Tale for Aage Henriksen ved overrækkelsen af Selskabets pris
Gotisk tid, hedder en bog, der kom for 16 år siden. Forfatteren må, med sin fortid i visse fortællingers gotiske skæbneornamentik, have tænkt sit dermed, og noget andet end andre danskere der véd, at gotens hjelm og hjerne brast for mange år siden. Han må have tænkt på, at fortiden ikke sådan ophører, fordi tiderne er andre. Perioder har deres tid og holder op. Ellers kunne vi slet ikke forstå dem. På den anden side kunne vi heller ikke fatte dem, hvis de ikke alligevel blev ved i en eller anden skikkelse. Tider skal henrulle, men deres rum eksisterer. Når udtrykket Gotisk tid af Aage Henriksen er brugt som fælles betegnelse for fire afhandlinger, der beskæftiger sig med noget så forskelligt som Bagge- sens og Grundtvigs mellemværende, med Johannes- evangeliet, med Martin A. Hansen og med romankomposition, så må gotik henpege på ikke tid, men struktur. Gotisk tid betyder et bestemt forløb i et bestemt bevidsthedsrum. Med gotik associerer vi høje spidsbuede hvælvinger, lysvæld, dybt mørke, fantastik. Den gotik, der går gennem Aage Henriksens emner, har at gøre med høj stræben, med lovbundethed og dramatik. Gotisk tid er en dimension i det personlige. En form for lovmæssig bevidsthedsdannelse, som han finder i de mennesker og digtere, han interesserer sig for. Det er grunden til, at han interesserer sig for dem. Og denne dannelsesproces er ensbetydende med begrebet komposition. Fortolkeren har således oprettet en forbindelse mellem bevidsthed og tid, mellem tanke og forløb.
I modsætning til så mange litteraturforskere og kritikere, der henholder sig til systemer og spekulative abstraktioner, er Aage Henriksen med al sin idealisme såre kropslig. Måske er det hans oplevelser som gammel badmintonmester, der har draget ham mod ideen om den personlige erkendelsesvej, der har kroppen som forudsætning og målestok, eller finere sagt: som har legemet som tempel. Forestillingen om den organiske udvikling, som han vel har hentet i Goethes lære om den selvstændige formkraft der udfolder sig gennem plantens rækker af metamorfoser, ser han overført til ideernes udvikling og sjælens forvandlingsmuligheder. Og det er disse love for personlighedens udvikling, han finder i kunsten og tror, at netop kunsten kan vise og udtrykke. Helt anderledes materielt, kropsligt end videnskaben. Denne kunstens konkretion giver den mulighed for at tale dybere om tilværelsen end videnskaben. I menneskets navn. Derfor har Aage Henrik- sens hovedværker - undtagen netop Gotisk tid, som jeg derfor begyndte med, og undtagen hans indledende disputats med den nøgterne titel Søren Kierkegaards romaner — alle mennesketitler, der betegner hans vigtige holdningstyper: Den rejsende, Det guddommelige barn, Den intellektuelle og De ubændige.
Subjektet er den enhedsskabende faktor i erkendelse overhovedet, vil Aage Henriksen hævde. Og det finder han både i sin læsning af digtningen, dvs. i sine objekter, og i sig selv som læser. Hans hermeneutiske metode, der lægger vægten på det tolkende jeg’s erfaringsniveau, opnår kritiske triumfer over systemlæsninger, som når man fx bruger den psykoanalytiske metode. En psykoanalytiker vil kunne fa meget ud af at læse Henrik Ibsens Rosmersholm, fordi så meget af dette drama kan forklares af freudske modeller. Men Aage Henriksen kan let påvise, at de modeller er Ibsens egen forståelsesmodel underlegen, for den viden, man gennem Freud kan nå frem til, er blot den samme som en af personerne, rektor Kroli, kommer på sporet af. Freud anbringes så at sige af sig selv mellem de illuderede personer i Ibsens spil.
Kunsten er forbundet med det sanselige sprog. Den kritiske forståelse når frem til sine grænser gennem det sanseligt oplevede sprog, ikke gennem fagterminologiens filter, i hvert fald ikke hos Aage Henriksen. Der ligger i hans skrivemåde en dyb kærlighed til sprogets krop, til sprogets erfaringsverden. Jeg’ets viden må prøves på sprogets viden, på det levende og talte ords klangfarver. Man finder aldrig en dårlig sætning hos Aage Henriksen, højst en, man er uenig med og derfor ikke kan fordrage. Hans sprog har en dimensionalitet, som jeg vil kalde plastisk anskuelig, dramatisk bevægelig. Det hænger sammen med hans vækst- og forvandlingsforestillinger, hele den dynamik i sjælelivet han har skaffet sig erfaringer om i de organer, der kan aktiveres, alt det som indtræder og agerer, alle de gæster, som betræder jeghuset. Aage Henriksen er i sjælden grad dus med kunstens formånder, der som væsener driver forløbene fremad eller ind i blindgyder, ned i kældrene eller op i de gotiske spir. I et arkimedisk punkt har Karen Blixen sat sit mærke af ambiguitet, et gennemgangssted af hede og kulde, som også er sprogskabende.
Aage Henriksen tildeles nu en pris fra Det danske Akademi, der jo i en vis forstand rækker langt bagud i tiden, næsten gotisk, og vitterligt er ældre end Det ærværdige svenske Akademi. Det blev det pludselig, da det for nogle år siden integreredes med det såkaldte smagende selskab: nemlig Selskabet til de skiønne og nyttige Videnskabers Forfremmelse, der blev dannet i 1759 som modstykke til det dårlige selskab Kim Larsen synger om - dem der har en svag karakter og en billig fantasi. 1 henhold til det endnu ældre franske Akademis vigtigste paragraf satte det sig i hine tider, hvor den danske litterære institution da kom i sin vorden, den opgave at give sproget visse regler og gøre det rent, veltalende og i stand til at behandle kunster og videnskaber. Det skulle ske ved udgivelse af skrifter og uddeling af priser. Og faktisk har dette selskab i en ubrudt række lige siden og op til i dag, uddelt litterære priser på varierende beløb. Hverken Baggesen, Kierkegaard. Pontoppidan, Jakob Knudsen, Sophus Claussen eller Karen Blixen har nu været i kridthuset, men dog agtværdige navne som Johannes Ewald, Poul Møller, Paludan-Muller, Johannes Jørgensen og William Heinesen. Det hedder i det gamle selskabs fundats, at „Selskabets Lemmer arbey- de aldrig selv for Prisen“. Det holder vi os efterretteligt og søger uden for lemmernes kreds. Det er en glæde for Selskabet og Det danske Akademi at lade valget af pristager til de oprindelige 30 Rigsdaler, nu 15.000 stærke kroner, falde på Aage Henriksen med de begrundelser, jeg her har forsøgt at give.