Tale for Aage Hansen og Peter Skautrup ved overrækkelsen af Selskabets pris den 28. november 1968
Ingen har dybere end Grundtvig set Sammenhængen mellem Sprog og Aand - og det er da ligegyldigt, hvilken Betydning man giver dette sidste Ord. Sproget er Betingelsen for menneskeligt Samkvem, og i dette menneskelige Fællesskab bor Aanden. Ordet, Talen, kaldes af Grundtvig levende, netop fordi den befordrer det aande- lige Liv, fra det Evige til Mennesket, og fra Menneske til Menneske: „Aand er Ordet i sin Kraft“.
Modersmaalet hænger ved vore Hjerterødder, alle andre Sprog, mener Grundtvig, er kun løst forbundet med os. Dette er, som alle véd, Meningen med disse Linjer:
Vort Modersmaal er vort Hjertesprog kun løs er al fremmed Tale.
Og blandt de fremmede Tungemaal havde Grundtvig nok særlig tænkt paa Latinen.
Det er som en forlængelse af Grundtvig, at Det danske Akademi i sin Fundats’ første Paragraf har stillet som sit Formaal „at virke for dansk aand og sprog". De to Ord er synonyme.
Det maatte vække glæde hos alle vort Sprogs Elskere, at der inden for mindre end et Aar forelaa for dem to afsluttede Storværker om det danske Sprog. De to Forfattere havde ganske vist valgt to helt forskellige Maader at lade deres Værk udkomme paa. Professor Peter Skau- trups Det danske sprogs historie, har været undervejs i et kvart Aarhundrede. i.Bind udkom 1944, 2. Bind 1947, 3. Bind 1953 og nu 4. og sidste Bind 1968. Aage Hansen lod sine tre svære Bind af Moderne dansk udkomme under eet, 1967. I begge Tilfælde er der Tale om et Livsværk, et Livs Bog, BOGEN, som alle Skribenter drømmer om at realisere. „Gennem mere end 25 aar har dette arbejde næsten daglig optaget mine tanker“, skriver Peter Skautrup i sin Efterskrift. Aage Hansens Værk er udarbejdet fra 1956, i Forlængelse af 38 Aar ved Den danske Ordbog, hvis Materiale den paa mange Maader er knyttet til.
Naar man saa betænker, hvilken fast uendelig Indsats af Arbejde saadan to omfattende Skrifter forudsætter, kan man beundre Forfatternes beskedne Udtalelser om dette, der maa staa for dem som deres Hovedværk: Baade i 1. og 4. Bind erklærer Skautrup, at ingen føler stærkere end Forfatteren, at hans Værk er ufuldkomment - det er hans Haab, at det kan tjene som Grundlag for bedre og mere indgaaende Fremstillinger af vort Moders- maals Historie. Og Aage Hansen: „Ingen kender manglerne ved mit arbejde bedre end jeg . . . Mange steder har jeg maattet nøjes med en grovsortering af materialet. . . . Jeg har givet mange citater, og med velberaad hu. Mine citatsamlinger tror jeg vil bevare deres værdi ogsaa naar der anlægges andre sproglige synspunkter end mine.“
Det er mærkeligt at sidde med disse syv Bind foran sig, et Længdesnit og et Tværsnit, en Historie og en Tilstandsbeskrivelse og alt dette af det Sprog, som vi aander ved.
Naar vi følger Skautrup Bind for Bind, eller bedre Periode for Periode, saa gennemlever vi det danske Folks indre og ydre Historie, altsammen i Ordenes Liv og Ordenes Død, de lydlige Forvandlinger og Ordføjningens tidsbestemte Stilpræg. Skautrup anlægger, navnlig i de første Bind, sociologiske Synspunkter; de urolige Forhold i Danmarkshistorien spejler sig i Sprogets Ordforraad og Struktur. Og naar en Kulturbølge naar vore Bredder, lægger Ordene sig som Aflejringer hos os. Man mærker levende Sproghistorikerens Kamp med Stoffet og Synspunkterne. Eksemplerne hober sig op, truer med at kvæle Forfatterens egen Tekst. Og dog - hver Gang vi standser op ved disse Gloserækker eller disse mange Eksempler paa samme Afledningsendelse eller lignende, saa fornemmer vi netop Materialets Styrke, føler at Ordningen deraf er fuld af Mening, af Aand.
Skautrup vil skildre Sprogets Tilstande gennem Tiderne, altsaa Gennemsnitssproget, Normalsproget. Men han udvider overalt til Fagsprog og litterært Sprog. Her findes f. Eks. Beskrivelse af Prædikensproget og Kancellisproget, ogsaa af de forskellige Haandværkersprog, efterhånden som disse kommer til Landet. Det nyeste blandt de tekniske Sprog heri stammer fra Rumforskningen.
Men Skautrup glemmer ikke Digternes Betydning for vort Sprog. Indgaaendc bestemmer han, i særlige Afsnit, Særsproget hos bl. a. Kingo, Holberg, Ewald, Oehlen- schlager, Grundtvig, H. C. Andersen, J.P. Jacobsen, Herman Bang, Henrik Pontoppidan, Johannes V. Jensen. Det er af stor betydning for vor Aandshistorie, at Mestrenes Sprogbrug karakteriseres fagligt, med filologisk Præcision. Som Prøve paa Skautrups karakteriserende Kunst kunde vi tage, fra hans Afsnit om Avisens Sprog, nogle Linjer om Viggo Hørup, hvis „styrke laa i angrebet, den negativt formede vurdering, der førtes med en vis brutalitet, blandet med ironi og skælmeri. Ligesom i sine taler anvendte han i lederen en blanding af dagligdags, lidt jargonpræget sprog og litterært gods, med udstrakt brug af billeder fra hverdagslivet, allusioner, skjulte citater, ordsprog og sammenligninger, der kunne svie af sarkasme og haan. Derved kunne stilen nok nu og da virke ujævn, men den var konkret, levende, letløbende og vittig, med et ordforraad, der bevidst undgik papirord og lærde fremmedord, og en aaben og klar syntaks, der nærmede sig stærkt talesprogets".
Men man kunde ogsaa gaa lige til et af Skautrups Hørup-Citater, det vidunderlige Sted om Sprogets Styrke og Afmagt, fra 7. Juli 1898:
Det vitterlige Vaas er Sprogets dybeste Lordærvelse, der er under al Skamløshed. Hvor besynderlige er ikke Folks Besværinger over Sproget! De ømmer sig over et grovt Ord, men hvad skader det? Sproget har dog altid et Par Stykker i Baghaanden at kvittere med, der er endnu grovere. Et løgnagtigt Ord kan modbevises og drives tilbage i den Hals, hvorfra det udgik. Bagvaskelser kan mortificeres, de kan endnu bedre overhøres og foragtes. Dumheder gør man aabenbare og haaner dem baglæns ned i det Tudsehul, hvoraf de krøb frem. Mod al den Gift, der er i Sproget, har det selv Modgiften, det har Værge mod ethvert Vaaben, men det vitterlige Vaas er som Harpyiernes Krig, naar de kommer baskende mod ærlige Søfolk og gyder deres Skarn ud over Skibet og sejrer, fordi hele Mandskabet falder til Jorden og brækker sig.
Medens Skautrup saaledes er Historikeren er Aage Hansen Analytikeren og Systematikeren. Medens de de fleste Grammatikker begynder med at beskrive Ordene, deres Former og Funktioner, gaar Aage Hansen lige paa Sætningen, saaledes som den skrives eller tales, i den Situation den hører hjemme, i Fivet eller Bogen. Ud fra Analyse, dvs. Opløsning af Perioden, Storsætningen, Sætningen, naar han ned til Ordet, dets Dele og Aspekter. Og først efter denne Opdeling gaar han til Opbygningen af Systemet, Ordklasserne og deres Samvirken. Det er en moderne Skildring af moderne Dansk vi her har givet; den bygger metodisk paa Fouis Hjelmslev, hvem den er tilegnet, og bag ham den berømte Schweizer F. de Saussure, der lærte Sprogforskerne at skelne mellem Sprogudøvelse, la parole, og Sprogsystem, la langue. Det første er Sproget i den konkrete Situation, altid ny, det andet Sproget som et Hele af Ord og Ord- føjninger, forskelligt fra alle andre Sprog i Verden. Aage
Hansen henter sit Stof fra al Slags Dansk, skønsmæssigt inden for de sidste Hundrede Aar.
Højlitterært, Mellemlitterært og Sletikkelitterært benyttes og analyseres. En Slags Svaghed har Forfatteren for de i sin Tid berømte „Replikker fra en Damefrokost“, af Magna Hartvig, der blev samlet i tre Bind i 1944. Men skal vi tage Forskeren i Arbejdet, kan vi vælge det allersidste Kapitel, som hedder: „Sproglige størrelser der falder uden for ordklasserne". Selve Titlen „Uden for Ordklasserne" minder om „Udenfor Rangklasserne" af Karl Larsen, ogsaa et af Aage Hansens Kildeskrifter.
"I børnevers", siger Aage Hansen, „danner man aflydsrim til verbalstammer (vist især i præsens participium), og dette er poetisk udnyttet af Tom Kristensen:
I Solskin ser man svinende svir svar svirrende Atomer irriterende i hidsig Myggedans.
De drikker af de dirrende der dar dirrende og svirrende, forvirrende for-vir-var-virrende Solstraaler i en Dans.
Blandt „imitationer af de lyde, der frembringes af eller ved hjælp af en ting, et naturfænomen, eller som ledsager, fremkommer ved en handling, virksomhed, bevægelse", finder vi dette Citat, der er af Klaus Rifbjerg: „pludselig bredte han armene ud, som vingerne på en flyvemaskine, og så sagde han ,,brøøøøinnnnggh“, og så tog vi den ned gennem gangen til køkkenet og drønede som et par Spitfires“ (Den kroniske Uskyld).
Det er lige ved, at Det danske Akademi faar det sidste Ord i Moderne dansk.
Den 11, maj 1966 blev Selskabet til de skønne og nyttige Videnskabers Forfremmelse sluttet sammen med Det danske Akademi. Dette fik derved Lejlighed til at disponere over en Medalje, som Nicolai Abildgaard i 1806 havde tegnet til det gamle Selskab, og som i 1808 var blevet uddelt for første gang.
I sit Møde den 18. September i Aar besluttede Akademiet at tildele Aage Hansen og Peter Skautrup denne Medalje for de to Værker om det danske Sprog, jeg lige har omtalt. Meddelelsen herom blev offentliggjort, og faa Dage efter havde Akademiet den store Glæde og Tilfredsstillelse, at G. E. C. Gads Fond stillede 25.000 Kr. til Raadighed for Det danske Akademi under Forudsætning af, at Akademiet vilde prisbelønne Aage Hansen og Peter Skautrup med 12.500 Kr. hver ved Aarsfesten. Til den Hyldest, jeg hermed retter til to fremragende Sprogkendere, føjer jeg en oprigtig Tak til det generøse Fond, der allerede har haft saa væsentlig Betydning for dansk humanistisk Forskning. Det er uden Tvivl baade i Pristagernes og Fondets Aand, naar mine sidste Ord her skal være en Anerkendelse af Det danske Sprog- og Litteraturselskab, som har udgivet begge de store Værker, og som har haft praktisk Betydning for de to Videnskabs- mænd under Udarbejdelsen.
Da jeg nu har givet Medalje og de lunende Kroner i vore to Sprogmænds Hænder, vil jeg give dem begge et Ord med paa Vejen, et lille Digt af nyeste Observans, skrevet af Hans-Jørgen Nielsen. Det hedder Konstateringer og kan læses paa mange Maader. Jeg læser det, saa at det kan passe paa denne Lejlighed:
Det er og det er nok og det er godt nok
og det er godt nok som det er
det er det og det er det
hele og det hele
er som det skal være
Jeg konstaterer
det er det hele