Maja Lee Langvad

To litterære scener har jeg for mit indre blik, når jeg tænker på Maja Lee Langvads forfatterskab. Den første går tilbage til hendes debut i 2006 på Borgens Forlag. Jeg ser for mig den visionære redaktør Marie Vinters store smil, da hun fortæller om den debuterende digter Maja Lee Langvad. Her var endelig en ny stemme, et opbrud fra 1990´ernes koncentrat-digtning, der var længe ventet. En ny poesi, politisk, kunstnerisk knivskarp, dybt rystende og involverende for følelse og tanke. Maja Lee Langvads debutbog, Find Holger Danske, var overraskende – det var som om vinduerne blev åbnet både i poesien og politikken, og datidens småtskårne og ekskluderende politiske tale om danskere og danskhed, om adoption og indvandring fik et særdeles tiltrængt modspil. Selvfølgelig var det en digter, der kunne rykke og ryste sproget, så verden kunne komme til syne på en ny måde. Selv talte Maja Lee Langvad om, at hun med sin digtning ville rode op i danskhedsdebatten og med sin adoptionshistorie og sin dobbeltnationalitet som dansker og koreaner ville bidrage til en refleksion over, hvornår man er indenfor eller udenfor alt afhængig af ens etniske oprindelse. Find Holger Danske er sammensat af readymades, aforismer, tekstkollager, vitser, remser, ind- og udfald, og dens genskrivning af Janteloven som Danskerloven blev hurtigt en klassiker i undervisning og formidling af den nye litteratur. 

Dette er Danskerloven:

1. Du skal ikke tro, at du er dansker, fordi du er født i Danmark.

2. Du skal ikke tro, at du er dansker, fordi du snakker flydende dansk. 

3. Du skal ikke tro, at du er dansker, fordi du er dansk statsborger. 

4. Du skal ikke tro, at du er dansker, fordi du bor i Danmark. 

5. Du skal ikke tro, at du er dansker, fordi du respekterer de danske love. 

6. Du skal ikke tro, at du er dansker, fordi dine bedsteforældre tror det. 

7. Du skal ikke tro, at du er dansker, fordi du hejser Dannebrog i din have. 

8. Du skal ikke tro, at du er dansker, fordi du kalder nogle for nydanskere. 

9. Du skal ikke tro, at du er dansker, fordi du vil dø for Danmark. 

10. Du skal ikke tro, at du er dansker, fordi du føler dig dansk.

(side 31-32)

I 2014 udgav Maja Lee Langvad et appendiks til bogen, hvor hun blandt andet tilføjede til sine adoptionspapirer sit eget koreanske navn og de oplysninger, hun havde fundet om sine biologiske forældre. Hun bragte også spørgeskemaer til sig selv og den biologiske familie, og her fornægtede digterens særlige evne til at gå ind i de mest pinagtige områder af tilværelsen sig ikke. Den biologiske mor får 20 spørgsmål. 

Det første lyder: ” Ville du ønske, at jeg ikke havde opsøgt dig?”

Det andet stærke billede, jeg har af Maja Lee Langvad og hendes forfatterskab, stammer fra et møde i Dansklærerforeningen, hvor Maja Lee Langvad læste op af sin bog, Hun er vred: et vidnesbyrd om transnational adoption (2014).

Dansklærerforeningens møder er præget af lydhørhed, spørgelyst og debat, men det som kendetegnede stemningen ved oplæsningen var først og fremmest en dyb koncentration. Når Maja Lee Langvad holdt en kort pause, var der fuldstændig tyst i den store sal. Hendes ord trængte ind i alles sind, og hendes bog blev en vred hymne. Det skete i kraft af gentagelserne, omvendingerne af spørgsmål og svar, viljen til at følge tanker og argumenter til dørs og bestræbelsen på at gå fra de konkrete og banale konstateringer til de største og helt umulige eftertanker. 

Vidnesbyrdet stopper almindelig tale, og kan måske få tilhørerne til at begynde et andet sted, måske i en indsigt i den tavshed, Maja Lee Langvad diskuterer i sin bog, Dage med galopperende hjertebanken (2017). Men mange har svært ved tavsheden. Den kan være pinefuld og forstærke afmagt og usikkerhed, og snart var tilhørerne ved det møde, jeg var med til, tilbage i deres trygge genre: Spørgsmål og debat. 

Maja Lee Langvad fortæller i Dage med galopperende hjertebanken om de spørgsmål, hun oftest får i den slags debatter, og som hun til slut ikke længere kan forholde sig til, fordi hun kan mærke, at hun ikke længere er den samme, som den der skrev bogen. Hun er ikke længere den rette til at repræsentere sin bog. Det stresser hende og gør hende trist. Nu må bogen leve sit eget liv. Hun kan ikke længere holde de spørgsmål ud, som tilhørerne altid stiller. Hun fortæller:  

Hver gang hun blev stillet de fem obligatoriske spørgsmål (”hvad siger dine adoptivforældre til bogen?”, ”hvad med de adopterede, der ikke er kritiske?”, ”er du så helt imod adoption?”, ”hvad skal man gøre for at forbedre adoptionssystemet?”, ”hvilke krav bør man stille til kommende adoptivforældre?”), havde hun lyst til at begå et mord om ikke andet på sig selv. Engang efter et foredrag, hun holdt for nogle dansklærere, måtte hun gå direkte op på sit hotelværelse og se to tegnefilm for at ryste oplevelsen af sig. En mand havde rakt hånden i vejret, efter han og de andre dansklærere havde hørt hendes oplæg, og sagt, at det var vigtigt, at hun skrev om sine smertelige erfaringer som adopteret, så han og andre, der ikke selv var adopterede, kunne få indsigt i, hvad det vil sige at være adopteret. At det ikke var for hans skyld, hun skrev, havde han ikke overvejet. (12-13)

I den store bog Tolk (2024) skildrer Maja Lee Langvad møder med sin biologiske familie. Bogen følger selve tolkningen mellem forfatteren og familien, der bliver ekstra vanskelig af, at familien ikke ved, at en af tolkene er forfatterens kæreste. Det er virkelig svært for forfatteren at få fortalt, at hun er lesbisk. Det vil kunne resultere i brud med den familie, hun er ved at lære at kende, og måske ved hendes søstres mænd ikke, at hun er deres søster. Læseren oplever bogstaveligt, hvor besværlig en tolkningssituation er, hvordan forfatteren venter og ofte ikke får alt oversat, hvor svært det er at tolke kropslige udtryk og vide, hvad der rører sig i det menneske, hvis sprog hun ikke forstår, og hvor gerne, hun vil forstå sin mor og far. Med Tolk insisterer forfatteren, som hun siger i et interview, på slægtskabet med sin koreanske førstefamilie, som andre ellers har fravalgt på hendes vegne. Familie er noget, hun gør og vælger til og fra, frem for noget, hun tager for givet (Interview, Information 13. august 2024). En pointe, mange faktisk kunne have godt af at tænke over.

Både Dage med galopperende hjertebanken fra 2017 og Tolk fra 2024 er højdepunkter i nyere dansk litteratur. Dage med galopperende hjertebanken skildrer den udmattelse, sårbarhed og stress, der følger efter vreden. Det er en smuk og såret bog om midt i udmattelsen at forelske sig og dog have svært ved at give sig hen og om håbet om, at den elskede vil vente. Maja Lee Langvads sproglige rytme er både søgende og pointeret, som når hun skriver om tavshed og tale: ”Jeg tror ikke længere på hverken tavshed eller tale, for jeg kender prisen for at tie, og jeg kender prisen for at tale.” Og det er midt i denne umulige erfaring, at bogen og skriften kommer til: 

Når jeg åbnede munden for at sige noget kritisk om transnational adoption, ligegyldigt om det var i en privat eller offentlig sammenhæng, var det som at støde hovedet mod en mur. Der er ingen bro at gå på, kan jeg huske, at jeg sagde til en god ven en af de somre, hvor jeg var i København, hvortil han svarede, at jeg måtte bygge en bro at gå på. Bogen blev min bro. Den blev min returbillet til Danmark. (42-43) 

Tak for dine bøgers broer og tak for dine fine oversættelser. Du viser, hvor vigtig litteraturen er i en verden, hvor fast forankring ikke længere findes. Du har sat en både litterær og politisk dagsorden og har givet modsigelsesfyldte følelser et mesterligt udtryk. 

Maja Lee Langvads takketale ved middagen efter Det Danske Akademis årsfest den 29. november 2024

Tusind tak for at tildele mig prisen. Jeg er utroligt glad for den anerkendelse, som den er udtryk for. Der ligger mange timers arbejde bag mine bøger, og det er dejligt at føle, det bliver værdsat. Jeg har skrevet om mange forskellige ting, men en gennemgående tematik er transnational adoption. Dengang jeg startede med at skrive og udtale mig kritisk om adoption, stødte jeg ofte hovedet mod en mur. Jeg skulle hele tiden forsvare og forklare, hvorfor jeg var imod transnational adoption, og hvis jeg f.eks. brugte et ord som menneskehandel, ville mange folk tænke, jeg var blevet skør eller i hvert fald stærkt radikaliseret i Korea. Forleden hørte jeg en nyhedsvært i Deadline bruge det ord i en debat om transnational adoption, og det siger noget om, at måden vi taler om adoption på har ændret sig. Som en adopteret sagde til mig efter et oplæsningsarrangement for nogle år siden: ”Ja, dengang jeg først læste din bog, syntes jeg, du var for vred, men nu synes jeg ikke, du er vred nok”.  Så vi er nået langt, men der er stadig lang vej igen ikke mindst politisk. Et flertal inde på Christiansborg ønsker nu at åbne op for transnational adoption igen, selvom der tidligere på året blev et indført et midlertidigt stop på baggrund af de mange skandaler, der var kommet frem i medierne. Det er en mangeårig kamp, som jeg og mange andre adopterede og allierede kæmper med de redskaber, vi har til rådighed. Som en, der kan skrive, kan jeg være med til at dokumentere forholdene i adoptionsindustrien og skrive erfaringer frem, som ikke får plads i den offentlige samtale om transnational adoption. Jeg kan være med til at påvirke nutiden, men jeg skriver også med tanke på eftertiden. Som forfatter er jeg optaget af, hvordan historien om transnational adoption skal skrives, og hvem der får lov til at skrive den. Når os adopterede engang ikke længere er her, er det vores bøger, film, kunst, forskning, artikler osv., som taler på vores vegne. Alt det, som vi har efterladt os. Det er mit håb, at mine bøger kan bidrage til, at transnational adoption engang vil blive forstået og husket som en del af Danmarks koloniale fortid.