Tale for Klaus P. Mortensen ved overrækkelsen af Selskabets medalje i november 2006
Kunst er ikke blot formidling af erfaringer, men også i sig selv en måde at erfare og handle på.
Sådan står der i det konkluderende kapitel i den første af de fire forfatter-monografier, der udgør grundstammen i Klaus P. Mortensens psykologisk orienterede litteraturforskning. Det er den nøgle til hans syn på det intrikate forhold mellem kunst og liv, der lukker op for de digterverdener, han beskriver og analyserer, alle fra 1800-tallet. Først var det Sonderinger i Herman Bangs romaner (1973). Og her føres den analyserende sonde ned til den særlige bevidsthedsform, Herman Bang er en slags offer for i konflikten mellem længsel og tilfredsstillelse, den adskillelse han fandt hos andre og erkendte hos sig selv og blev formdannende for romanerne. Logisk nok munder forfatterskabet ud i kunstnerromanen De uden fædreland, der, som titlen antyder, nedbryder troen på kunstens forløsende magt.
I Henrik Pontoppidan-bogen Ironi og utopi (1982) angiver titlen netop polerne i den særlige intellektuelle bevidsthedsform, digteren erkender i det, Klaus P. Mortensen beskriver som en lang erkendelsesproces, indledt med et voldsomt faderopgør i en kamp for en sand individualitet.
Her spidser vi ører, vi nutidige borgere i det faderløse samfund. For hvad siger Mortensen med egne utopiske betragtninger om det store opbrud, hvor kvinderne nu langsomt og brudstykkevis gør op med de kvinderoller, de har fået tildelt, enten den velkendte rolle som forløser og trøsterinde eller rollen som hyperkritisk intellekt. Klaus P. stiller det op som et slemt dilemma.
En indre logik førte den nutidsbevidste forsker bag ud i tiden til et andet oprørsforsøg, og denne gang fra kvindeside, med Thomasines oprør, en ’familiehistorisk biografi om køn og kærlighed i forrige århundrede’, som det hed i 1986. Historien om Thomasine Gyllembourg, tredjeparten i det heibergske hus, er mere end ’en hverdagshistorie’, den genrebetegnelse, hun gav sine anonymt udgive noveller. På baggrund af Thomasines oprør med dets krav og forventning om kærlighedens kraft til at forene mandligt og kvindeligt, munder bogen ud i en nøgtern bestemmelse af nutidens narcissistiske karaktertype, hvor faderen er out og moderen in. Og minsandten om ikke Hans-Jørgen Nielsens Fodboldenglen så kan ses som en mentalitetshistorisk parallel og fortsættelse af Thomasines kamp for ligevægt mellem det mandlige og det kvindelige i personligheden. Den roman kom i 1979. At vi vist ikke er kommet længere i den balanceakt, er ikke Klaus P. Mortensens skyld.
De har det ikke godt, de forfattere, han tager sig an, når han dristigt stiger ned i deres bevidsthedsformer, der omfatter det ubevidste. Slet ikke H.C. Andersen, af hvem han afkoder den skjulte historie i eventyrene.
Svanen og Skyggen hedder så den fjerde biografi (1989), ’historien om unge Andersen’. Det gælder atter kunstnerpersonlighedens historie. Den dannelsesproces, som proletardrengen måtte tilpasse sig, forkrøblede ham. Hans angst for erotikken var en angst for at give slip på sig selv. Han flyttede sit liv ind i kunsten. En fiasko som menneske findes i hans kunsts symbolsprog. Svanen kunne ikke skjule sin slagskygge. Det afsluttende eventyr om ’Tante Tandpine’ er skrevet på et dundrende underskud som menneske, hævder han. Jeg ville hellere sige, at det er skrevet på humorens overskud.
Men det er en medrivende bog, som også rejser den litterære biografigenres problem sin denne tætføring af liv og kunst. Er det at forstå personligheden gennem eventyret det samme som at forstå eventyret?
Medaljemodtagerens interesse for de lange linjer i litteraturens og personlighedsdannelsens udvikling finder udtryk i de følgende arbejder, Himmelstormerne (1993), hvor han udfolder sine forestillinger om forholdet mellem den ydre natur og menneskets natur som de kan aflæses i dansk lyrik og billedkunst fra ca. 1600 til i dag, herunder verdsliggørelsen af den kristne opfattelse af tilværelsen og dens efterhæng. Allerede i Thomasine-bogen var han inde på det paradoksale i vores sentimentale dyrkelse af naturen og tilsvarende udplyndring af den.
I en stor afhandling om Wordsworth og det sublime (1996) påviser han den ny kunstneriske bevidsthed, der skabtes i det metafysiske tomrum, og som på særlig vis kom til udtryk hos den engelske romantiker i årene omkring 1800.
Andre teksthistoriske arbejder og redaktionelle hverv har ført ham frem til bl.a. redigeringen af den igangværende Dansk Litteraturs Historie i samarbejde med May Schack, bind 4 af fem er udkommet. Jeg ser det derfor ikke som noget under, at han tog afsked med sit professorat ved Danmarks Pædagogiske Universitet for også at kunne tage den kæmpemæssige opgave på sig at styre redigeringen af jubilæumsudgaven af Andersens samlede værker, hvoraf femten af de atten planlagte bind er udkommet. Og her ligger vel Klaus P.s hovedværk i svøb med de omfattende indledninger til hver sektion af bindene, som er ordnet ikke kronologisk, men efter genre: eventyr, romaner, digte, skuespil, rejsebøger og selvbiografier. Seks kapitler om Andersens måde at digte på. Genresynspunktet kalder nye sider frem. Jeg er imponeret f.eks. over skildringen af, hvordan folkeeventyret ’eksploderede’ ved Andersens overtagelse af en genre, der var velkendt på digterens tid, men som han genfødte på sin måde, med sit eget ’big bang’. Og det er mere end et jubilæumsfyrværkeri. Vi kan se frem til et samlet nyt, originalt bidrag til den uendelige A-forskning.
Af mine personlige møder med Klaus P. Mortensen gennem årene har jeg erhvervet indtrykket af en mand med åbne, livlige øjne, med et eksistentielt og humoristisk overskud og en fortrolighed med det væsentlige.
Selskabet til de skiønne og nyttige Videnskabers Forfremmelse’ blev stiftet i 1759 og udskrev prisopgaver om f.eks. Søfartens Oprindelse, støttede diverse udgivelse og slog en medalje til hæderværdige personer. I 1966 blev dette såkaldt ’smagende selskab’ indlemmet i Det Danske Akademi, som derved pludselig opnåede en anselig alder og altså er ældre end Svenska Akademien, dog yngre end det franske.
Kære Klaus, du har stillet dig selv opgaver i historien og accepteret og fuldført andre krævende opgaver på hæderværdig vis. Du har vist, at kunst er en måde at erfare og handle på, som jeg citerede dig for i indledningen. Det er derfor en fornøjelse at tildele og overrække dig Selskabets Medalje.