Tale for XErik Fischer ved overrækkelsen af Selskabets pris den 28. november 1989
Selskabet for de skiønne og nyttige videnskabers pris er den ældste pris Det danske Akademi har adkomst til et arvestykke, en flere hundrede år gammel sag.
En sådan før-revolutionær æresbevisning kan man ikke finde en mere velegnet modtager til end Erik Fischer.
Overinspektør ved Den Kongelige Kobberstiksamling. Overinspektøren fortjener prisen fordi han har overlevet Revolutionen, men især fordi han har overlevet Dansk Grafik.
Men han tildeles naturligvis først og fremmest prisen fordi han er sådan en god skribent.
Træer er interessantere end træsnit, kunne man sætte over Erik Fischers forfatterskab. Han skåner også træerne: forfatterskabet er ikke så stort målt i papirmængde. Gudskelov for det, det er under alle omstændigheder en pris værd. Og karakteristisk nok kulminerer forfatterskabet foreløbig her de sidste år i nogle små uanselige hæfter fra Kobberstiksamlingen, de såkaldte Lommebøger.
I disse Lommebogs-mini-essays bevæger Fischer sig frit omkring i et udstrakt klassisk europæisk landskab. Fra park til galgebakke. Fra kitsch til det højeste. En græker i tweed til aftenselskab hos Ørsted.
I de sidste tekster er der mange ting der falder på plads; som når Ørsted stryger violinbuen og ser metalspånerne danne klangfigurer: der er en tilsyneladende orden, men intet er forklaret - hvad der alligevel ikke rigtig spiller nogen rolle på dette tidspunkt.
I essayet Stamgæsten (i en Lommebog) hedder det: „Et billedes verden er ... en helhed af en ganske anden struktur og overskuelighed end den, man møder i en meddelelse eller et kunstværk af sproglig art. Er der da mening i at spørge om, hvilke udsagn - sprogets eller billedernes - der rummer den troværdigste overlevering om deres samtid? Næppe, for hvert af dem har først og fremmest adgang til sit eget område for erkendelse og udtryk. Tidligere end ordene begynder billederne således at tale om rummet, vinden og lyset, om tilskuerne og bipersonerne, om kropsholdning, gestus og ansigtsudtryk.“ Det er en meget karakteristisk stump tekst fra de sidste år. Præcist og tørt, og så bryder „rummet, vinden og lyset“ ind, billedrummet etablerer sig med et par kommaer, scenen fyldes af „tilskuere og bipersoner, kropsholdning, gestus og ansigtsudtryk".
Det gode menneske har tilbragt sit liv i Kobberstiksamlingen. Der er gudskelov også tegninger, men som navnet siger en forfærdelig mængde af det der nu om stunder hedder grafik. Grafik er for størstedelen det værste man kan komme ud for. Især i Danmark hvor der i Fischers tid har været et utal af folk der kun var grafikere. Hvorfor er det så svært? Det er så besværligt, fordi grafik er reproduktion. Trykprocessen er altid reproduktion, om der så kun bliver taget et tryk. Reproduktion giver kun mening hvis den repræsentative side er klar og stærk. Grafik er noget en kunstner kan beskæftige sig med med mellemrum, når han føler at noget i den stoflige grød er ved at udkrystallisere sig, når det er ved at antage en prototypisk, repræsentativ form. Men at lave grafik hele tiden, det er kunsthåndværk. Og de stakkels kunsthistorikere i Kobberstiksamlingen har i embeds medfør måttet tage sig af det. (I parentes og i retfærdighedens navn må jeg naturligvis vedgå at der findes undtagelser, betydelige kunstnere der er rene grafikere, men det er virkelig kun få undtagelser ud af den mægtige besætning på galejen Den Danske Grafik).
Derfor må det også have været en lettelse at lave udstillingen og skrive essayet Glemte billeder. „De glemte billeder kunne lige så godt, med et lån fra Freud, kaldes fortrængte billeder, dvs. dem, man har stuvet af vejen i sindets (eller museernes!) kælderetager; man erindrer nok dunkelt, at de findes, men længe har det været anset for upassende at beskæftige sig med dem i kunsthistoriens og kunstformidlingens klare lys.“ Det var i 1980. Men hvad betyder ti-tyve års efterslæb i kunsten sous-terrain.
Glemte billeder er en vigtig klangfigur. Og i virkeligheden har de hele tiden været der, de glemte billeder. Neden under Den Danske Grafik. Den glemte Eckersberg, den besværlige Abildgaard, den sovende Guldalder.
Måske går det i det enkelte biologiske liv som i de forskellige epokers gang. Som når den senbarokke op- løstheds bølgende rum af pointillistiske tilspidsninger afløses af Abildgaard og hans fællers krystallinske klarhed. Som impressionismen måtte efterfølges af kubismens krystal-rum. På samme vis udskilles klangfigurerne hos den enkelte nær pensionsalderen.
Lommebøgernes essays er ikke skrevet i en endeløs strøm, men som malerens grafik, dvs. når der er noget der er vigtigt at få gjort klart. Derfor har Fischers essays så meget substans, og derved adskiller de sig så markant fra den daglige hakkelse at det er en pris værd for Det Smagende Selskab. - Men der vil komme flere tekster fra Erik Fischers hånd, sikkert stadig hensynsfuldt over for træerne, og udfældet de mærkeligste steder, fra nekrologer til kirkeblade, men hold øje med dem: der står altid noget i dem. De holder et højt og kræsent niveau, uden at være højrøvede og tilgjorte. De er ligetil - indtil knoglen. Begge dele er sjældent; i en tid hvor landets højeste ikke kender forskel på kunst og hobby, og hvor personligt niveau forveksles med citater af franske sprogfilosoffer.