Lars Bonnevie

Visse forfattere kører forholdsvis ubemærket på et sidespor skønt de ejer ubetingede kvaliteter , mens andre af betydeligt mindre vægtfylde futter af sted på hovedsporet, mens tilskuerne (i hvert fald en overgang) jubler og klapper i hænderne. Lars Bonnevie hører til i den førstnævnte kategori, og man kan undre sig over, at det ikke er ham man kipper med flaget for. Måske er han for professionel på den gode måde til at imødekomme den brede smags krav, måske er han ganske enkelt for eksklusiv.

Det har dog ikke skortet på anerkendelse undervejs bl.a. har hans oversættelser af fransk litteratur indbragt ham den fornemme udnævnelse til Chevalier de l’ordre des Arts et des Lettres, ligesom han modtager Kulturministeriets livsvarige ydelse. Der dog kom sent.

Hvad der kendetegner hans indsats i den skønne litteratur er ikke blot et sikkert håndværksmæssigt greb, men rummer også en tøjlet lidenskab og et engagement ud over det sædvanlige. Oplevelser i Frankrig og Afrika samles her til en indsigt i tingenes tilstand og et hedt ønske om forandring og forbedring. Som gammel kommunist eller i det mindste som anmelder ved det hedengangne ”Land & Folk” kender Bonnevie sine politiske lus på travet og kan tage dem af, så det svier, men samtidig med en indlevelse, der forvandler skabelonerne til mennesker uanset deres hudfarve og ideologiske observans. Typisk nok er han som oversætter ikke bleg for at takle et uspiseligt geni som Céline og er i stand til at forvandle denne grundsorte pessimist ved at iklæde ham en sproglig dragt af overskud, der matcher ophavets ordbrug.

Trods åbenlys foragt for tilværelsens selvvalgte eller påførte dumhed, finder man en solidaritet hos Lars Bonnevie, der rækker langt ud over det selvpromoverende. Han er muligvis en modspiller, men i højere grad en medspiller, derfor er hans kunst også levende og hans gehør så fint. Man behøver ikke grave dybt for at se, hvorfor den indbyggede dialektik gør ham fremmed for mange, han er nemlig i modsætning til de fleste et dannet menneske og for at gøre det endnu mere skrækindjagende også et voksent.

Det er ikke kun Kristiania, man som Hamsun går mærket fra. Det gør man også, når det gælder Paris og Afrika for slet ikke at tale om Land og Folk. Lars Bonnevie har sat sin randsel alle stederne gennem årene, og erfaringerne han har gjort, har formet sig til en strøm af inspiration, der løber igennem alle værkerne og ikke kun dem, man vil kalde romaner, men også i de krimier, han har lagt navn til, men måske først og fremmest og rigest i den essayistik, han har valgt at gøre til forfatterskabets andet spor, og som er kommet til udtryk i anmeldelser og oversættelser, kommentarer og responsa.

I den kriminalistisk vinklede roman ”En grav i vinden” får man et indtryk af ørknens tørke og det mørke kontinents sugende dragning, et sort-og-hvidt element, hvis kontrastrige dynamik er et vandmærke i forfatterens bevidsthed og udtrykkes så klart i Bonnevies optagethed af omtalte Céline, hvor rædslen er konstant og idiosynkrasierne legio. Kunstneren kan umuligt holde sig væk fra det forbudte, som han elsker, mens han tager afstand fra det.

Lars Bonnevie er noget så sjældent som en moden kunstner, der helt overbevisende har forvaltet sit pund. Derfor passer Gelsted-prisen til ham også som den noksom omtalte hånd i handske. At prisen til Lars Bonnevie også styrker Det danske akademis selvforståelse er noget vi kan være både glade og taknemlige for.

Til lykke!