Jeppe Brixvold

Det er mig en stor glæde at motivere uddelingen af Otto Gelsted-prisen til Jeppe Brixvold.

Brixvolds bøger og litterære essays kredser fortrinsvis om emner af æstetisk og eksistentiel karakter. Men også det politiske berøres, mest i den senere del af forfatterskabet. Man har fornemmelsen af en digter, der hele tiden er i gang med en nysgerrig og hvileløs søgen ud i de ukendte områder af livet, sproget og bevidstheden; en digter der vil det modsatte af at bekræfte firkantede livsanskuelser og flomsede floskler, de være sig æstetiske, eksistentielle eller ideologiske; en digter hvis målestok ikke så meget er den nutidsfikserede pludren-pladren om ditten-datten, men snarere er det lange stræk bagud i litteraturhistorien til modernistiske giganter som Joyce, Beckett og andre, der ligeledes var på jagt efter intet mindre end Sand-he-den.

Med andre ord: Jeppe Brixvold skriver holdbar, for ikke at sige langtidsholdbar, litteratur. Skønt hans litterære og essayistiske produktion næppe kan siges at være omfattende, har den et skyhøjt niveau, både hvad sproget og hvad tankeindholdet angår. Ydermere har han som tidsskrift- og antologiredaktør samt som mangeårig underviser ved – og indtil for nylig også rektor for – Forfatterskolen gjort en helt ekstraordinær indsats for at formidle denne æstetiske og eksistentielt betonede forståelse af litteraturen videre til en skare af yngre forfatterspirer.

Forfatteren fik sin debut som 22-årig med romanen Ja, Daniel. Jeg husker ham selv tydeligt fra den tid. Vi var en flok unge litteraturstuderende fra Københavns Universitet, der selv led af skrivekløe og derfor opsøgte alle mulige og umulige miljøer ude i byen, hvor vi havde fået nys om, at der foregik et eller andet spændende litterært. En aften var vi, jeg husker ikke selv hvordan det kom i stand … sådan var det ofte dengang i de anarkistiske 80’ere og 90’ere. Man vidste aldrig, hvordan noget kom i stand. Det gjorde det bare … Men altså: et par studiekammerater og jeg var havnet i en lejlighed tæt på Rådhuspladsen. Som sædvanligt var der en masse rum, men knap et eneste møbel. Vores interesse drejede sig nu heller ikke om møblerne, men derimod om en ung fyr, hvis rygte allerede var ilet fra Aarhus til København, fordi han havde udgivet en roman, der osede af talent, visioner, originalitet og i det hele taget højt til loftet. Desuden blev det sagt, at han lignede en af de unge engelske romantikere, hvad der måske – ret skal være ret – nok så meget var grunden til vores store entusiasme. Pludselig trådte vi så ind i det sidste tomme rum i lejligheden. Og der sad han minsandten. Midt på gulvet. Allerede omringet af en beundrende fanskare. Sådan var mit første indtryk af Jeppe Brixvold.

Allerede senere samme år, dvs. i 1990, udsendte han sin anden roman, Romantik, der for alvor fik kritikerne op af stolen. Ikke alene lignede den unge mand som sagt selv af udseende en af de romantikere, han så heftigt dyrkede og skrev om; han var desuden, akkurat ligesom disse, stærkt optaget af at bruge skønlitteraturen som medium til på et filosofisk plan at reflektere over litteraturens og det æstetiskes erkendelsesmuligheder. For eksempel når der i Romantik langes ud efter lyrikken, som anklages for at være for statisk bevidstløs i sin skønhedsdyrkelse – oven i købet på en måde, der i sig selv er lyrisk, hvilket gør, at det også bliver et ironisk-skruet udsagn: ”Lyrik var for ham [hovedpersonen William] som en ugle der slår ned på en mus: et greb med kloen, og det er ovre.”

Det er dog først i de to efterfølgende bøger, romanen Hotellet fra 1993 og novellesamlingen Hvirvler fra 1998, at den unge forfatterspire for alvor får sit eget faste og sikre greb om sproget. Indtil da lider hans prosastil indimellem en smule under det pasticheagtigt gammelmodige, som fulgte i kølvandet på romantik-inspirationen, men fra og med Hotellet bliver hans prosa langt mere distinkt. Ligeledes begynder Jeppe Brixvold at få fat i den grundtone, der er hans som forfatter; den fænomenologisk- modernistiske grundtone, kan man kalde den. Her er det dog lige før, man til tider godt kan savne et reflekterende subjekt. For nok oplever vi som læsere livet på hotellet set gennem natportieren Baggesens øjne. Men samtidig kan fortælleren forekomme nærmest demonstrativt selvudslettende i sin iver efter at lade omverdenen komme til orde.

De to seneste skønlitterære udgivelser, Hæfte fra 2000 og Forbrydelse og fremgang fra 2007, udmærker sig som en slags forløsningsknudepunkter i forfatterskabet. I Hæfte, som i nogle henseender godt kan minde om Knausgårds Min kamp (faktisk nævnes Brixvold direkte i Min kamp) bevæger forfatteren, alias jegfortælleren, sig ud på en slags pilgrimsrejse ad de gamle stier i Spanien. Drivkraften er den umådelige spleen, han føler ved sin samtids København, hvor småborgerligheden mistror ”enhver følelse, der afviger fra almindelig lunkenhed”.

Jeg vil sige det ligeud: Det er skønt at mærke den slags spleen hos en forfatter i dag. Det vidner om, at der stadig er nogle længselsfulde hjerter og nogle krævende hjerner derude. Og det vidner om, at der stadig kan skrives en prosa, som er så rablende og intelligent, så musisk-følsom og så betydningsmættet, at man er nødt til at bøje sig for det.

Forbrydelse og fremgang føjer et nyt lag til denne undersøgelse, idet romanen – med sit pointerede Dostojevskij-afsæt – bl.a. handler om, hvordan man kan begå forbrydelser og alligevel komme frem i verden. Fortællingens mangfoldige handlings- og associationstråde spændes ud til et hidtil uset komplekst mønster, mens bogen på det sprogligt-æstetiske plan arbejder med en ret hårdt tilskåret stil, som bevirker, at de mange spor og tråde ikke løber fuldkommen grassat. Et eksempel er første kapitel, hvor der i jegfortællerens springske bevidsthedsstrøm reflekteres over den fremgang, der også indgår i bogens titel. Det lyder sådan her:

Man forestiller sig her-og-nu-tilstanden som mere væsentlig end den fremgang, som altid opløser her-og-nu, men i virkeligheden er det omvendt. Fremgang er enkel og naturlig, væsentlig og nødvendig, mens her-og-nu-tilstanden er fremgangen tillagt en eller anden idé om stilstand, en illusion. Man burde spørge til det gådefulde i enhver idé om her-og-nu, men ikke til det gådefulde i fremgang. Videre, det er svaret. Men man kan filosofere over stilstandens problem. Bevidsthedens problem, sagde jeg. Hvordan kan noget forekomme én at stilne? Hvordan kan noget blive til en stilnen i én i f.eks. idé eller ord? Fordi vi stadig er primitive vanedyr. Fordi vi mener, at vi har brug for at overleve. Dette er problemet. Fasthold den rod længe nok til at æde af den. Kald den det eller det for at kunne kende den igen. Selvom du aldrig kommer til at se den igen.

Er Hæfte en egensindig, urolig og dyb bog, må Forbrydelse og fremgang kaldes for forfatterskabets indtil videre mest ambitiøse satsning og foreløbige højdepunkt. Lægger man hertil, at Jeppe Brixvold igennem årene har udviklet en kritisk essayistik, som jeg ikke kan finde et bedre ord for end ’eksklusiv’, og som da også har fået ikke så få beundrere blandt såvel forfatterkolleger som kritikere, da har man en skribent, som ikke blot demonstrerer en evne til at spænde over forskellige prosagenrer; men tilmed ejer en helt enestående sans for nyskabelse inden for forskellige genrer – ligesom han for øvrigt ejer evnen til at sammentænke genrerne på sin helt egen originale og sofistikerede måde. Hvilket bl.a. kommer til udtryk i bogen Kærlighed til fædrelandet er drivkraften, som udkom i 2001 og er skrevet sammen med forfatterkollegaerne Lars Frost, Pablo Llambías og Lars Skinnebach.

Det absolut bedste argument, jeg kan komme på for, at han skal tildeles Otto Gelsted-prisen, er dog stadig det, jeg nævnte i starten: At han har sprog. Og at han har dybde. I en tid, hvor rammerne for god litteratur måske indimellem godt kan tendere mod at blive lige snævre og lavtstrygende nok, står Brixvold for det uroligt søgende, det nonkonformt grænseoverskridende, det ægte nybrydende og det insisterende højtflyvende. Han har dermed, både som forfatter og som kritiker og underviser, bidraget til at holde litteraturens rammer åbne og vide.

Muligvis er der endda et argument mere. Brixvolds forkærlighed for Joyce, som ikke alene er blevet udfoldet på det skønlitterære plan i form af en tydelig stilistisk såvel som tematisk inspiration, men også er blevet formuleret på mere direkte facon i det fremragende, boglange efterskrift, forfatteren i 2016 skrev til den danske udgave af Giacomo Joyce, en lille feinschmeckersag med posthumt udgivne Joyce-tekster, gør det kun desto mere nærliggende at tildele ham prisen. For den Homer, som Joyce på sin side stod i kæmpestor gæld til, blev jo i sin tid oversat til dansk af ingen andre end netop – Gelsted.

Tillykke med prisen, Jeppe!