem til urteksten, ikke +7 men -7. Der står COWBOY.

Videre til POESI og syv tilbage. Der står PODAGRA.

Hvem er digteren? Digteren er en COWBOY MED PODAGRA, Voila!

Frederik Stjernfelts tale

Men Per Aage Brandt er ikke kun en poetisk kvæghyrde med ondt i storetåen – han er også esayist og forsker. Hans essayistik strækker sig ubesværet fra det lette, poetiske og til det ambitiøst metafysiske og til det teknisk videnskabelige, ligesom den strækker sig over flere sprog, fra dansk til spansk til fransk og senere engelsk. Centret i hans virke har konstant været semiotikken, videnskaben om tegn – der også gav anledning til Per Aages grundlæggelse af Center for semiotik ved Aarhus Universitet, hvor undertegnede nu selv er ansat. For Per Aage Brandt må semiotikken inddrage omfattende dele af humanvidenskab, samfundsvidenskab og endda naturvidenskab. Den må inddrage lingvistik, filosofi, psykologi, sociologi, matematik, kognitionsvidenskab, poesi og meget mere. En for Per Aages essayistik typisk procedure er tankeexperimentet. Han indleder gerne et teoretisk essay eller afhandling med at fremføre visse antagelser – og så følger teksten nådesløst, hvor disse antagelser fører hen. Det giver mange af hans essays en karakter af intellektuelle æventyr, og når metoden giver pote, er den absolut forførende og giver overraskende og brillante indsigter. Heri ligner den Per Aages undervisning, der ofte på lignende måde begynder lavmælt med nogle indledende, mumlende antagelser, der så udvikles, under stadig større forøgelse af tempoet og overmaling af en tavle med et stadig større vildnis af grafer – også her med det intellektuelle æventyr som horisont. Samtidig er Per Aage en kombination af formalist og semantisk realist. Han forsøger altid at formalisere sine indsigter – men samtidig er det altid en formalisering, der insistererer på at inddrage stoffet, indholdet, ontologien om man vil. Denne spænding mellem det formelle og det reelle er drivkraften i Per Aage Brandts virke – og det er den der hindrer ham i at blive gold, tom formalist på den ene side – og i at være udleveret til relativisme og historiens og psykologiens determination på den anden, sådan som så megen anden humanistisk forskning vil det.

I Peter Laugesens pris til Per Aages poesi udsatte han nogle af Per Aages titler for en “omvendt S+7”, altså en “S minus 7” – en teknik som Per Aage som nævnt har været med til at introducere på dansk fra det franske poesiværksted OuLiPo. Måske denne teknik, S+7, også kan hjælpe os med at åbne nogle af de kryptiske titler i Per Aages videnskabelige essayistik. Vi kan fx. tage hans allerførste bog fra 1972, hvis titel nu, udsat for S+7, bliver til “Tekstilarbejderens tebirkes. Bidronning til en kroat af den politiske ølbas”. Bogen udkom i 1972, og som S+7 titlen afslører, så var tiden optaget af arbejderklassens frigørelse, sådan som vi ser den for os i form af tekstilarbejderen, der kaster sig over sine retmæssigt tilkæmpede tebirkes med politiske krav, rungende af ølbas. Per Aages oprindelige titel fra 1972 er nu heller ikke ringe: “Tekstens teater. Bidrag til en kritik af den poetiske økonomi”. Hvis vi går frem til Per Aages nyere produktion, bemærker man afhandlingen “Tegnestuer, tinglysninger og tankskibe” fra 1998. Her afslører S+7 faktisk en konstant i Per Aages tænkning: hans fokus på, hvordan betydningen er arkitektonisk, rumlig, spatieret, for så vidt den hviler på hvordan forskellige rumlige, geometriske, topologiske figurer investeres med og artikulerer forskellige indhold. Det er jo faktisk lidt sværere at se af bogens oprindelige titel – der til gengæld er mere mundret og djærv: “Tegn, ting og tanker”.

Imellem disse titler har Per Aage udgivet en lang række af essayistiske og videnskabelige værker, som I her får uden S+7: “L’analyse phrastique. Introduction à la grammatique” (1973) - der udkaster en semantisk motiveret sætningsanalyse - “Tegn sætning subjekt” (1974), “Den talende krop” (1979), “Sandheden, sætningen og døden. Semiotiske aspekter af kulturanalysen” (1983), “Kærlighedens semiotik” (1983), “Sky og Krystal” (1986). Nogle gange kan det være vanskeligt at se, om en titel faktisk allerede har været udsat for S+7, som fx. “Den brændende fornuft. Om kvinden og andre problemer” (1989). Det gælder ikke den store doktorafhandling på fransk “La Charpente modale du sens”– betydningens modale opbygning – der udkom i 1992, fulgt af. “Dynamiques du sens” – betydningsdynamikker - (1994). Fra 90’erne meldte sig inspirationen fra amerikansk kognitiv semantik og kognitiv lingvistik, og engelske titler dukker op, som “Morphologies of Meaning” (1995) og “Spaces, Domains, and Meaning” (2004). Per Aage er dog konstant fortsat med at at berige også det anske sprog med sin essayistik, således i “Mere byrde til kulturen” (1994) – et vigtigt kulturkritisk værk, den allerede nævnte “Tegn, ting og tanker” (1998) og “Det menneskeligt virkelige” (2002) . - eller, som den sidstnævnte titel ville hedde efter at være udsat for S+7: “Det metabolisk virtuose”. Det er sproget, der taler, som Per Aage plejede at sige i gamle dage. “Det metabolisk virtuose.” Hvis digteren PAa er en cowboy med podagra, så er essayisten og forskeren PAa en metabolisk virtuos. Det passer endda på mærkelig vis sammen, for så vidt podragra er en lidelse i metabolismen, i stofskiftet.

Tillykke med Gelsted-prisen!