Andreas Blinkenberg

Det første moderne Menneske har man kaldt den franske Renæssancefilosof, Michel de Montaigne, som satte Stu­diet af sin egen Person som Midlet til at lære Menneske­naturen at kende; en Livskunstner der lærte sig selv og andre at tage vore naturgivne Kræfter i et lykkeligere Livs Tjeneste; en Mand af Nerver der ikke kunde ud­holde, at andre led og derfor maatte protestere mod legemlig og aandelig Tortur.

Vi har i Danmark kun langsomt tilegnet os Montaignes Værk og Budskab. Hans Bog, Essais (1580-88), som næsten øjeblikkelig blev en Lærebog i Livsfilosofi f. Eks. i England, hvor Shakespeare laante Visdomsord derfra, er endnu ikke blevet en Klassiker i Danmark. Vi har aldrig faaet en fuldstændig Gengivelse paa Dansk, men dog et smukt oversat Udvalg, i tre Bind, ved Karen Nyrop Christensen (1955-61).

Da var der gaaet mere end 200 Aar, siden Holberg, vistnok som den første i Danmark, fik sig en Rus i Mon­taignes Essais. Holberg havde da lagt det meste af sit digteriske og historiske Forfatterskab bag sig; han var paa Vej ind i en filosofisk Raptus, dengang han købte sig en moderne Udgave af Montaigne, fra 1739, og det var Renæssancemenneskets Subjektivisme og Dristighed, han havde lagt Mærke til, da han skrev, paa Latin, i år 1743; „Jeg elsker Montaigne for hans Oprigtighed, og jeg vilde elske ham endnu hojere, hvis han talte noget mindre cm sig selv. Jeg kan godt lide hans Paradokser. Ved Paradokser forstaar jeg Paastande, som med effek­tive eller dog sandsynlige Argumenter vender sig mod almindeligt antagne Meninger." Det var netop saaledes, Holberg skulde gøre i sine Moralske Tanker fra det føl­gende Aar, hvor han som Montaigne ikke glemmer at tale om sig selv!

Romantikken i Danmark synes ikke at have haft Brug for Montaigne. Men da det 18. Aarhundredes Kritik og Positivisme kommer igen efter 1870, finder danske Filo­soffer Vej til ham. Harald Høffding skrev til Brødrene Brandes’ Tidsskrift, Det nittende Aarhundrede, 1876, en Artikel, Montaignes Betydning i Etikens Historie. Høff­ding hævder, at Montaigne - „man har kaldet ham det 16de Aarhundredes mest originale Aand“ (S. 212) - har befriet Filosofien for den kristne Ortodoksis snærende Baand og grundlagt den paa Iagttagelse af Menneske­naturen selv. Høffding trykte aldrig sin Artikel op; han støtter sig ikke til Montaigne i det lille Skrift Om Grund­laget for den humane Ethik (1876), men i Høffdings store Værk, Den nyere Filosofis Historie, I, 1894 (2. Udg. 1903; 3. Udg. 1921) fik Montaigne nogle vigtige Sider, som uden Tvivl har været Hovedkilden for den rigtig nok sparsomme Viden, filosofisk orienterede Danske havde om Montaigne. For en af Høffdings yngre Samtidige, Filosoffen C. N. Starcke, bliver Montaigne en Hoved­figur i hans Skrift, Skepticismen som led i de åndelige bevægelser siden reformationen (1890). Montaigne bli­ver hos Starcke ligefrem en Fører i „individets oprør mod autoriteten". Baade Høffdings og Starckes Tolkning af Montaignes Skepticisme er forældede. Det hørte, véd vi nu, til Renæssancens Tankemønster, at Kritik af Sanser­nes Vidnesbyrd og Forstandens Dømmekraft ikke nød­vendigvis var en Kritik af Troen, men tværtimod ofte et Vidnesbyrd om, at kun ved Troen kan Mennesket faa et Grundlag for at handle ret.

„Om det ellers er tilladt at føye smaae Ting til store", som Holberg siger i Epistel 128, saa maa jeg nævne, at jeg en Sommerdag 1932 slæbte den store, videnskabelige Bordeaux-Udgave af Montaignes Essais fra Universitets­biblioteket hen paa Regensen. Jeg havde lovet mig selv, at jeg efter Eksamen vilde kigge i Bøger, som Holberg havde haft Nytte af og begyndte med Montaigne. Jeg blev fanget ind af denne livskloge Aand, og jeg kom i livlig Dialog med den netop dengang blomstrende franske Montaigneforskning. Jeg skrev en hel lille Bog om de levende Kilder til Montaignes Filosofi, Sources vives de la Pensée de Montaigne, som efter nogen Lagring og Udvidelse udkom i 1935. Jeg vilde vise, hvorledes Livets Realiteter fik Indflydelse paa Montaignes Idéverden. Men ganske særligt havde det slaaet mig, at hans Nerver ligesom reproducerede de fysiske Lidelser, som hans Øjne og Ører var Vidne til. Ikke blot Torturen var Tortur for ham selv, men han kunde ikke godt taale Synet af Hen­rettelser, som ellers meget længe skulde høre til Godtfolks Forlystelser. Jagten var en Adelsmands største Lyst — ogsaa Montaigne gik paa Jagt, men naar den udmattede Hjort kastede sig for Jægeren, kunde han ikke give den Naadestødet.

Montaignes nære Forhold til Tidens Realiteter blev nogle Aar efter betonet af en lærd Skolemand, dr. phil. Vilhelm Schepelern, men rigtignok paa en lidt kunstig Facon. I Bogen Montaigne og de franske Borgerkrige, fra 1942, vil Dr. Schepelern bevise, at Montaigne med sine kapriciøse Essays kun havde eet Formaal, at faa den fran­ske Adel bragt til Fornuft; det er Adelens Dumhed og Dyriskhed, der er Skyld i de indre Krige, som ruinerer Landet. Men for at faa Adelen i Tale, hævder Schepe­lern, spiller Montaigne Komedie, gør sig finere end han er, skjuler sin Fortid som Dommer i Bordeaux, og be­dyrer, at han ikke er Forfatter, for en sand Adelsmand besmurte sig ikke med Blæk. Det er Svagheden i Schepe- lerns Argumentation, at den passer alt for godt: der er noget fordægtigt ved et psykologisk Regnestykke, der gaar op uden Brøk. Man kan ogsaa sige, at hvis Schepe­lern havde Ret, saa skjulte Montaigne den politiske Ten­dens i sin store Bog under saa mange Forbehold og For­klædninger, at det Publikum, han vilde paavirke, slet ikke kunde faa Øje derpaa.

Men sidste Aar, 1970, kom Blinkenberg. Paa en Maade har han været der meget længe. I Forordet til hans store Bog Montaigne, siger han, at i hans Studietid, under den første Verdenskrigs mørke og lykkelige Studieaar kom Montaignes stærke og varme Livsfølelse til at staa for et ungt Menneske som et Eksempel til Efterfølgelse. Og Montaignes Essais blev da en livsledsagende Bog baade for Mennesket og Forskeren Andreas Blinkenberg. Han har hos Montaigne søgt og vel ogsaa fundet, som han siger „sin egen balance mellem det at være engageret og det at føle sig fri“. I dette ægte humanistiske Værk møder vi da ligesom Lag efter Lag af Blinkenbergs livs­lange Beskæftigelse med en Mand, der besad Voltaires Intelligens og Rousseaus Sensibilitet, men tillige en Vilje, som sikrede Aandens og Livsførelsens Ligevægt.

Blinkenberg følger i sin Bog først Montaignes Levneds­løb og udreder dernæst hans Hovedtanker. I begge Af­delinger tager han Hensyn til den vidtspændende Forsk­ning, og han sigter med fast Haand løse Hypoteser og Mytedannelser fra. Blinkenbergs Bog er blandt meget andet en kritisk Bibliografi, en Forschungsbericht. Lidt knappe føler man nogle af de biografiske Kapitler; man havde gerne set Blinkenberg give efter for Fristelsen til at se Montaigne i Rollen som politisk Mellemmand under den højspændte Situation, der opstod i de Aar, han var Borgmester i Bordeaux. Saa meget rigere er Stykkerne om Montaigne som Skribent og Filosof. Man kan rigtigt se, hvorledes Professor Blinkenberg i Aarhus, og ogsaa i København, har holdt Øvelser med sine Studenter over Stil, Terminologi og Komposition i Montaignes Essais. Her sætter Lærdommen og Pædagogikken sig rige Spor i Fremstillingen. Her er Næring baade for den der skal have et Kursus i Montaigne og den der vil vide hvad lige præcist Blinkenberg mener om Montaignes Erkendelses­teori eller Kristentro. Resultater fra Blinkenbergs egne Specialafhandlinger er indarbejdet i Fremstillingen. Men hvad der for Det danske Akademi maa tælle mere end andet, det er Forfatterens fornemme Behandling af det danske Sprog. Uden nogensinde at faa os til at tvivle om sin videnskabelige Objektivitet kan Blinkenberg give sig hen i personlige Overvejelser. Han har lært Ærlighed, ogsaa sproglig Ærlighed, af sin Mester. Han oversætter Montaignes første Ord: „C’est ici un livre de bonne foi, lecteur“, med: „Dette her er en ærlig bog, læser“ (S. 105). Blinkenberg har i sin egen Stil en Nuancerigdom, en Bøje­lighed og Smidighed, som forlyster paa én Gang Tanken og Øret. Dette er et Sprogværk paa højt Plan. Det gælder ikke mindst de indlagte Citater. Med Kærlighed baade til Montaigne og vort Sprog har Blinkenberg oversat saa mange Stykker af Essais, at hans Skrift ogsaa tjener som en lille Antologi, og da de originale Tekster anføres bag i Bogen, er Antologien altsaa tosproget. Det er et Grund­tema i Blinkenbergs Skildring af Montaigne, at denne opfatter sig selv og Menneskenaturen som svingende og mangfoldig. Jeg kan derfor næppe bedre illustrere Blin­kenbergs Ordkunst end ved at afskrive hans Oversættelse af det skønne Sted i 3. Bogs 2. Kapitel, hvor Montaigne skriver: „Verden er en evig gynge. Alle ting i den svinger uden ophør; jorden, Kaukasus’ klipper, Ægyptens pyra­mider, både med helhedens svingen og med deres egen.

Selv fastheden er blot en langsommere bevægelse. Jeg kan ikke få sikkert hold på genstanden som jeg befatter mig med. Den bevæger sig, uklar og vaklende, i en med­født rus. Jeg indfanger den lige der hvor den befinder sig, i det ojeblik jeg fordriver tiden med den. Jeg skildrer ikke det værende. Jeg skildrer forløbet: ikke en overgang fra én livsalder til en anden eller, som det hedder i folke­munde, fra syvår til syvår, men fra dag til dag, fra minut til minut.

For Holberg og Høffding blev Montaigne en filosofisk Episode; for Andreas Blinkenberg blev han et livsvarigt Anliggende. Det er derfor retfærdigt, at Blinkenberg med ét Slag har bragt dansk Montaigneforskning paa Linje med den bedste i Udlandet og samtidig slaaet en Bro over Kløften, der adskiller mange danske Læsere fra en fransk Renæssancefilosof. Selskabet til de skønne og nyttige Vi­denskabers Forfremmelse stiftedes 1759 i det 18. Aarhun- dredes oplysende Aand. Eftersom Selskabet i 1966 blev sluttet sammen med Det danske Akademi, kan dette dis­ponere over en Pris, som Selskabet har indstiftet. I sit Møde den 16. Juni 1971 besluttede Akademiet at tildele Professor Andreas Blinkenberg Selskabets Pris for hans Monografi om Montaigne. Vi belønner dermed, efter det gamle Selskabs Idé, en Bedrift, der ikke mindst er en sproglig og pædagogisk Bedrift. Ti tusind Kroner er da ikke for meget for en lærd Bog, som alle kan læse.