Tale for Jørgen Knudsen ved overrækkelsen af Selskabets pris den 28. november 1995
Jørgen Knudsen var lektor i Bonn i sine unge dage. Hans første udgivelse var et mægtigt udblik over tysk litteratur fra Thomas Mann til Bertolt Brecht. Alle de store navne, men også de glemte, som tit fængslede samtiden mere. Men så gik han til højskolen og holdt sig i mange, mange år langt fra de skønne videnskaber.
DDR - vort ukendte naboland - forstår både, hvorfor østtyskerne troede på arbejderstaten, og hvorfor den brød sammen. Skrevet i 1969! Genveje til paradis? - med spørgsmålstegn - påviser en altomfattende skizofreni hos danskerne. Den lammer vores handlekraft og gør fritid og kultur til erstatning for sand frihed. Pæn, praktisk og pinlig (1984) går også løs på selv- undertrykkelsen. Vi er dog fornuftsvæsener - eller er vi? Ikke når vi skyr konflikt og forandring. Venstrefløjen går ikke fri. Det er først og sidst en massiv moralsk kritik, som munder ud i at dumhed nok er en karakterfejl. Dumme bliver vi, fordi vi er feje. Pæn, praktisk og pinlig anviser handlemuligheder - som alt hvad Jørgen Knudsen har skrevet. Her stiger han som en anden Moses ned fra en bjergtop i Lapland med ti nye bud om et alternativt liv.
Uden selvironi er denne civilisationspolemiker ikke, og indrømmelser giver han gerne. Han er nysgerrig, letfængelig, veloplagt og stædig - frem for alt en modig mand, som smider sit personlige dilemma på bordet, hvis ikke andet kan sætte liv i kludene. Samvittighedsekshibitionist, kaldte K.E. Løgstrup ham i en kronik i Politiken. Anledningen var Askov-konflikten, hvor Jørgen Knudsen ikke just vantrivedes med sin opposition. Han har det godt med slagsmål, selv om han taber, og fortsætter sin samfundskritik i flere udgivelser og løbende i dagbladene. Men - det må man jo nok spørge om - hvordan kan der komme en videnskabsmand ud af den indstilling?
En samlet biografi om Georg Brandes fandtes ikke, så opgaven lå lige for, men det havde den gjort meget længe, og når Jørgen Knudsen tog den op, kunne man tro, at han gjorde det i mismod over højrebølgen og vækstens tyranni - for hvad gør man i trange tider? Besinder sig på sit ærinde, går til kilderne efter ny gejst - men så kender man ham ikke. Han har aldrig været i alvorlig tvivl om sit standpunkt. Alligevel skete der noget med ham, da han gav sig i lag med sin egen retfærdige sag. Han blev så forbandet klog som aldrig før.
Det skyldes vanskelighederne, stoffets omfang, som må have væltet ham mer end én gang, og prisen for den frigørelse det handler om. Det var ikke nok at ville den. Georg Brandes skulle ellers være nem nok at holde med, hvordan kan man lade være? Det kan Jørgen Knudsen heller ikke. Uden piedestal er Brandes helten i de indtil nu tre bind på foreløbig femten hundrede sider, som følger ham indtil 1895.
Men nem at holde med er helten nu ikke altid. Han gjorde sig til ét med sagen - den var jo sandheden, han tjente og elskede den, elskede måske endnu højere at sige den - men han skelnede ikke så skarpt mellem sagen og sin egen person. Angreb på dén blev til angreb på ham. Kritik var altid smålig og ondskabsfuld, syntes han, modstandere underlødige, han kunne ikke bekæmpe dem uden at foragte dem. Dialog var ikke hans stærke side.
Jørgen Knudsen, forhenværende moralist, funderer nu således: „Måske sandheden, sådan slet og ret, i det hele taget er et tvivlsomt fundament for en sag. Kun som forfulgt og forkætret trives den, mens den bliver banal og triviel, så snart den slår igennem."
Georg Brandes’ personlighed har lige så store udsving som hans værk. Han er selvudslettende og autoritær, solidarisk og troløs, generøs og ynkeligt forfængelig. Hans liv blev uendelig stort og uendelig småt. Jørgen Knudsen er overbærende og vidsynet nok til at analysere modsætningerne uden at sætte i rette, men også uden at undskylde hans svagheder med at han var et geni.
Vi får et totalbillede af tiden med Brandes som midtpunkt for et mylder af venner og fjender. Der er katastrofer med kvinder og vidtløftigheder uden tal. Umulige valg, triumfer og tomhed og skandaler i den lille ondskabs fægteskole. Det er meget afvekslende og morsomt. Grundighed er jo morsom, og Jørgen Knud sen er aldrig neutral, men fængsler netop i kraft af sin retfærdighedssans, sin præcise nuancerede stillingtagen og sin urimelige tålmodighed. Når han kan holde fast på Brandes, er det fordi han respekterer det han faktisk skrev, det som i de skiftende situationer lå ham på hjerte og satte ham i gang, selv om det var i strid med hvad han før havde sagt. Han var større end sin kamp mod borgerskabet. Og det er livsappetitten der gør det, hans indlevelse i stadig nye skikkelser og fænomener. Det selvdestruktive, anarkistiske moment i ham, som så stort på følgerne. Ligesom de banebrydende stilskabere i det 20. århundredes kunst var han under forvandling altid for at finde andre sider af sig selv og vende udfordringer til ny skabelse.
Biografien synes at søge hen imod en forklaring på selve det moderne. Parallellen til vores egne 90’ere er meget tydelig i fortolkningen af Hovedstrømningerne som et eksistentielt værk. Det der gløder her, siger Jørgen Knudsen, er ikke en ideologisk kamp, men det gudsforladte menneske, dets nød og håb om frelse, splittet og delt som det er af natur, prisgivet en frihed uden normer. Kan det udholde sin tilværelse uden at gribe til livsløgne?
Sådan står der faktisk, og det turde være en ny fortolkning. Vi kunne spørge på samme måde i dag, hundrede år efter, uden den tro som Brandes havde, den forestilling om en bedre fremtid, som vel er den stærkeste udviklingskraft der findes.
Europas historie er en kamp mellem fornuft og tro. Radikalismen har anfægtet alle autoriteter. Der findes kun foreløbige svar. Vores vilkår er en evig uvished, og vi overlever alene på evne og vilje til at revidere os selv.
Den holdning er fortsat uomgængelig eller selvfølgelig hos eliterne, men den betyder altså tab af sikkerhed, og folkene har åbenbart fået nok nu af tvivl og kritik, som bare ender i ensomhed. De savner fælles værdier, grænser og religion. Folkene trænger til fundamentalisme, synes det.
Sort reaktion? Ikke uden videre. Det er værd at huske, at Georg Brandes ikke var blind for nationale rørelser - bortset lige fra vores hjemlige højskolevækkelse - så måske vi bør forsøge at skelne mellem det der kun er bagstræb og det der er opbrud i. Det er jo ikke kun ufornuft, som holder os tilbage i det irrationelle, og et splinternyt menneske lader sig ikke skabe i historien. Det har diktaturerne, de røde og brune revolutioner i dette århundrede, overbevist enhver om, og for så vidt er frigørelse en illusion.
Kære Jørgen. Selskabet for de skønne og nyttige videnskaber priser dig, fordi du har levendegjort en radikal tradition, som vi ikke kan undvære, og fordi du har konfronteret den med vores øjeblikkelige rådvildhed, hvor tilfældigheder forekommer stærkere end menneskelig vilje, og afmagt kan friste os til at stikke hovedet i busken. Men ikke dig. Der er ingen defaitisme i dit kæmpeværk. Du har udforsket din sag, den holdt til det, og det gjorde du altså også. Jeg behøver ikke minde dig om, at der mangler et bind. Men vi ser hen til det. At du ved det.
Til lykke.