Suzanne Brøgger

Som en god dreng har jeg selvfølgelig læst på lektien, det skal man, når en forfatter belønnes. Men efterhån­den som arbejdet skred frem med Suzanne Brøggers bøger fra „Fri os fra kærligheden" over „Kærlighedens veje og vildveje", „Creme Fraiche" og „Brøg" til det store kvad om fru „TONE", følte jeg mig mere og mere ukvalificeret og ulykkelig. Hvad skal jeg arme mand stille op? Alt hvad Suzanne Brøgger skriver om, er i virkeligheden rettet mod mig. Måske har jeg tidligere fortrængt det eller ladet det passere som eksotisk og så langt ude, at det ikke kunne komme mig rigtigt ved, men i novemberdagenes dunkle korthed stak sandheden mig ildevarslende i øjnene.

Ikke blot er fundamentet i det brøggerske oprør vendt mod to-somheden, det konventionelle parforhold, den ægteskabelige kærlighed, hun gør i essay’et „Æde-dol- kekulturen" også op med det almindelige spiseri og i særdeleshed med de mennesker, der efter hendes me­ning har gjort mad til en slags religion. En person, der ikke blot har haft sølvbryllup, men også er medlem af Det Gastronomiske Akademi, må føle sig alvorligt under anklage!

Nu står det mig helt klart, at en hyldest- og lykønsk­ningstale ikke bør forvandle sig til et general-opgør, derfor har jeg også gjort mig umage for at undersøge, om der ikke under de barske anklager skulle ligge en form for imødekommenhed. Den er svær at fa øje på, og jeg har da ikke andet valg end så loyalt, det er mig muligt, at referere opponentens synspunkter og holde min egen lidenskab i ave. Det skulle give forsamlingen en fair chance for at vurdere, om det overhovedet er rimeligt, at tildele Suzanne Brøgger Det Smagende Selskabs pris!

For at sige det på den måde, så går der en TONE gennem hele forfatterskabet:

Og hun blev spurgt hvorfor man ikke må hævne sig og hvad der er galt i at tænke ondt og handle sløvt, og hun svarede:
Bare der er en, der får det dårligt, er alle ringere stillet.
Et enkelt menneskes frafald forrykker hele regnskabet.
At gnide sig i hænderne, mens fjenden går til grunde, var ikke Tones domaine, derfor samlede hun omkring sig folk af forskelligste støbning, som politisk havde så lidt tilfælles.
Og de stod omkring flyglet og sang
„Kom maj du søde milde“
og glemte hinanden og var dog så nære,
og skulle de snakke,
ku’ de ikke blive enige om noget,
men det var ikke meninger,
det kom an på, men
meningen, måske:
At samle det uforenelige under samme himmel,
og når det åbenbart ikke ku’ gøres på Jorden, så ku’ man starte i stuen.

Ekkoet af samlet forskellighed fylder langt mere end fimsen af enighed.

Tonen er bibelsk, indholdet har religiøse over- og underklange, og jeg tar indrømmelserne til mig og rykker et lille stykke længere ind i varmen, for selv om vi ikke er enige under det store himmelhvælv (hvad det måske vil vise sig vi trods alt er) så kan vi finde frem til en ordning her i salen. Men det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg i flere lange passager virkelig har følt mig, som „en der får det dårligt", ja måske ligefrem som en vis mus, der optræder i „En gris som har været oppe at slås kan man ikke stege”, der kommer under behandling hos katten Shabanou: „Musen får en stor klo oven i hovedet, men går derefter fri. For en stund. Med lettere kraniebrud. Når den har sundet sig i nogle minutter og tror, den har gjort sig usynlig, bare fordi katten ikke længere lader interesseret, begynder den at virre med sit dundrende hoved og søger hen på sikrere kanter for at redde sine jordiske rester, men risch kommer kloen igen, et lille lækkert bid i nakken er ikke til at tage fejl af, musen forsøger som sidste udvej med brækket lårben m. m. at kravle op ad en kurvestol, men bliver — efter en dramatisk kunstpause - fejet ned igen og lagt om på ryggen, hvor den far lov at ligge og bæve mellem to pelspoter med lange kløer og med udsigt til to rader sylespidse tænder“.

Læg mærke til - jeg selv gør det modstræbende - at foruden Thanatos er Eros jo utvetydigt til stede i denne passage. Og selv om forfatterinden i det anførte stykke selv tar afstand fra kattens grusomhed og går stærkt ind for musen, af hvilken der - efter to timers tortur kun er den bitre galdeblære tilbage - så har hun i øvrigt ingen medlidenhed med dem, der piner hinanden til døde inden for rammerne af den hellige, almindelige kærlig­hed, og det er jo oprørende.

Mellem det dundrende hoved og det lækre bid i nakken prøver man så at finde sine ben, der er mindst lige så skæve som den berømte lille Hassans. Og det kan da være en trøst under bombardementerne, at de hyppigst citerede filosoffer (ud over Henry Miller og Karen Blixen) er to så besindige mænd og moralske hoveder som Villy Sørensen og vor dybt savnede K. E. Løgstrup. Skal man erkende sit ægteskab ikke kun som et helvede, men også som forbrydelse og føle oprigtig skam over at nyde et godt måltid, er der en vis opblødning ved at gå den anviste omvej og høre, hvad det egentlig er Suzanne Brøgger er så begejstret over hos de nævnte vismænd. I titel-essayet i „Kærlighedens veje og vildveje“ lader hun dem fa ordet:

Løgstrup opdeler følelserne i de suveræne livsytrin­ger, hvori mennesket uden videre er sig selv, mens det i „de tvungne livsytringer” forurettelse, misundelse, skinsyge forholder sig omvendt. Mekanikken i de tvung­ne livsytringer beskriver Villy Sørensen således: „For- nærmetheden er den afmægtiges form for aggressivitet og den rummer - ligesom misundelsen og jalousien - en paradoksal selvnydelse. Alle disse følelser er ikke følel­ser FOR noget, men følelser MOD noget, sammenlig­ningsfølelser. Man føler, at det er de andres skyld, man ikke kommer til sin ret, og føler sig bedre end de andre i henhold til et eller andet moralsk princip, der stempler dem som skyldige.

Der står jeg så med skægget i postkassen. „Fornærmetheden er den afmægtiges form for aggressivitet!” Hvis det ikke er direkte i solar-plexus, så ved jeg ikke hvad. Men nu vil jeg holde op, nu skifter jeg både stil og tonefald. For det enestående ved Suzanne Brøggers ildgernings-dåd over for alle os tyranner, bedemænd og bangebukse er jo hendes ganske særlige evne til på en gang at provokere og solidarisere sig med. Frem for nogen lægger hun krop til, og mere end nogen anden blandt nationens betydelige filosoffer, har hun ført det sokratiske princip ud i livet. Hun drager til verdens ende for at lade sig henrykke og ydmyge, men hun hanker også op i gummistøvlerne og melder sig på torvet i sfinksforladte Memphis. Hun stiller sine djæ­velske spørgsmål, men besvarer dem dybest set kun gennem sit eksempel.

Helt fra New York sendte hun engang et læserbrev til Politiken. Det var på et tidspunkt hvor nogen mente, at jeg havde til hensigt at klæde dronningen af. Hertil bemærkede Suzanne Brøgger, at det kunne umuligt være sandt, for hvis Margrethe nogen sinde smed alle kludene, så ville jeg dø af skræk!

Ja og amen, siger jeg. Hun har selvfølgelig ret. Ligesom hun har ret i, at man ikke kan elske andre uden at elske sig selv og alle andre. Min mor, der lader som om hun ikke forstår, hvad jeg mener, når jeg selv siger noget i den retning, har i mange år besværet folk med at spørge dem om, hvad en sjæl er. Det er en fryd at kunne rapportere, at det er mændene, der har opfundet den og bestemt ikke for det gode, men „de vidste, de var ofre i kampen mod naturen, derfor spekulerede de og speku­lerede for at finde et trick, de kunne narre naturen med, og det blev sjælen! Nu kunne mændene noget urørligt og udødeligt, som ingen ku ta fra dem, som ingen bjørne eller vildsvin kunne få ned. Det var en meget naiv forfængelighed, der fik dem til at tænke sådan og til senere hen at holde pavelige afstemninger om, hvorvidt kvinder har en sjæl. Men kvinder har ingensinde været så ilde stedt, at de behøvede en sjæl.“

Det Smagende Selskab til de skiønne og nyttige kun­sters forfremmelse er sandt for dyden ikke sjælløst, alligevel er det ikke noget trick, når det Danske Aka­demi på selskabets vegne har besluttet at tildele Suzan­ne Brøgger sin pris. Hun er en ud over at være varm, sårbar og ekstremt velskrivende en sand omend excen­trisk idealist, som i optakten til den ficfactueile selvbiografi „Creme Fraiche“ noterer: ,Jeg flyver i mørke og skriver en bog på min lille tigerblok. I min kurv har jeg alt: en sennepsgul filthat, en sort stråhat, en fløde­farvet Henri Bendel hat, som jeg fandt bag en skralde­spand på Christopher Street, to blå og hvide katteskåle fra Sugar Loaf Shores, Florida, efter sigende designede af Hemingway, Ernest, en tropegrøn plastskulptur af en svagt kødfarvet kusse, min egen ...“

Personligt overvejede jeg kort, om vi evt. skulle have konverteret en del af prisen til en serie afstøbninger af det samlede Danske Akademis kønsdele. Men det blev for dyrt. Vi kunne aldrig nøjes med grøn plastic, der skulle bronze eller marmor til, mindst. Så derfor må du nøjes med de 10.000 kr. og et kys.