Caroline Albertine Minor

Det er ti år siden, Caroline Albertine Minor debuterede med romanen Pura vida – en bog, som af anmeldere blev kaldt overbevisende, sikker og smuk, og selv om det er noget af en samling klicheer, anmelderne hæfter på bogen, rummer de en sandhed. Pura vida er ikke et forsigtigt anslag – det er en velkomponeret bog, der fra første side interesserer læseren, ikke fordi den har en farverig handling eller intens karaktertegning, men fordi den simpelthen har stemning og menneskelig indsigt. Hovedpersonen i Pura vida bærer sejren i sit navn, men Victoria er ikke nogen sejrende heltinde. Hun er et ungt menneske, der for første gang er ude i verden på egne flade sandaler, ”klædt ud som sig selv”, som hun tænker (s. 18). Hun har taget sig et par sabbatår og tumler rundt i verden mellem forelskelse og fortvivlelse. Hun går ud og ind af steder og menneskelige relationer uden rigtigt at være til stede, og hvis noget bliver alt for berørende eller vigtigt, søger Victoria hurtigt at komme videre. Hverdagens handlinger og små begivenheder fylder op i ”det rene liv”, men berøver det samtidig vægt og kontur. Der vokser en smerte og sorg i Victoria, der gør, at hun tvangsmæssigt må søge nye impulser. Romanens situationer er så velskrevne, at man forbløffes. Hvordan kan det lade sig gøre på en halv side at få Victoria til at forandre sit syn på sit liv og uden videre beslutte sig for at forlade sin kæreste, der er far til det barn, hun venter? Minor får fat i, hvad der sker, når hun skildrer, hvordan Victoria pludselig får en fornemmelse for, hvad det egentlig er med kærestens sprog, hans klare, rationelle sætninger, der er gledet gennem hendes hjerne som ”køligt, rindende vand” (s.218). Vi forstår umiddelbart, hvorfor hun må væk; men om det lykkes Victoria at få fodfæste i sit liv, må vi tænke os til. At hun har et potentiale til at blive mere end en tilskuer til tilværelsen, får vi et indtryk af, da hun under en guidet tur gennem digteren Pablo Nerudas museum, sakker bagud og lægger sig i digterens støvede seng, finder hjem til sin krop og onanerer let og dejligt som en slags frigørelse fra støvet og alle de mange gamle ting i digterens hus. Pura vida er en historie om ungdomsliv, om en rastløshed, hvor både krop og sind altid vil videre uden at vide hvorhen.

Minors svære to'er var novellesamlingen Velsignelser fra 2017, der velfortjent opnåede at blive indstillet til Nordisk Råds litteraturpris. Velsignelser består af syv noveller, der fortæller om personer, hvis liv forandres af dødsfald, ulykker og selvmord. Novellegenren er ofte blevet karakteriseret gennem sin brug af en uhørt begivenhed, der griber ind i personers liv og en gældende orden. Og der er masser af udfordringer til litteraturvidenskabelige novelledefinitions-diskussioner i Minors værk. Kom bare an! Og det er udmærket og herligt med sådan en udfordring, men det hele begynder med, at man som læser bliver grebet af novellernes verden, hvor menneskers liv overraskende griber ind i hinanden. En mor mister sin datter, der begår selvmord, en ung kvindes kæreste kommer ud for en ulykke, der giver ham en hjerneskade, en ung mor kæmper for at klare sit barn og sin eksamen, en kvinde oplever sin fars sidste tid, en kvinde lever med flere mænd i et forsøg på fortvivlet at blive sig selv, og en anden kvinde elsker sin mands afdøde ven, mens han forelsker sig i en kammerat. Som læser mærker man fortællernes nærvær, hvordan de fanges af sorg og savn, svigt over for sig selv eller de nærmeste, hvor svært det at er stå ved sig selv, men hvordan mødet med et andet menneske kan virke befriende. I titelnovellen ”Velsignelser” beskrives et møde mellem en ung mor, der går til babysalmesang, og en lidt kikset præst. På den ene side er mødet mærkeligt formelt, på den anden side har det et nærvær og en medmenneskelighed, som ingen af dem måske rigtig har oplevet før. De unge mor vil gerne have sit barn velsignet – hun frygter djævelen, fordi hun mener, at hun selv har syndet ved at elske sin mands ven. Hvem af de to, præsten og kvinden, der er sjælesørger for hvem, er uvist, og om velsignelsen virker, er selvfølgelig ikke til at sige – præsten udsteder ikke nogen garantier fra sit skrivebord. Men måske virker den – fordi den er hemmelig og fortrolig.

Caroline Albertine Minors tredje bog er romanen Hummerens skjold, en familiehistorie i en tradition, der i en dansk sammenhæng rækker tilbage til H. C. Branner og Anders Bodelsen. Vi følger tre søskende i Gabel-familien, Ea, Sidsel og Niels, børn af Charlotte og Troels, der begge er døde. Ea lever i USA med mand og hans barn, Sidsel er enlig mor i København, mens deres lillebror Niels er hjemløs og plakatopsætter i København. De tre søskendes livsomstændigheder er forskellige, og samtidig ligner de tre hinanden i deres vanskeligheder med at være ærlige og sandfærdige over for deres nærmeste. Sidsel fortæller aldrig den kæreste, hun har haft i London, at deres forhold resulterede i et barn. Han på sin side fordrejer også sandheden om sine familieforhold og sine børn. Ea er uoprigtig over for sin mand, Hector, og andre af sine nærmeste. Hun havner i fortielser, og Niels holder det skjult, at han ikke har nogen fast bopæl. Karakterernes familiehistorie spinder sig ud og ind af hinanden. Flere af de unge kender ikke deres sande ophav; nogle lykkes det at afsløre en sand sammenhæng, mens andre blot vikles ind i nye fortielser. Familiemennesket ligner i romanen en hummer, der efterhånden vokser ud af sit skjold, bliver klemt, skyder skjoldet af sig og sårbar må gemme sig i et halvmørke, mens et ny skjold hærdes.

Otto Gelsted prisen har været uddelt efter lidt forskellige kriterier – det hedder i fundatsen om formålet: ”at støtte digtere, oversættere, journalister på den måde og i det omfang, som fondens bestyrelse til enhver tid bestemmer. Har tidligere traditionelt været tildelt unge forfattere for deres anden eller tredje bog”. Hvis man skal pege på en forfatter, der er i starten af sit forfatterskab, og hvis bøger er blevet mødt med stor anerkendelse, er Caroline Albertine Minor oplagt. Hendes bøger viser, hvordan fortællinger kan give en overraskende klar og dyb indsigt i nutidens menneskeliv. Vi hører om de rastløse ungdomsgenerationer i alle mulige medier, og der er nok af meninger at vælge imellem. Men Minor fortæller deres historier, så det bliver åbenlyst, at mange svar er alt for nemme. Det menneskelige kræver noget helt andet af os, eftertanke, samtale og mod til at mødes og måske ligefrem lade sig velsigne.