C.Y. Frostholm

C. Y. Frostholm, og herfra kaldet CYF (det har han heddet siden gymnasiedagene), debuterer som digter i 1985 med "Før skrænten af sommeren",det er en ny mere lavmælt stemme, mere søgende end det buldrende VI, den tidlige firserpoesi også er kendt for. Så mange år efter kan jeg sagtens få øje på et lyrisk fællesskab med Pia Juuls og Niels Franks digtning, begge de nævnte debuterede også i 85.

CYF´s kunstneriske virke er mangfoldigt. Han har blandet tekst og billeder, både i trykte værker, på udstillinger og på hjemmesiden Afsnit P, der var et internet-pionerarbejde med litteratur og billeder, som i virkeligheden startede som en fysisk butik, der lå i Nansensgade i halvfemserne. Han har udsendt lyddigte og visuel poesi som i "Mellem stationerne", 2000 (bog+cd).

Det har krævet et halvt skrive-og læseliv at kunne se de store linjer i dette eksperimenterende og ekspanderende værk, som er en kontinuerlig undersøgelse af den praksis, det er at være til i en verden, som digteren af nødvendighed må omsætte til kunst og skrift.

CYF er billedkunstner og forfatter, men poesien er værkets atomkerne. CYF skriver fin sanset poesi med natur, by, rejse og kærlighedsmotiver, som i fx "Fuldendelsesfuglene" fra 1990 og i "Fjernforbindelser" fra 1997. Han skriver benhård prosapoesi i bogen "Nature Morte" fra 1993. I 2011 udsender han "Selvportræt med dyr", selvbiografiske erindringsbilleder blandt andet om at vokse op som den yngste i en familie med fem søskende, om at føle sig anderledes og være homoseksuel. Identitet er et tema som hele tiden vil være der.

Jeg tænker fx "Nature Morte" som spleentekster i slutningen af det tyvende århundrede. Jeg formoder de mestendels finder sted i Paris, Belleville nævnes. Men det er ikke det væsentligste. Det er en sproglig undersøgelse af byen som krop og tomhed og hårdhed. Det er konsekvent usentimental skrift i kærlighedsløse byrum, et ”du ”og et ”han. De opleves som levende objekter skriftens projektør overbelyser, undersøger og registrerer. ”Hundens bedste ven”, står der et sted. Hvilken stenhård følsomhed.

Han skriver en form for cut up tekster, som i "Afrevne ord" fra 2004, afrevne ord, ja, løsrevne sætninger, fanget på gaden, læst i aviser, egne udbrud og tanker, andres, citater fra bøger, han relaterer til, skriften på murene i byer også videre. Skønt der tydeligvis er tale om et fragmentarisk værk, fornemmer man som læser ikke desto mindre en helhed. Det er poesiens magi.

Det er denne lytten og seen i verden, som er det helt særegne og karakteristiske for CYF´s praksis.

Der er kortlægningen af selvet, som ekspanderer fra bog til bog. Et sted i "Fuldendelsesfuglene" står der ”mine tanker/ bliver et kort/ over mine egne tanker/ bliver et kort … " og til sidst i samme digt ”Der er kun ét mønster/det kroppen går/ den by er jeg/lige her, lige nu”. Eller fra Afrevne ord: ”Jeg havde aldrig forstået kortet, lod mig bare tage ved hånden”. Ideen eller konceptet udstikker mulige retninger, men selve processen er en opdagelsesrejse i geografi, sind og sprog. Man ved ikke hvad det næste øjeblik bringer.

Mange nøglesætninger og lysende billeder i bøgerne kan fremhæves, men de her citerede linjer peger frem mod de voksende prosabøgers fremkaldelse af ”tankernes kort” i de byer, som forfatterskabet følger, byer som Paris og Lissabon og København, eller navnløse byer som kunne være de nævnte og/eller helt andre. Byer som i sindsmæssig eller digterisk forstand bliver til det digtende jeg, som før citeret, ”den by er jeg/lige her/lige nu".

Rejsen er afgørende, det er ikke rejsens bevægelse, men rejsens steder og stemmer og billeder, der undersøges og registreres og genskabes i sætninger, digte, tanker, historier og fotos. Jeg tænker også på de fotografier, som komplementerer skriften i bøger som "Paris, en brugsanvisning" eller "Træmuseet", den store satsning fra 2018.

Bøgerne danner et vejnet, der fører væk fra de kendte destinationer tiden har tømt for betydning og henimod udkanterne, det ubemærkede dagligdags, der hvor der ingenting sker, skønt det netop er der livet folder sig ud, bliver til ”her”. Og det er det liv CYF iagttager og forvandler til poesi og dermed betydning.

"Paris, en brugsanvisning" er en rejse tilbage til et konkret sted, hvor George Perecs forfatterskab genlæses i lyset af CYF rejsens litterære og geografiske koordinater. Igen er der tale om en kortlægning af et indre landskab skabt på en ide af Perec, som igen hviler på oplevelsen af et konkret sted, nemlig Paris. At genbesøge et sted i erindringen, det sted hvor erindringen stammer fra, er at genbesøge et sted, hvor genstanden for erindringen ikke længere findes. Men det gør teksten til gengæld, den ændrer sig ikke, derfor må, som her Perec teksten, læses igen, og det møde påvirker blikket på både tiden og stedet og det som CYF har sat sig for at skrive.

Det litterære projekt er et uafsluttet, men det dør ikke med den ene forfatter, det tages op igen af den næstkommende. Ringene fra litteraturens kortlægning af indre tilstande forankret i konkrete steder, som også er i evig forandring, er på sin vis det bevidsthedens projekt, som CYF har meldt sig ind i eller ”arvet”. Antropologisk, digterisk registrerende.

I Paris bogen fra 2013 var det stadig byen og dens forfatter George Perec, som var hovedsagen. I "Træmuseet" ændrer fokus sig radikalt. Nu er det bevidstheden om den klimakatastrofe som den civilisation, de tidligere bøger har undersøgt og beskrevet fra byernes udkanter, har forårsaget. "Træmuseet" er på én gang en hyldest til poesien, den portugisiske digter Fernando Pessoa især, og byen Lissabon især, og en hyldest til træerne, træernes navne, træernes arter, som forfatteren kommer tættere og tættere på. Samtidig er bogen et opråb og en kæmpe sørgesang over den verden, vi som art kontinuerligt smadrer.

Rejsen er der stadig, litteraturen, kunsten og nu i særdeleshed blikket på det andet, det som ikke er mennesket, men som mennesket er i færd med at udslette. Det er en kuldslået bog. Et sted står der, ”Jeg fortryder ikke noget, og jeg gør mig ingen illusioner. Jeg tror ikke på kærligheden, men jeg troede på den, og det er det, jeg tror på nu. ”

Måske er det ikke kun hans egen mulighed for at leve kærligheden med et andet menneske, han har mistet troen på, engang troede eller håbede han måske også på menneskets kærlighed til kloden, men den kærlighed er ikke længere tilstede. Han gør sig ingen illusioner. ”Kunst, der ikke beskæftiger sig med klimakrisen, er ikke værd at beskæftige sig med”, skrev digteren Lars Skinnebach i 2011. Det samme kunne CYF muligvis sige.

CYF seneste udgivelse hedder "Laurbærdialogerne", den er fra i år. Verden, som vi kender den, er under afvikling, mennesket kan godt se, at det selv er årsag og konsekvens, men ved ikke hvad det skal stille op. Klimakrisen er ustoppelig, fordi mennesket, mod bedre vidende, ikke formår eller bedre, ikke ønsker at ændre adfærd. Ikke desto mindre har mennesket brug for råd og må atter opsøge oraklet.

”Du vil opsøge oraklet og vende det døve øre til” står der på en af de første sider i den lille afgørende bog.

Jeg ser CYF-værket som et kæmpestort fortællende poetisk essay, der stadig er undervejs, og det er for dette originale og meget væsentlige bidrag til den danske litteratur, du i dag modtager Otto Gelsted prisen.