Tale for Per Højholt ved overrækkelsen af Selskabets medalje i november 2004
Tale til en kaukasisk radise
Per Højholt modtog Det danske Akademis Store Pris i 1982. Men efter det år ligger nogle af hans mest betydelige præstationer. Ganske vist var det meste af bogen om Ørerne, der udkom for at par år siden, allerede skrevet dengang – men foran lå endnu de helt besynderlige såkaldte ”blindgyder”, en egen mellemting mellem noveller, poetik, parodier, prosadigte og selvportrætter, og foran lå også det bundt af smukke og særligt afklarede digtsamlinger, der udkom sidst i firserne og først i halvfemserne.
Hertil kom, at Højholt står frem som en digter, der på mærkelig vis spænder over generationernes forudsigelige veksel mellem oprør og tilslutning – han står i dialog ikke bare med sine jævnaldrende helt tilbage til hereticanerne, men har også været en levende inspiration for successive generationer, tresserdigtere som Hans-Jørgen Nielsen, Dan Turell og Klaus Høeck, halvfjerdserdigtere som Jens Smærup Sørensen og Bent Vinn Nielsen, firserdigtere som Pia Tafdrup og Søren Ulrik Thomsen, halvfemserdigtere som Niels Lyngsø, Morten Søndergaard og Lars Bukdahl, den helt unge generation som Øverste Kirurgiske og Peter Adolphsen. I sig selv en ganske mærkværdig buket af stærkt forskellige forfattere. Man fornærmer vist ikke nogen af Højholts digterkolleger ved at slå fast, at denne position næsten uden for tiden er speciel.
Akademiet ville gerne værdsætte disse sene kulminationer af forfatterskabet og den særstilling, Per Højholt efterhånden indtog for disse stadig nye generationer af forfattere – men løb ind i det problem, at den store pris i en vis forstand er slutstenen på de priser, Akademiet har at gøre med. Man stiger jo ikke ned til en mindre pris derefter. Vi fandt derfor på at gribe til et særligt middel, vi har til rådighed ved den slags lejligheder: en medaille - Selskabets medaille. Det drejer sig om Selskabet til de skjønne og nyttige Videnskabers Forfremmelse – der er grundlagt i 1759, og som udgør en vigtig del af det danske Akademis forhistorie, idet Selskabet den 11. maj 1966 blev sammensluttet med Det danske Akademi. Medaillen er uddelt første gang i 1808 og uddeles altså nu af det danske Akademi.
Jeg fremdrager her en passage fra Selskabets "grundlov", der stod at læse i Kiøbenhavns Adresse-Contoirs Efterretninger fredag den 21. december 1759:
Underretning om et Selskab, hvis Hensigt er at forfremme de skiønne Videnskabers og Smagens Udbreedelse.
... Vort Forset er hvert Aar at udsette tvende Priiser; den eene af Halvtredsindstive Rdlrs. Værdie for den beste danske Digt, over en Materie, hvilken vi forud bestemme; den anden af Fyrretive Rdlrs. Værdie for den beste Danske Afhandling i ubunden Stiil over en ligeledes af os fastsat Materie; Og ville vi, hvad den sidste angaaer, afvexle saaledes at vi og undertiden fremsette en til Religionen henhørende Materie
... Vi paatage os hvert Aar at befordre til Trykken et vist Antal af Danske Udarbeidninger, der høre til Smagen og de skiønne Videnskaber; hvorved vi love dennem, der betroe os deres Arbeyder, at de skulle nyde alt det, der indkommer for de af deres Verker solgte Exemplarier, enhver i Forhold af det Rum, hans Skrift indtager i de Hefter, hvilke vi ville udgive.
... Dog ville vi ikke glemme ved andre Midler at tilkiendegive vores sønderlige og billige Høyagtelse for herlige Original-Stykkers Forfattere.
- og det er jo det vi vil gøre her -
... Vi imodtage alle Slags poetiske Verker, naar deres Indhold ikke striider imod Religionen, Dyden, Sæderne, og den Beskedenhed, der især bør være Videnskabernes og Konsternes Dyrkere egen. Nedrige Satirer og uanstændig Skiemt have vi med alle Veltenkende tildømt den visseste Foragt.
... Vi imodtage og alle sindrige prosaiske Afhandlinger, de være i Form af Fortælninger, Breve, Samtaler eller nogen anden, naar kun Veltalenhedens og Vittighedens Yndigheder skinne frem i samme.
Som man kan høre, er sprogtonen i stykket fra 1759 ikke uden beslægtethed med den omstændelige lexikonstil, som Per Højholt i blindgyderne, disse “sindrige prosaiske Afhandlinger”, udnyttede til ret ejendommelige kunstneriske formål – der dog vel ikke i alle tilfælde kan siges at have undgået “nedrige Satirer og uanstændig Skiemt”.
Det er ikke stedet her at begive sig ind i en nøjere karakteristik af krinkelkrogene af Per Højholts mangesidige værk, men jeg tror, man kan slå fast, at hans værk faktisk består af “herlige Original-Stykker”. På mange måder er det et værk, der står helt for sig. Mange dele af det ligner ikke ret meget andet. Det er ikke engang avantgarde – hvis man hermed mener, at det angiver nogle spor, som hovedfeltet engang kommer til at trave ad. Det kommer de aldrig nogen sinde til. Værket er i sig selv en særegen naturgenstand, vokset frem i sin egen langsomme, vredne, rørende og groteske vækst – en forekomst af en art, der netop har givet anledning til den første doktorafhandling til sin beskrivelse, og som næppe vil være beskrevet færdig lige foreløbig – og som næppe heller vil have spærret øjnene op på den sidste ny digterspire. Det er et værk, der ligner den vækst, der beskrives i et af den sene Højholts små stykker, den om en radise, der lyder sådan her: “Den kaukasiske radise var på størrelse med en roe, men kuglerund, den havde næsten ingen top og var af samme farve som månen. En nat i den 12. uge efter Sankt Hans skubbede den sig op af jorden og lå der.” Det er et værk, der nu også bare ligger der, og som i sig selv udgør et stykke af “Livet med dets sorg og camping”, som det hedder i en af de sene digtsamlinger. Ikke “cæmping”, som det hedder på velinformeret københavnerengelsk, men camping, livet med dets sorg og camping.
For denne indsats tildeler Akademiet altså Per Højholt Selskabets Medaille. Per Højholt kan ikke selv være til stede, da han desværre døde den 16. oktober
Til stede er hans datter Signe Højholt, som på hans vegne vil modtage den runde Medaille.