Tale for Kirsten Hastrup ved overrækkelsen af Selskabets pris den 26. november 2021
Der er et lille sent digt af Bertolt Brecht, som hedder Røg, og det lyder sådan: ”Det lille hus under træer ved søen/ Fra taget stiger der røg/ Manglede den/ Hvor trøstesløse var da ikke/ Hus, træer og sø.”
Hvis man tænker sig, at digtet handler om Kirsten Hastrup, så forklarer røgen, hvorfor hun ikke blev geolog, og træerne og søen forklarer, hvorfor hun ikke blev sociolog. Kirsten Hastrup er antropolog, en udforsker af mennesket; men mennesket i naturen og historien, blandt træer og søer - og ikke mindst i og på isen. Det dialektiske spil mellem mennesket og dets omgivelser i allervideste forstand, fra naboskab til klima, er hendes emne fra først til sidst. Det er heller ikke for meget sagt, at hun selv har levet i dette spil: fra at lave feltarbejde på ugæstfrie steder til at være præsident for Videnskabernes Selskab, fra at skrive teoretiske og pædagogiske standardværker om sit fag – Etnografisk Grundbog fra 1980 og senere, Viljen til viden fra 1999 og Kultur. Det fleskible fællesskab fra 2007 – til at være en årelang iagttager, ledsager og også et emne for Odin-teatret i Holstebro og at skrive om Anthropology in the Company of Shakespeare, som er undertitlen på bogen Action, der udkom i 2004.
Stillet over for en så bred vifte ikke blot af interesser – dem kan vi jo alle sammen have – men viden og indsigt må en nogenlunde kortfattet begrundelse for tildelingen af Selskabets Pris begrænse sig, og det sker her ved en koncentration om de to gigantiske værker fra det forløbne tiår. Vinterens hjerte fra 2010 og Thule fra 2015.
Vinterens hjerte har undertitlen ”Knud Rasmussen og hans tid”. Knud Rasmussen står i centrum. Men lige så væsentligt er, hvad han står i centrum for, og det er det, der giver bogen dens vide perspektiv, næsten så vidt som den arktiske horisont. Knud Rasmussen ses indfældet i tidens udvikling inden for videnskab, teknologi, livssyn (den på den tid dyrkede ’vitalisme’), eller som det hedder allerede på s. 17: ”koloni-, forsknings-, ide- og litteraturhistorie”.
Opdagelse og ødelæggelse er ofte to sider af samme sag. Hans Magnus Enzensberger kalder i et digt om Alexander von Humboldt denne ”den uegennyttige forløber for plyndringen”. Og som Brødrene Grimm både reddede de mundtligt overleverede eventyr fra glemsel og spolerede dem ved at skrive dem ned, således er Knud Rasmussen ganske på det rene med, at eskimoernes tid er forbi, at deres kultur må gå under i moderniteten. Læg mærke til, at jeg taler om eskimoer, det gør nemlig Kirsten Hastrup, hun skriver ikke ”inuit”, for hun holder sig til samtidens begrebsapparat. Hun overtager det ikke ukritisk, men hun har heller ikke nutidens moraliserende blik på fortiden, den må forstås på sine egne betingelser. Man kan i øvrigt også skænke det en tanke, om overtagelsen af folkets sprog til erstatning for ens eget kun udtrykker respekt, eller om ikke også den har to sider: at den foruden at vise respekt gør den arktiske verden til et frilandsmuseum.
Knud Rasmussen var født i Jakobshavn, Ilulissat, han talte både grønlandsk og dansk, og han nød derfor også autoritet hos både danskere og grønlændere. Hos danskerne, fordi de kunne se, at han kunne kommunikere med grønlænderne, hos grønlænderne, fordi de kunne se, at han forstod dem og gik ind på deres vilkår.
Bogen er altså ikke en biografi af Knud Rasmussen, og dem findes der også andre af. Det private er skudt i baggrunden, og Kirsten Hastrup pointerer faktisk et sted, hvor meget almindeligt de ualmindelige mennesker indeholder. Det sker vel at mærke ikke for at reducere deres betydning, for at hive nogen ned af piedestalen, men for at præcisere, hvori deres særlige geni så består, altimens det står klart, at ingen kan være geni for sig selv, men at der altid findes en kontekst. Enhver stor mand er forbundet med sit århundrede ved en eller anden svaghed, mente Goethe. Kirsten Hastrup viser, at forbindelsen også kan give styrke.
Uden nu selv at blive privat kan man sige, at det gælder for Kirsten Hastrup, at hun er forbundet med sit emne på en måde, der giver styrke – foruden ved alt det faglige også ved det poetiske. Hendes bog lægger vægt på sin hovedpersons relationer til samtidens litteratur, ikke blot til de forfattere, han kendte personlig, som Johannes V. Jensen, men også f.eks. Sophus Claussen, som han vist ikke kendte personlig. Han var heller ikke alene om sin fascination. ”Der var altså noget ved litteraturen, der gjorde den attraktiv for polarforskerne. Måske var det simpelthen det enkle forhold, at skønlitteraturen i sig selv rummede andre verdener, som også var det, polarforskerne selv opsøgte i de polare egne. En verden hinsides de kendte horisonter, en mulig verden.”(s. 690) Nogle sider senere skærpes udsagnet til dette: ”Det er, som om rejserne i stigende grad bliver underordnet den fortælling, der skal følge […]” (s. 703).
Den samme kombination går igen i bogen om Thule, hvor man læser: ”Rejsen og fortællingen om den er lige dele af livet i Thule.” (s. 86) Nu hedder den bog ikke kun Thule. Den hedder Thule på tidens rand – en titel, som allerede favner det historiske og det geografiske (og bogen er i parentes bemærket gennemillustreret med fremragende fotos af Carsten Egevang). Bogen er baseret på tidligere og egen forskning og knytter sig til andre fortællinger, hvor Thule er ”både levet, forestillet, opdaget, fortalt, genopdaget og genbrugt.” (s. 16) Kirsten Hastrup har været der, flere gange og i længere tid. Hun har oplevet, at moderne hjælpemidler måske nok kan angive, hvor man befinder sig, men ikke hvilken vej man skal gå – at et er søkort at forstå, et andet skib at føre – og at de mennesker, som alle er forskellige fra os, også er indbyrdes forskellige; en erkendelse, man gerne så udbredt også i andre sammenhænge. Dynamikken i det tilsyneladende evige landskab er et hovedtema: man må flytte sig med fangstmulighederne. Isen (og dens tilbagetrækning nu under klimaskiftet) er en samfundsfaktor, isen ”gør noget”, som det hedder et sted. Eller et andet sted: Isen er infrastrukturen, slædehundene er motoren. (s. 298). Hvad naturen ikke gør, det gør så den såkaldte civilisation. Fremtiden træder direkte fortiden på tæerne, som der står et sted (s. 464). Siden bogen udkom, fik Danmark jo som bekendt tilbudet om at sælge Grønland til USA, men Kirsten Hastrup påpeger, at det ikke var nogen ny amerikansk idé – og at man i nogen grad kan sige, at vi allerede har solgt i hvert fald dele af Grønland, hvad der gav sig udslag i flytningen af Thule-befolkningen i forbindelse med etableringen af den amerikanske base på stedet, noget som ikke er forvundet heller i senere generationer. Kirsten Hastrup har heller ikke godt at sige om dette forløb.
Mens bogen om Knud Rasmussen i sagens natur er historisk, er bogen om Thule som nævnt baseret også på egne erfaringer. Hjemmefra vidste Kirsten Hastrup naturligvis alt om de metodiske faldgruber, der lurer som gletscherspalter, når man tager livtag med det – for os – fremmede og med en virkelig udkant, som er centrum for dem, der bor der. Det er ikke bogens mindste kvalitet, at hun hele tiden er sig alt dette bevidst og forstår at holde tungen lige i munden, som når hun skriver om forargelsen over udstillingen af eskimoskeletter på museer og tilføjer, at det at skrive om andres liv jo egentlig også er en måde at udstille dem på. (s. 431)
Nu skal Kirsten Hastrup have Selskabets pris. Selskabet er her Selskabet til de skiønne og nyttige Videnskabers Forfremmelse, som blev grundlagt i 1759 og fusioneret ind i Det Danske Akademi i 1966. Det stammer fra en tid, da det skønne og det nyttige tænktes tættere sammen, end de gør i dag. Så sent som 1902-04 hed en af ekspeditionerne ”Den litterære danske Grønlands-ekspedition”. Just derfor er Kirsten Hastrup den rette kandidat. For hendes bøger er ikke kun vigtige ved deres emner, men også ved deres stil. Hun er lige så lidt som Knud Rasmussen upåvirket af den litterære kunst; hun mestrer den selv. Hun skriver med empati, men uden sentimentalitet, og med nøgternhed, men uden kynisme og frem for alt med en redelighed, som lyser ud af hver eneste sætning. ”Når noget vides, er det fordi nogen ved det,” står der i hendes ”humanistiske grundbog” Viljen til viden fra 1999. Kirsten Hastrup ved det, og fordi hun deler ud af det, kan vi andre vide det. Så vides det, og så skal det have en pris – langtfra den største, hun har fået i sit liv, men den er meget fin ….