Dorrit Willumsen

Anne-Marie Mais tale for Dorrit Willumsen

Medaljen fra Selskabet til de skiønne og nyttige Videnskabers Forfremmelse tildeles med mellemrum som udtryk for en særlig anerkendelse.

Og en sådan særlig anerkendelse er der al mulig grund til at udtrykke over for Dorit Willumsen. Derfor står jeg her med medaljen og glæder mig til at overrække den, når jeg har givet en motivation for tildelingen. 

Dorrit Willumsen debuterede i 1965 og har lige siden beriget læserne med værker, der handler om alle sider af det moderne liv. Læseren møder sig selv, møder de andre, det fælles og det særegne i menneskers liv. Dorrit Willumsen er blevet lovprist for en prosa, der er smuk som rosen opkaldt efter den sovende skønhed, revolutionstidens franske prinsesse Lamballe, som Willumsen har fortalt om, og skarp og farlig som de barberblade, der undertiden havner i hænderne på Willumsens personer. Kritikken har ret i det hele. Der er skønhed, gru, sanselighed og rædsel i hendes værk, og de mange æstetiske dimensioner forbindes på vildt foruroligende måder. Men det er som om kritikken af og til går lidt for hastigt forbi Dorrit Willumsens humor. Læseren må faktisk ofte le, og det kommer bag på en, at man ler. Hvordan går det til, at man som læser af Willumsens romanTjeneren og hans søster(2022) må le af en gammel døende mand og en gammel dame, der bliver snydt og bedraget og mister sine sparepenge? Hvordan går det dog til? – for man må indrømme, at sådan er det både i Willumsens historiske romaner, i hendes samtidsfortællinger og i hendes erindringer. Pludselig bliver et billede, en replik eller en scene gennemlyst, og vi sendes med et judoagtigt kast i sproget ud af vante talemåder, ser realiteten bag en handling eller en replik. Hos Willumsen er humoren en indsigtens og erkendelsens humor. I Willumsens vigtige 1980´er-bog, Manden som påskud, møder den unavngivne mands datter, den 16-årige Monica, sin far, som hun ikke har kendt som barn, men som hun er vildt optaget af. Hun glæder sig urimeligt. Hans første replik til hende er ”Tænk at jeg har sådan en stor smuk datter” Han ser spøgefuldt på hende fra siden”. Hendes tanke følger: ”Han mener fed – tænker hun og suger kinderne ind”. I et moment af latter og dyb forståelse ved læseren, hvor svært de får det med ved at tale sammen. I to replikker og med humor har Willumsen vist os det og vist os deres umulige forhold, så vi kan se det folde sig ud i romanens handling. Andre steder i værkerne bryder humoren igennem med en pludselig og nærmest forbløffende sanselighed. I sin roman Marie (1983) om Marie Tussaud levendegør Willumsen det absurde ceremoniel og hykleriet ved det franske hof før revolutionen. Willumsen lykkes med at få alt dette frem i på en gang burleske og rokoko-viltre scener, som f.eks. situationen med lille kronprins og hans natmad. 

I dag så jeg kronprinsen. Han er et smukt barn. Der er noget alfeagtigt ved ham. Hans skrøbelighed og hans fintformede hænder var som et stik i hjertet. Det skyldtes ikke længsel efter selv at blive mor. Det var snarere en følelse af, at et sådant væsen ville jeg aldrig kunne fastholde i voks. Hans mund er ganske lille og rosa med en tynd streg udenom, som om naturen havde tænkt sig den større og så pludselig fortrudt. 
Der var en fed krydret stank i værelset. På natbordet stod en bakke med to stegte kyllinger. Lårene, der spruttede af fedt, var meget tykkere end barnets. De hårdkogte æg var større end hans fødder. En terrin med dampende bouillon og to flasker bourgogne stod, så han små hænder når som helst kunne række ud efter det.
Jeg spurgte Elisabeth, hvad al den mad skulle gøre godt for. ”Kronprinsens natmad,” sagde hun ”Sådan har den været serveret i tre generationer.” 
Ammen ventede ikke til vi var gået med at gnaske kyllingen i sig. Hun skyllede efter med store slurke af bourgogneflasken.
Kronprinsens unge tjenere spillede bold med æggene. (s. 72)

Willumsen bryder en tendens til, at fortællinger om kvinder, der kæmper med at få skabt sig et liv på egne præmisser som Marie Tussaud skal være alvorstunge. Hos Willumsen har kvinders frigørelseskamp altid et stærkt islæt af humor, af udsyn og kritik, og kvinderne savner ikke selvironi. Den er et kendetegn ved Willumsens portræt af både kejserinde Theodora i Klædt i Purpur (1990) og Bruden fra Gent (2003).  Selvironien og humoren mangler heller ikke i Dorrit Willumsens erindringer, Det søde med det sure (2009) og Pligten til lykke (2011). I kapitlet ”Disciplineret bohemeliv” er et løvgrønt badekar rykket ind i lejligheden hos det unge ægtepar Jess Ørnsbo og Dorrit Willumsen. En journalist, der interviewer Jess, ser de fotografiske muligheder i det store kar og vil placere Jess i karet rygende på en lang pibe. Digteren nægter, men, men, og nu citerer jeg: ”Men så var der jo mig. Vi behøvede såmænd ikke lave skumbad. Jeg kunne bare sidde nede i badekarret med et håndklæde over mig. Men jeg ville ikke dumpe ind ad alle Frederiksbergs brevsprækker med et håndklæde over mig. Fotografen forlod os hovedrystende og dybt skuffet. (44). En uforfærdet selvironi og humoristisk sans redder Willumsen i mange situationer, hvad enten det er svigermors ordre om agurkesyltning, bestilling af en eksklusiv hårtop, der får forfatteren til på skift at ligne en dukke og en robot, den mislykkede syning af et hundedækken til den store kærlige Tøs eller jobbet som filmforeviser og æggekaster på sønnens skole. I det afsluttende kapitel om erindringen som en kludepose, finder man denne lille karakteristiske følgestridige sammensætning: ”Min dansekjole og den uforlignelige smag af råt kød” – lige netop sådan er Willumsens erindring. Læseren får også en beskrivelse af de dramatiske begivenheder, da Dorrit Willumsen modtog Nordisk Råds pris for romanen, Bang (1996) om Herman Bang. I Norge udbrød en moralsk fejde om Willumsens brug af Herman Bang som litterær karakter. I dag tror man næppe sine egne øjne, når man læser de urimelige bemærkninger om mesterværket Bang, som havde fået islændinge til at feste og give sig hen i improviseret sang og dans, da det i Reykjavík blev annonceret, at Dorrit Willumsen var årets prismodtager. Set i et tilbageblik vil jeg hævde, at det var Dorrit Willumsen, der på en lykkelig og tiltrængt måde fik rusket op i den nordiske litterære moral om, hvad forfattere og læsere må og ikke må, fik mørkefolk sat til vægs og banet vejen for en ny, frigjort og eksperimenterende historisk roman. Også tak for det! 

En af det Smagende Selskabs stiftere, Jens Schelderup Sneedorff, gjorde sig tanker om, at litteraturen kunne medvirke til at holde samfundets metaforik levende og bevægelig. Og det er jo sådan set netop det, Dorrit Willumsen har gjort igennem hele sit forfatterskab. Med humor og stilistisk prægnans udfordrer hun metaforikken om mænd, kvinder, køn og krop, børn, hunde og familier og tager livtag med vores forestillinger om historien og om fremtidens liv. Hun får os til at tænke, at le og at undres. 

Dorrit Willumsen værker fænger hos læsere i alle aldre, og det er en sjælden gave for et land at have så stærk en kunstnerisk stemme med sig gennem sin nyere historie.

Derfor er det nu en stor ære for mig at overrække Dorrit Willumsen Selskabets medalje. 

Dorrit Willumsens takketale

Tak til Det Danske Akademi. Tak til jer, der har modtaget mig – læst mig. At skrive er jo også at ønske en kontakt, skønt tanken ikke strejfer en, når man sidder med blyanten, skrivemaskinen og computeren. Der er jo ikke nogen, der ligefrem opfordrer en til at skrive. Det er nærmest en last, man måske kan dyrke ”ved siden af”.

Nu kommer jeg ikke fra noget litterært hjem. Min mor havde ganske vist H.C. Andersen, Holberg og Kaj Munk i brunt læder med guld på ryggen. De stod i den fine stue og var ”for voksne”. Måske var det i 4. mellem eller i 1.g, at jeg kunne åbne dem, jeg husker det ikke. Men jeg husker ord og personer.

Tak til mine bedsteforældre der gav mig en lykkelig upædagogisk barndom. Det gav mig deres sprog. ”Byldemor”. Sad der virkelig en gul mor er inde bag huden og rugede alle bylderne ud. ”Ligtorn”. Var det, fordi man var ved at dø en lille smule? Og kunne døden leve i en lilletå? Det var frygteligt uhyggeligt.

Mormor og morfars skænderier stod ikke tilbage for Strindberg.
”Jeg ville gerne se dig hængt,” råbte mormor.
”Ja, det vil jeg gerne,” sagde morfar, ”hvis bare jeg kunne se dig hænge overfor lige der.” Han pegede op i loftet.

Det var skræmmende at se dem hænge lige over for hinanden i morfars arbejdsværelse, hvor vinduerne om morgenen var dækket af isblomster og han om aftenen røg luften blå, mens han fortalte. Han var en stor mundtlig fortæller. Han fortalte om sin barndom på Nørrebro, tiden som smedelærling og de ti år han sejlede under engelsk flag og oplevede krige, skibbrud, oversvømmelser, slagsmål og malaria. Han fortalte helt ucensureret, mens vi sad i hans lænestol og jeg stak fingeren i hans røgringe.

Og når han havde klaret alt det, så klarede jeg vel også at komme i den frygtelige skole, hvor der trods alt skete det mirakel, at jeg lærte at læse. Og tirsdag blev ugens vidunderligste dag. Hjemmet og Familiejournalen udkom, og jeg hentede dem i kiosken. Kioskmanden smilede, han havde mange guldtænder og forgyldte hele tirsdagen. Jeg slugte noveller om kærlighed og ægteskaber, føljetoner, grusomme krimier, hvor dødsklokker kimer, og de vidunderlige romaner fra fine engelske godser. Det var selvfølgelig mærkeligt, at lord var en fornem titel, men bare den underskønne heltinde fik den rigtige og ikke den lumske eller onde, så var alt godt. Damebrevkasserne læste jeg også. Faktisk var jeg, når jeg selv skal sige det, rigtig godt rustet til fremtiden. Jeg syntes, jeg vidste meget om kærligheden. Måske var det kærlighed til ord.

Jeg skrev. Når jeg var alene og havde et stykke hvidt papir og en blyant, skrev jeg, og ordene sendte jeg hen, hvor jeg havde fundet dem. Hjemmet, Familiejournalen og Det Kongelige Teater modtog stilehæfter og frankerede svarkuverter. Og ordene vendte tilbage til mig som dresserede brevduer. Det var ikke nemt at holde min last hemmelig.

Endelige, da jeg var 20 år, modtog Gyldendal mig. Faktisk troede jeg, at jeg havde skrevet en roman. Begyndelsen var skrevet på en lejet skrivemaskine, og da økonomien slap op, fortsatte jeg i hånden, så det fyldte godt.

Men det var virkelig en usynlig person, der havde læst mig og skrev til mig, at jeg skulle fortsætte. Jeg skulle skrive mere. Faktisk gik der fem år. Men det var altså i høj grad også noget, jeg lavede ”ved siden af”.

Bogen udkom, jeg skrev om barndommen og forholdet mellem mand og kvinde, stod der på bagsiden. Og videre er jeg vist aldrig kommet.

Den blev anmeldt. Den første avisanmeldelse læste jeg sammen med en rødspætte. Fisken var død og det var min skyld, jeg havde lige købt den hos fiskehandleren og efter tidens skik fået den svøbt ind i en avis. Da jeg pakkede den ud, så jeg mit navn sort på hvidt. Faktisk tror jeg anmeldelsen var positiv, men jeg fik ikke det hele med, for det var stadig en meget, meget våd rødspætte.

Nogle anmeldelser var mundtlige. Og jeg forstod, at mine noveller ikke var helt behagelige, når en læser sagde:
”Heldigvis er du jo ikke, som du skriver.”
”Jo, det er jeg.”

En ung forretningsmand spurgte:
”Hvor meget tjener du på sådan en bog?” Hovedregning har jeg aldrig været god til. Men jeg nævnte da et beløb.
”Så skal du altså skrive en om måneden.”
”Det kan jeg da ikke. Og hvis jeg kunne, ville der da ikke være noget forlag, der ville udgive så meget af mig.”
”Nå. Vi kan jo importere fra England.”

Man kan også risikere at blive skældt ud. Jeg skulle ud at læse op og ventede på et tog, der ovenikøbet var forsinket. En yngre kvinde med stort blåt halstørklæde og lange blå støvler styrede målbevidst hen mod mig. Hun sikrede sig lige, at jeg var den, hun stadig var rasende på. Hun havde været oppe i en af mine noveller til eksamen, og det var ikke gået særlig godt.

Jeg sagde, at jeg ikke havde tænkt på, at det, jeg skrev, skulle lande på et eksamensbord. Men det hjalp ikke.

Hun endte dog med at sige, at nu havde hun endelig fået luft. Og at det ellers var gået hende rigtig godt. Sådan så hun nu også ud. Og endelig kom toget.

Efterhånden kom jeg jo over pensionsalderen. ­
”Skriver du så endnu?” spurgte en jævnaldrende kvinde.
”Jo, jeg prøver da.”
”Nå, ja. Man kan jo heller ikke lave andet, når man har dårligt ben.” Og jeg syntes altså, jeg gik rigtig godt dengang.

Hvorfor jeg begyndte at skrive, kan jeg egentlig ikke forklare. Jeg rakte ud efter noget, jeg ikke vidste, hvor var. Jeg vidste bare, at det var der, jeg ville være.

Tak til jer, der har modtaget mig.