Christina Hagen

I Karen Blixens novellesamling Vinter-Eventyr optræder en af hendes berømteste fiktionsfigurer, nemlig pigen, der har givet titel til novellen. Det er måske den figur, der er tættest på Blixen selv – også tættere end Pellegrina Leoni fra ”Drømmerne”, der ellers, både af Blixen og af andre, er blevet betegnet som forfatterens alter ego. Eller ’body double’, som det hedder med et fancy nutidigt udtryk.

Novellen er ofte blevet misforstået. Man har set Alkmenes kuldsejlede forhold til jegfortælleren Vilhelm som et spejlbillede af Blixens kuldsejlede forhold til elskeren Denys Finch Hatton, der som bekendt (heller) ikke var parat til at slå sig ned med herregård, hestevogn og hyrdehund. Hermed er man, efter min opfattelse, gået lige så galt i byen med teksten som med Karen Blixen selv. Novellen handler nemlig ikke om længslen efter tryghed – lige så lidt som baronessens eget liv gør det. Den handler derimod om noget så usædvanligt som en pige, der sætter friheden over trygheden. Det er et fænomen, ingen i den fjerne afkrog af Jylland, hvor historien foregår, kan fatte en pløk af. Især kan plejemoren Gertrud ikke forstå det. Hun nurser og nurser og curler og curler og omfavner plejedatteren med al den omsorg, hun overhovedet kan opbyde. Og de andre i sognet gør det samme. Alligevel hader Alkmene det. Som hun selv siger et sted efter, at hun for anden gang har forsøgt at stikke af fra præstehjemmet: ”[H]vad med de Børn, som ikke bryder sig om at blive elskede?”

Sådan er også Christina Hagen. Både som fiktionsforfatter og som debattør. Hun skyr – som Alkmene – trygheden og den symbiotiske sammensvejsning med kollektivet og folkemængden. Som Michel Houellebecq – en anden forfatter, man kunne drage sammenligning med – hader hun den underkastelse, der ikke sjældent følger med; som er prisen for trygheden. Eller som kan være det. I stedet foretrækker hun friheden. Friheden til at rejse rundt i verden, også der, hvor man godt kan risikere liv og lemmer – for ikke at tale om mødom. Friheden til at gøre som hun vil, bo som hun vil, og sige og skrive som hun vil. Den livsindstilling er der kommet en række bøger og værker ud af, som er intet mindre end unikke i den nyere danske litteratur.

Hagen blev uddannet på Forfatterskolen i 2006 og debuterede i 2008 med den talentfulde novellesamling Sexdronning. Efter den ikke helt så markante brevroman 71 breve til M fra 2010 fik hun to år senere for alvor sit gennembrud med digtsamlingen White Girl, en fiktionalisering og sproglig forvrængning af postkort skrevet af danske, hvide turister. Der viser, hvad der sker med den lidt sarte, hvide pige, når man tager hendes perfekte, polerede sprog fra hende. Det kan fx lyde sådan her:

Jeg sidde i bus og se på flot natur, du har. Masse frugter og flot hav. Jeg se ko på mark og gede over vej; en lille missekat i en motorcykel. Jeg se den flot natur, jeg se den flot træ og den moden fersken, og jeg se den skrald, du bare smide i den vejkant ud af din vindue.

Det er svært at sige med enkle ord, hvad der sker i Hagens tekst. Det er både komisk og tragisk på én gang. Det er som om vrangen bliver vendt ud på virkeligheden – hele horisonten rundt.

Siden er ingen af hendes udgivelser gået ubemærket hen. I 2014 modtog hun Montanas Litteraturpris for bogen Boyfrind, der er skrevet med skolepigeagtig farvet tuschhåndskrift på et lidt naivt-ubehjælpsomt engelsk fyldt med stavefejl (jævnfør titlen, hvor ’e’et mangler).

Første del af bogen består af kortere tekststykker, der alle kredser om jegets forhold til figuren ’boyfrind’. Det er på mange måder, som det er blevet beskrevet, ”et fucked up forhold,” hvor jeget er afhængigt af og underdanigt i forhold til ’boyfrind’. Og dog er forholdet ikke, med samme kritikers ord, ”så fucked up, at det er totalt fremmed.” Det med kvinden i offerpositionen har Christina Hagen selv på et nyligt møde om litteratur og ytringsfrihed på Københavns Universitet fremhævet som nok en af grundene til, at bogen blev så positivt modtaget. Den levede, med andre ord, op til standardbilledet af kvinden som svag, som offer, som undertrykt. Langt fra die potente Frau, som den tyske filosof og forfatter Svenja Flaßpöhler for nylig skrev en bog om. Eller den kvindelige Prometheus, som man også kunne kalde hende. Det er ikke et spor Christina Hagen fortsætter i.

I foråret 2017 eksploderede nemlig debatten omkring udgivelsen af forfatterens femte bog Jungle. Bogudgivelsen – samt de interviews Hagen var ude at give i den anledning – bidrog til at pege på, at der måske var ved at ske et vagtskifte i dansk litteratur. Imidlertid gik skillelinjen ikke, sådan som det til dels kom til at fremstå, mellem at være venstre- og at være højreorienteret. Den gik snarere mellem primært at være en politisk og primært at være en eksistentiel forfatter. Christina Hagen erklærede med andre ord ikke, at hun var racist og stemte på Dansk Folkeparti og ville skrive DF- eller Donald Trump-hyldende litteratur. Det, hun sagde – og demonstrerede i bogen – var, at hun overhovedet ikke ville tage stilling til den slags spørgsmål. I stedet ville hun forsøge at kortlægge alt det menneskelige rod, som man kan kalde det. Med de frastødende, grimme og pinagtige ting, der uvægerligt hører med. Om det så er formen i bogen, er den ustyrlig rodet, i og med den består af et sammensurium af forfatterens egne og andres tekster samt af stærke, til tider endog pornografiske, fotografier. Tegninger indgår også.

Som følge heraf kom hun til at stå i spidsen for det, man kunne benævne: den nyeksistentielle bølge i 10’ernes litteratur. Den nyeksistentielle litteratur er i modsætning til en del af den politiske litteratur karakteriseret ved ikke at tænke i krise og drømme om et totalt samfundssammenbrud, så noget fuldkommen nyt kan opstå. Den er snarere optaget af at udnytte den frihed – den pragmatiske eller negative frihed, med filosoffen Isaiah Berlins ord – der rent faktisk er i verden. Det gør den ved at gå til kanten, bl.a. i forhold til sådan noget som seksualitet og kropslighed. Hvilket fx sker, når Hagen fordomsfrit og uden mundkurv undersøger de eksistentielle og etiske konsekvenser af at sutte pik på en andens kæreste, eller – i de flertydige tekster ”Sorte mænd” og ”Et lille stykke grusvej” og ”Flugt” – undersøger udlængsel, erindring og hjemløshed helt råt og usentimentalt. Mest provokerende for mange var dog afsnittet ”Sugar Mommy / Sukkermor”, der handler om, hvordan det er at være sugar mommy for en fattig, sort elsker. Og her lægges ikke fingre imellem:

Det er rart at være en stærk og moderne kvinde på jagt efter ung virilitet, og det er rart at lege slave for den tidligere slave og få æltet al den dårlige samvittighed ud af den blege krop.

Det, junglebogen først og fremmest handler om, er imidlertid ikke så meget provokation for provokationens egen skyld. Det, den først og fremmest handler om, er den indre jungle og alt det i os, der ikke er pænt og systematisk bygget op. Og som i nok så høj grad som det pæne og altruistiske er med til at præge os som mennesker. Ja, måske er det mest provokerende ved den i virkeligheden, at den konfronterer os med vores egen forvoksede livsangst. Kunsten i det frie, moderne samfund er om noget det sted, hvor alt dette rod kan få lov at få plads og komme til orde. Hvilket igen er bydende nødvendigt, hvis vi ikke skal blive totalt fremmede for os selv. For det er nu engang sådan, at autonomi og selvstyring forudsætter en hundred procent ærlig viden om, hvem vi selv er. Og det får vi i Hagens bøger. ”All inklusive”, som titlen på den første tekst lyder, kunne næsten også have været bogens motto.

Samme år som Jungle udkom, udgav Christina Hagen digtsamlingen White Girl 2, og i 2019 kom så Korrekthedsbiblen, der må betegnes som forfatterens til dato mest eksplicit samtidskritiske værk. I bogen, der materielt set står i kontrast til både Boyfrind og Jungle ved at ligne et knastørt lektiehæfte med titlen skrevet i kors og med streng skråskrift udenpå, gør hun således – ud fra devisen: The road of excess leads to the palace of wisdom – tykt grin med den ’krænkelseskultur’, som i forlængelse af MeToo-bevægelsen skulle sætte ikke mindst de nordiske lande på den anden ende i 2018. Ja, værket må vel nærmest kaldes for en kæmpe parodi på den privilegiebashing og selvspanking, som er en så fundamental del af denne kultur, og som kan indfanges med det korte imperativ: ’Skam Dem!’, der slet og ret udgør bogens første tekst. En bid (eller et bid måske snarere) fra bogen kan give indtryk af både Christina Hagens skarpe gehør for, hvad der rører sig i tiden, og underfundige, tvetydige måde at behandle det på – samtidig med, at man kan komme lidt i julehumør af den:

Spiser De Mandler? Spiser De smuttede Mandler i Deres Risalamande? Kender De Udtrykket ’Mandeløjne’ brugt om de to nødvendige Organer en Kvinde benytter til at orientere sig i Verden med? Er De begavet nok til at se Symbolikken i Deres akavede Handling, når De flænser Skindet af Deres Mandler ved Juletid? Hvad er det, De ønsker, at Kvinden ikke ser? Deres grænseoverskridende Opførsel i hendes Nærhed? Så stopper De vel også Bordtennisbolde i Halsen på Deres Julegås og fikserer den med Gaffatape? Ved lejlighed kunne De få en Professionel til at gå Deres Frontallapper efter.

Christina Hagen er og bliver, som man kan høre, en ret enestående vækst i den nyere danske litteraturjungle. Gennem årene har hun formået at udvikle et vidtspændende forfatterskab, som på markant, original og humoristisk vis går på tværs af genrer og medier. Et forfatterskab, der befinder sig et sted mellem kunst og sociologi (Hagen har faktisk ligefrem læst sociologi på universitetet i tidernes morgen). Hendes stemme er grovkornet, modig og ofte ramsaltet polemisk i forhold til ’tidens tern’ – som i det netop citerede stykke fra Korrekthedsbiblen. Hvor hun understreger sin rolle som enfant terrible, som – med forfatterens egne ord – ”hende den irriterende, der slår på trianglen lige når koret skal til at sætte i gang.”

Men trods det stærkt konceptuelle element i hendes bøger, teatermonologer og forskellige hybridværker kan disse ikke reduceres til blot og bar intellektuel idékunst. For slet ikke at tale om kynisk komik á la tidens satireserier og -programmer. Tværtimod har Christina Hagen, gennem sin særlige fejlbefængte og ’skøre’ stil – eller ’skum-agtige’ stil, som hun selv ynder at kalde det – formået at skabe sin egen uforlignelige ordkunst. Hvor der også er plads til angst, usikkerhed og depression. Hendes tekster er, som det meget præcist er blevet sagt, ”tabukonfronterende og sprogligt avancerede, genreeksperimenterende, humoristiske og vildtvoksende.” Man kunne også bruge en anden metafor og sige, at hun kaster et skævt blik på det hele, når hun dissekerer sjælen og kroppen og mennesket – med sig selv som nådesløs indsats. En metode, man genfinder hos en af hendes erklærede helte, New York School-kunstneren Joe Brainard.

Hvad stiller man da op med forfattere, som trodser grænser – ikke mindst tidens grænser – og helt og holdent går deres egne veje? Nogle vil mene, at man dømmer dem ude fra det gode selskab og behandler dem som en slags pariaer. Andre mener, at det netop er det talent, der gør dem værd at hylde.

I Det Danske Akademi er der en god lang tradition for at hylde den allerbedste litteratur; den litteratur der på sine helt egne præmisser fører skriften derhen, hvor den ikke har været før. Og som gør det på en kunstnerisk udsøgt måde. Som vores nuværende sekretær Søren Ulrik Thomsen har sagt på et tidspunkt, så er der en langsomhed i Akademiet. Og sådan skal det også være: ”Vi er en slags litteraturens hukommelse og er ikke styret af en ’her og nu-smag’ […]. På den måde kan Akademiet måske, med en vis stoisk ro, se gennem tidens luner og skelne hype og mode fra rigtige kunstværker, som man kan få noget nyt ud af, hver gang man læser dem.”

Præcis derfor skal Christina Hagen have Otto Gelsted-prisen i år. Med sit kantede, skånselsløst ærlige og retorisk overskudsagtige talent har hun skabt et forfatterskab, der går på tværs af genrer og andre formelle skillelinjer, og som altid – ud over litterære og poetiske kvaliteter – rummer begavede, tankevækkende og ironisk spidende tidskommentarer af essayistisk tilsnit, som man kan blive ved med at vende tilbage til. Og grine ad, tænke over eller rammes af.

Men derudover skal hun have den, fordi hun – ligesom Alkmene og alle andre, der foretrækker friheden frem for trygheden – er som en overdådig ”Brand, revet ud af Ilden.”

Bliv gerne ved med at brænde, Christina Hagen, og kaste ilden ud til os andre. Uanset om guderne bliver sure eller ej.

Tak til mine litteraturhistoriografistuderende på Københavns Universitet for gode inputs til talen.

Christina Hagens tale ved modtagelsen af Otto Gelsted-prisen 2019

[Christina Hagen læste op fra en mail, hun forinden havde sendt til litteraturredaktøren på Information, Peter Nielsen.]

Mail til litteraturredaktør Peter Nielsen fra Information.

Kære Peter

Jeg modtager dette års Otto Gelsted-pris uddelt af Det Danske Akademi. Min tale bliver en personlig mail til dig. Jeg ønsker, at I trykker den (hvis I vil), men kun hvis I accepterer den, som den ser ud her. En mail, ingen provokerende overskrifter, ingen fotos af mig eller andet, der kan være med til at fordreje det, jeg gerne vil sige.

Jeg har mødt dig én gang. Det var til fotograferingen i forbindelse med Montanas Litteraturpris. Du virkede sød og genert, en flot fyr, meget høj. Jeg kunne godt lide dig. Jeg har mødt Kizaja, fra jeres avis, en gang på Vestjyllands Højskole. Tue Andersen Nexø talte jeg kort med på Andy’s Bar for mange år siden. Rune Lykkeberg mødte jeg på Røddingmødet. Sympatisk fyr, sjov, sød. Jeg kan godt lide jer som mennesker, de af jer jeg har mødt.

Jeres avis har anmeldt alle mine udgivelser. I starten gik det godt. Boyfrind vandt Montanas Litteraturpris. White Girl 1 var fantastisk, syntes I. Men med Jungle-interviewet gik det galt. Interviewet fyldte, med fotos, seks sider, så vidt jeg husker. Jeg indrømmede i det interview, at jeg indimellem har racistiske tanker eller anskuelser. Det kan være helt små fordømmelser i hverdagen, og min tanke med den indrømmelse var at sige: ’Ingen bør tænke, at de er rene. Ingen bør tænke, at kun de andre indeholder det onde.’ Jeg indrømmede også, ganske sexistisk, at jeg foretrækker store pikke. Jeg var udmattet af renheden. De indrømmelser kunne I have grebet an på mange måder, men I valgte den tabloide. Asta Olivia Nordenhof postede det famøse opslag, som ændrede meget. I hoppede med på vognen. Andre aviser hoppede med på vognen, I var ikke alene. Men det blev skelsættende. Det var her jeg så, at mine tanker og min litteratur ikke må findes nu. Udadtil blev det til: Jungle var ikke en god bog, White Girl 2 var ikke en god bog, Korrekthedsbibelen var ikke en god bog. Mit teaterstykke Med mig selv i mine egne arme, som havde premiere i februar 2019, hyldede I dog stort. Måske fordi det gik an moralsk. Måske fordi dét passede til tiden: Sympati for kvinden, der ikke ønsker børn og samtidig er en stakkel. Ofret er populært, ofret går an. Hvem tør angribe den, der taler feministisk? Her fandtes et helle.

Da jeg gik i skole, blev jeg mobbet meget voldsomt igennem et år, og til sidst måtte jeg gå ud af skolen. Jeg var så angst, at jeg ikke kunne forlade hjemmet i to år. Der er alvorlig sygdom i min familie, som gør, at jeg, fra jeg var barn, har været tvunget til at være hård og selvstændig; karakteristika der ikke er populære nu, hvor jeg er blevet ældre i en tid, hvor man helst skal høre til en gruppe. Jeg har haft en stedfar, der drak sig så fuld, når han passede mig, at han brækkede sig ud over spisebordet. Og mange, mange andre historier kunne jeg bidrage med.

Det fortæller jeg dig for at sige: Jeg kunne også skrive fire digtsamlinger om mine traumer. Jeg er også et offer. Jeg er også ødelagt. Det er ikke et uproblematisk luksusliv, der gør, at jeg skriver en tekst om en hvid kvinde, der latterliggør og ydmyger sin sorte kæreste. Det er ikke et uproblematisk luksusliv, der gør, at jeg skriver Korrekthedsbibelen. Jeg forstår godt, hvad det vil sige at være offer. Men jeg nægter, i min litteratur, at henvende mig til verden som et offer og på mekanisk vis påkalde mig den medfølelse, det fører med sig. Det er for nemt.

Jeg skriver denne mail til dig vel vidende, at hvis/når du trykker den i avisen, så sidder kolleger og litteraturinvolverede klar ved tasterne. De vil dele og kommentere på Facebook. Nogle vil skrive »OMG« eller efterlade grinende smileys. De vil skrive til hinanden privat om, hvor håbløst det er. Der vil være en fnisen og en lille klub, en hyggelig diskussion. Der er opstået sammenhold omkring det at mobbe dem, der tænker anderledes, dem der står frem, helt alene og uden gruppens tilladelse. Jeg ved allerede nu, at når jeg skriver dette, så vil de sige ’nu opfører hun sig selv som et offer hahaha’. I er en venstreorienteret avis, Peter, lad os sige det, som det er. I er glade for politiske forfattere, uden pletter på CV’et. Forfattere der ved, hvad der er op og ned, hvad der er rigtigt og forkert; forfattere der ved, hvem der er inde, og hvem der er ude. I anmelder dem bedre, I giver dem mere plads i jeres avis, I er mere fair over for dem. I er også en intellektuel avis, som alle vi, der skriver, interesserer os for at læse og er afhængige af. I har en enorm magt. I inspirerer andre aviser. I er med til at sætte dagsordenen inden for kunst og kultur. I er med til at bestemme, hvem der er de gode, og hvem der er de onde – og ofte er de kolleger – der fordømmer os i kunstverdenen – koner, mænd, venner og kærester med de mennesker, der arbejder på eksempelvis jeres avis.

Da jeg var til Røddingmødet 2018, og spisesalen åbnede, rakte Peder Frederik Jensen en hånd i vejret og kaldte på Rune Lykkeberg og andre vigtige mennesker: »Jeg har fundet et bord til os!« råbte han. Så kunne de sidde sammen.

Caspar Eric har et handicap og skriver om det. Det er vigtigt og rørende, og han er virkelig et forbillede for andre unge og andre unge med handicap. Det er bare ikke altid særlig godt, det han skriver. Altså selve den litterære kvalitet. Jeg kunne nævne en del forfattere, som har det lettere i jeres avis, end de burde have, fordi de er politiske og venstreorientrede og aldrig i tvivl eller åbenlyst lette at få sympati for, fordi de bruger deres skrøbelighed aktivt i deres kunstneriske produktion. Jeg har samvittighed til at nævne Caspar Eric, fordi han, trods egen skrøbelighed, selv er vældigt strid og dømmende over for dem, han er uenig med. Det kendetegner i øvrigt en del af de forfattere, der skriver litterært om egen skrøbelighed. En boksekamp hvor den udsatte står på et helle, og den anden står med bare tæer på kogeplader.

Officielt kan Christian Lollike ikke finde ud af at lave teater mere, selv om han, lige inden Black Madonna, var dansk teaters største geni og vandt alle priserne. Madame Nielsen er beskidt, ligeledes efter Black Madonna. Niels Frank skriver ikke så godt længere, og derfor inviteres han heller ikke til oplæsninger og foredrag. Det skete, efter Peter Højrups tekst om hans oplevelse af Niels Frank på Forfatterskolen. Katrine Wiedemann er kikset. Før var hun fantastisk. Men så fandt vi ud af, at hun ikke kalder sig feminist, og det er gået ud over hendes evner som instruktør. Pablo Llambias er et sexsvin efter sagen om sexchikane, og Jeppe Brixvold er fyret og borte med den fanøske blæst. Marianne Stidsen, ja lol, hvor skal jeg starte med den heks …

Fire-fem journalister fra jeres avis har i løbet af det seneste år henvendt sig til mig for at få mig til at bidrage til Information. Måske som et plaster på såret, for at opveje for de evige stikpiller i jeres avis. De har rost mit forfatterskab og min stemme til mig, i private mails. Også du, Peter, har henvendt dig og bedt mig anmelde en af jeres journalisters bøger. Men jeg har takket nej. Jeg synes ikke, I har været fair over for mig, og jeg synes ikke, I er fair over for andre, der i denne tid, ’træder ved siden af’ eller mener noget, som er upopulært lige nu. I er med til at ensrette kunstmiljøet helt enormt meget, og det gør alle avislæsere dummere, når I favoriserer den litteratur og den kunst, man som ligesindet og køber af jeres avis, ikke stikker sig på.

Olga Ravn og Mette Moestrup (hvis mand arbejder for jeres avis) har oprettet en Hekseskole. Fint nok. Men de egentlige hekse, der skal brændes på bålet, er jo ikke to feministiske fyrtårne, der hyldes alle steder. Det er derimod de hekse, som vores samfund, som det er lige nu, ikke kan acceptere og derfor straffer elegant, subtilt. Kunstnerkarrierer og forfatterskaber smadres, folk mister deres jobs, privatliv falder fra hinanden, hele familier ydmyges. Synderne udstilles på forsider af aviser og i aggressive, infantile Facebook-tråde, kommenteret af velbegavede mennesker, der, med største fornøjelse, vrider og vender sig i sølet, thi der kan de finde det svineri, som ikke må findes i deres egne liv.

Peter, jeg synes, at I, og andre aviser, skal tænke jer om. Provokunstnere er lige så menneskelige og sårbare som alle andre kunstnere. Vi har som kunstnere det tilfælles, at vi vil mennesket det godt, uanset hvordan vores produktion tager sig ud på overfladen. Der foregår en mobning, en hetz, lige nu som gør, at folk får depressioner, opgiver deres arbejde, mister lysten til at omgås andre kunstnere. Ender det en dag med, at en af de udstødte begår selvmord, så overraskes jeg ikke. Men måske skal man prøve det på egen krop, før man forstår, hvordan det føles, som de identitetspolitiske siger.

Det er så uendeligt trist at leve i en tid, hvor det ikke accepteres, at menneskedyret ikke er rent. At mennesket ikke er ideelt, men består af det kærlige og empatien såvel som det perverse, det gale, det ondskabsfulde og egoistiske. En hund kan man opdrage, men mennesket er vildt og egensindigt og deri ligger skønheden.

Tilgiv mennesket dets synder.

Jeg vil slutte med et citat fra min yndlingsforfatter, Joe Brainard:

»SOMETIMES EVERYTHING JUST SEEMS SO OH I DON’T KNOW«

Kærlig hilsen Christina.