Tale for Thorkild Bjørnvig ved overrækkelsen af Selskabets medalje den 28. november 1997
I går var en mærkedag, idet Thorkild Bjørnvig kunne fejre 50 års jubilæum for sin debut med digtsamlingen Stjernen bag gavlen. Det er et guldbryllup med litteraturen, som Akademiet gerne vil markere, så meget mere som brudgommen er eneste overlevende medlem fra dets stiftelse 1960. Vort akademi blev seks år senere slået sammen med „Selskabet til de skiønne og nyttige Videnskabers Forfremmelse" fra 1759, også kaldet Det smagende Selskab. Det råder ikke alene over en pris, som netop blev uddelt, men også over en medalje, som vi har besluttet at overrække vort ur-medlem.
En nærmere begrundelse skulle ikke være fornøden, blot skal mindes om at Bjørnvig ikke blot er fortjent af poesien, men tillige af den skønne videnskab æstetikken, ved sin prisafhandling om Rilke og sin doktorafhandling om Martin A. Hansen. At gøre rede for udviklingen af hans indsatser vil for det første være uoverkommeligt her, for det andet problematisk. Han har engang, da vi diskuterede tysk litteraturforskning i forbindelse med Rilke og Holderlin, advaret imod hvad man dér kaldte en digters „Werdegang“. Lad mig da nøjes med nogle personlige indslag.
I slutningen af sin bog Pagten fortæller han om det smertelige brud med Karen Blixen 1954. Måske for at komme på afstand søgte han året efter et stipendium til Sverige med henblik på at studere lyrikeren Edith Södergran. Martin A. Hansen var død sommeren 1955, og Thorkild havde også lidt andre tab og følte sig ensom. Hans ven og forlægger Ole Wivel bad mig, der var ansat ved Uppsala Universitet, om at skaffe ham logi i Uppsala. Han fik et lige i min nærhed, og da han ankom i november, opsøgte han så mig - og opdagede at min kone var hans klassekammerat fra gymnasiet i Århus. Tilfældigvis havde vi klassens cirkulerende vandrebog, og Thorkild fik hende til at skrive deri, at han var på besøg i byen, men gik på ølstuer og nu var havnet i den stedlige detention. Selv fortsatte han med at beskrive i vandrebogen, hvordan han sad i brummen og prøvede at digte. Dette rundsendtes jo videre, og vi fik senere forfærdede reaktioner på hvad der stod om og af Thorkild. Men det passer altså ikke, så jeg skal herved offentligt dementere alle forlydender om hans Werdegang gennem svenske værtshuse.
Vi omgikkes i et par måneder og debatterede alt muligt, og inden årets udgang modtog Else og jeg den vægtige digtsamling Anubis med et langt tilegnelsesvers. Denne priselige skik fulgte han også ved sine følgende udgivelser, da vi var flyttet til Danmark, således at postvæsenet nægtede at besørge dem som tryksager, eftersom de indeholdt håndskrevne meddelelser.
Men vi betalte gladelig ekstraporto for at have mindelser om en stor digter med en stor håndskrift og store dedikationer.
Og nu får du så også en stor medalje.