Anne Lise Marstrand-Jørgensen

Otto Gelsteds mentor hed Tøger Larsen. ”Danmark nu blunder…” Tøger Larsen var så kosmisk anlagt, at han ikke bare havde gendigtet Vølvens spådom - om verdens undergang og skabelse – han havde endda eksperimenteret med big bang i køkkenet -i konens kogende kasseroller.

Den slags eksperimenter gav Otto Gelsted sig næppe af med i sit klubværelse i Dronningens Tværgade, selvom også han havde visioner. Født og opvokset som katolik, gjorde han oprør og blev kommunist.

For nylig blev hans dokumentarroman fra 1944 genudgivet: Jøderne i Husaby, og den er stadig så aktuel, at en anmelder skrev: ”Hvor er dette engagement i grundlæggende holdninger blevet af? Den anstændighed, den ånd?”

Det engagement og den ånd findes i Anne Lise Marstrand-Jørgensens forfatterskab. Det, der blev adskilt i det 20 århundrede, ”opium for folket" på den ene side og videnskabelig fremskridtstro på den anden, har fundet sammen igen, her i Marstrands bøger. Om ikke i samme bog, så i samme forfatter.

Og hvad er det for en forfatter? Anne Lise Marstrand-Jørgensen debuterede i 1998 som lyriker. Men ingen steder trænger forfatterstemmen så personligt igennem som i den roman, der hedder Ingen fra 2008. Titlen er streget ud på coveret – vi er ude i en fortættet, lyrisk drømmeagtig afpersonaliseret bevidsthedstilstand af telepatisk art, der klinger helt rent - med Marstrand-Jørgensens egne tegninger. Alt i alt en tosset bog på den bevidsthedsudvidende måde, fuld over-og udstregninger, stor skrift usynlig skrift, der forsvinder i sorte spejle.  

Men hvordan skulle M. J. bruge sine særlige evner for at bevæge sig i psykiske grænseegne på en opbyggelig måde – og ikke bare som en psykiatrisk diagnose? Hildegard af Bingen kom til hjælp! Enhver kan jo snart sagt researche i middelalderen og granske i Hildegards skrifter Scivias, men at levendegøre en sådan figur som den urtekyndige poet & komponist, den lærde Benediktinernonne fra Bingen i en episk fortælling, da er man nødt til at kunne hende indefra.

Nu kunne man tro, at Marstrand var havnet i det religiøse vanvid. Overhovedet ikke. Forfatterens visionære evner og fordomsfrihed er ægte og overbevisende nok til at kunne rumme - både en 1100-tals mystikers syner – OG en mentalitetskrønike, fra 1970: Hvad man ikke ved er titlen på første bind.  Indersiden af omslaget forestiller himmelrummet.  Med andet bind af velfærdsthrilleren: Når sandheden skal frem fra i år er vi ude på en opbyggelig glidebane.

”Et kunstværk skabes, når virkelighed og mystik mødes i et favntag.” sagde Otto Gelsted. Et andet af hans kriterier for kunst er netop, når den er i stand til at favne flere virkeligheder.

Dette sker hos Marstrand-Jørgensen i to yderst forskellige frigørelses- og bevidsthedshistorier. Middelalderens og ungdomsoprørets.  Alligevel går der en usynlig linje, som Marstrand nu har synliggjort - fra kvindekollektivet på Hildegards tid med nonnen som en slags ”provo”, der lukker klostret op for kvinder, ædelstene og musik – til 70´ernes kvindekollektiver næsten 1000 år senere, hvor kvinderne åbner samfundet med deres kroppe for udvidede livsperspektiver. I begge værker, på et par tusind sider i alt, er kvindernes tiltagende betydning krumtappen for samfundsudviklingen.

Især i Hildegard-værkerne med febersyner af højrød flammeskrift på et fremmed, ukendt sprog og smertefulde lammelser skrives middelalderen sanset frem, fuld af lyde og dufte med septemberhimmel, aprilblæst, frostnætter og vintermåne. Årstiderne og væksterne er til at tage at føle på i middelalderbøgerne - men også nogenledes fodkoldt.

Marstrands arbejde bevæger sig i understrømmene mellem viden og ikke-viden i den subtile indre forvandling af mennesker. I den” litterære fantasi”, som forfatteren kalder Hildegard-romanerne lykkes det et enkelt individ at præge en hel periode – tidlig middelalder – med strømningerne fra sit subjektive, indre liv. Den viden, hun mangler om intimsfæren suger hun til sig fra de døende koner i infirmeriet, som lærer hende om kønslig tiltrækning – som et modtræk til tidens kvindebilleder af ondt begær, fristelse, synd og død.

I mentalitetskrøniken fra 1970´erne strømmer ”kærligheds revolutionen” fra den ydre verden ind i en provinsby og kommer til at omkalfatre en familie i flere generationer.

De seneste år har været mættede med generationsopgør, mod 70´ernes forældre- mytologi. Men hos Marstrand får vi epoken objektiveret - skrevet ud fra alle aldersklasser - indefra. Og solidarisk, for nu at bruge det gamle ord - både med de personer, der folder sig ud og dem, der går i stykker – under tidsåndens fordringer på at slippe det falske og blive et autentisk selv. Død eller levende.

Der var to-tre forudsætninger for kærlighedsrevolutionen i 70´erne.  To af dem, rent tekniske. Den ene var månelandingen. Den anden P-pillen. Månelandingen ændrede vores bevidsthed i retning af det grænseløse, ligesom P-pillen muterede kvinderne til en ny art, der nu – efter 5000 år - ikke længere er biologisk forbundet med formering, som skæbne & død.

Men forudsætningerne for epokens omvæltninger var ikke kun tekniske. Der var også en tro. Overalt var der en fornemmelse af, at ”systemet”, som det hed, umuligt kunne holde. Før eller siden ville det bryde sammen. Hele establishment-ideologien med mishandlingen af vores livsfundament, af kvinder kloden over - af jordens tabere overhovedet - det ”system” ville før eller senere krakelere og flyde over af flygtninge og klima-katastrofer.

Ikke så mærkeligt, at Anne Lise Marstrand-Jørgensen – som lyrisk-visionær kunstner skal have netop Gelsted- prisen.  Og hun skal ikke bare have pengene. Hun skal som bonus have en lille Gelsted-historie:

En dag Otto Gelsted blev omfavnet i Kongens Have af to lommetyve, måtte han med beklagelse melde tomme lommer. Men hvis De'herrer ville være rare at følge med, så havde han 50 kr. henne på sit værelse. Og dér gik de hen, hvor tyvene fik deres penge – plus, PLUS en forelæsning om Emmanuel Kant.