Rune Lykkeberg

På denne tid af året for 264 år siden blev der stiftet et Selskab i København, Selskabet til de skønne og nyttige Videnskabers Forfremmelse. Grundlæggerne var en gruppe fremtrædende oplysningsfolk – Jens Schelderup Sneedorff, Tyge Rothe og Bolle Luxdorph – som gerne ville gøre noget for "at forfremme de skiønne Videnskabers og Smagens Udbreedelse".

Det ville de gøre ved at uddele to priser årligt. Én til en poetisk dåd, og én til en prosa-afhandling.

For poeterne var der frit slag, sådan da: ”udelukket fra deltagelse er lejlighedsdigte såvelsom alle plumpe satirer og gemen skæmt med vin og elskov”, lod Selskabet forstå.

Den slags spøger man ikke med!

Prosaprisen skulle derimod gives til ”den beste Danske Afhandling i ubunden Stiil over en ligeledes af os fastsat Materie”. Det var altså en slags prisopgave. Og det er den pris, som her næsten 300 år senere gives til dig, Rune Lykkeberg.

Ikke fordi du har besvaret nogen prisopgave. Det skal jeg skynde mig at sige. Sådan fungerer det ikke længere. Ikke alene stilen, men også materien er i dag uden bindinger.

Siden 1966 har Selskabet til de skønne og nyttige Videnskabers Forfremmelse været en del af Det Danske Akademi. Hvert andet år uddeler vi Selskabets pris for at hædre en sproglig og litterær kulturindsats.

I år giver vi desuden prisen i den ånd – den oplysningsånd – hvori den blev stiftet. Det vil jeg vende tilbage til.

Vi giver prisen til dig i dag for at hylde dit betydelige virke for dansk kultur.

Du er kendt som chefredaktør for dagbladet Information, og det er ikke mindst din fortjeneste, at avisen lever op til sit gamle slogan om at være den ”mindst ringe”.

I dag modtager du først og fremmest prisen for din indsats som forfatter, og det vil især sige for dine digre, velskrevne og tankevækkende debatbøger.

Dem foreligger der tre af, indtil videre. Kampen om sandhederne fra 2008, Alle har ret fra 2012, og Vesten mod Vesten fra 2019.

De handler langt fra om det samme, men de lader sig læse som variationer over et fælles grundtema: demokratiet i teori og i praksis, demokrati som princip og problem.

Hvem bestemmer over hvem, og hvordan og hvorfor? Det undrer du dig til stadighed over, ligesom du igen og igen undersøger, hvad det giver af udfordringer og overraskelser og ærgrelser.

For hver bog lægger du nye alen og analyser til denne problemstilling, og troligt har du udvidet territoriet fra andedammen i Danmark til Vesten og videre til hele verden.

Du skriver, fordi du er anfægtet og nysgerrig. Hvad var det, der skete, da VKO-regeringen kom til magten i 2001, og nogle talte om et ”systemskifte”? Og hvorfor blev Donald Trump mon valgt som præsident i USA i 2016? Hvad ligger til grund for disse skelsættende begivenheder, og hvad er følgerne?

Det findes der talrige godtkøbsforklaringer på, men sådan nogle køber og sælger du ikke. Du fordømmer aldrig dem, du er uenig med, men gør dig altid umage med at prøve at forstå dem. Du viser den værdi og betydning, konflikter har.

I dine værker gør du rede for, hvordan frigørelse fører til nye former for undertrykkelse og oprørstrang. Du er sprunget ud som dialektiker og skriver i din seneste bog, at ”Ethvert fremskridt fremprovokerer en reaktion, og enhver sejr skaber nye vindere og tabere”. Det lyder som Georg Brandes, men også som heksene i Macbeth: ”When the hurly-burly's done, / When the battle's lost and won”.

Det er også Shakespeares hekse, der fortæller os, at ”Fair is foul, and foul is fair” – men den sti går du ikke ned af. Du er ikke en overvintret 1980’er-kyniker, som med Nietzsche på hjernen afskriver alverdens ofre som egennyttige udbyttere, der bare er ude på at mele deres egen kage. Den slags motivanalyse giver du dig ikke af med.

Du interesserer dig for, hvad der sker i verdens befolkninger – og som humanist bruger du andre kilder til at belyse det end kvantitative data. Dine bøger byder på veloplagte og pointerede analyser af litteratur, film, tv-serier og popmusik.

Værkanalyserne kaster lys ind i de dunkle områder, som enten bortforklares eller ikke ænses i de politiske videnskabers og journalistikkens blik på verden. ”For en politologisk analyse kan 1000 menneskers præferencer og adfærd udtømmes i en statistik, i en roman kan et enkelt menneskes tanker, begær og vaner ikke afklares på 1000 sider”, skriver du i Alle har ret.

Sådan en påmindelse kan kun føre til påskønnelse i dette forum!

Det er dog ikke det enkelte menneske, du zoomer ind på i dine analyser, så meget som, hvad dette menneske repræsenterer i forhold til tidens forandringer og konflikter, som du ofte udlægger i et klasseperspektiv. Dine bøger er dét, man på engelsk kalder for ”big ideas books”, men det er netop ikke kødløse idéer, der strides i bøgerne; det er klasser, som støder sammen og slår pjalterne sammen i stadigt skiftende alliancer.

Et konkret resultat af din indsats er, at du har bidraget til at genindføre klasseperspektivet i den brede danske samfunds- og kulturdebat. ”Det er ikke de sociale klasser, som er forsvundet. Det er beskrivelsen af dem”, skrev du i Kampen om sandhederne. Her 15 år senere er det ikke længere tilfældet. Dette års Glenn Bech-begejstring, og de deraf afledte samtaler, er svær at forestille sig finde sted uden din mangeårige virksomhed. Klasseperspektivet er tilbage i byen, på godt og på ondt, og det skyldes ikke mindst dine bøger.

Velgørende bruger du det perspektiv til at revse din egen klasse: de intellektuelle, kultureliten, den akademiske rødvinsklasse. De kloge er ikke altid alt for kloge, fordi de bilder sig ind, at andre bare er for dumme eller tossede eller styret af falsk bevidsthed. ”Problemet er […] ikke massens mangel på intelligens, men de intellektuelles manglende indsigt i andres intelligens”, skriver du i Alle har ret med en pointe, du der henter fra Suzanne Brøgger.

Der er en sund dansk tradition for at gøre opmærksom på denne brist. Ludvig Holberg, der selv var professor, gjorde ofte grin med højtuddannede som Erasmus Montanus og Jean de France og Niels Klim. Søren Kierkegaard, der jo om nogen var højpandet, udleverede videnskabsfolk og fremstillede især hegelianere som latterlige. Grundtvig gjorde i den grad det samme og blev aldrig træt af at fortælle os, at lyset skam ikke er for de lærde blot. Samme frekvens har PH og andre kulturradikale flittigt sendt på.

Der er, med andre ord, en stærk tradition for at knytte intellektualisme, anti-intellektualisme, anti-elitisme og – ja, lad os bare kalde det – populisme sammen i Danmark. Den vitale og vigtige tradition skriver du dig ind i og fornyr og aktualiserer.

Det gælder også i din seneste bog og foreløbige hovedværk, Vesten mod Vesten fra 2019. Det er en analyse af, hvad der er gået galt i de vestlige samfund siden Anden Verdenskrig, og hvorfor det er gået galt. Også den bog tydeliggør, hvor meget vi kan lære af at lytte til proteststemmerne hele vejen rundt: ”Den liberale klasse må også i tilbageblik erkende, at noget af protesten mod globaliseringen har været berettiget, at kritikken af indvandringen ikke kunne afvises som blot og bar racisme, og at forsvaret for nationalstaten ikke kun var en uoplyst og reaktionær rest fra det gamle samfund”.

Det skriver du henimod slutningen af Vesten mod Vesten, som samler og forsøger at udlægge tidens politiske opbrud og kulturelle omvæltninger i en imponerende syntese.

”Ethvert rige i splid med sig selv lægges øde, og en by eller et hus i splid med sig selv kan ikke bestå”. Det ved vi fra Frelseren – og til det apokalyptiske håb klynger mange af Vestens indvortes og udvortes fjender sig. Men det gør du ikke. Du viser, hvordan de vestlige samfund bygger på indre modsætninger, men også på idealer, som vi aldrig bliver færdige med at forsøge at leve op til: ”Vesten er med Kants ord ikke et konstitutivt ideal, men et regulativt ideal. Man handler, som om det kan realiseres og i fælles forventning om, at det bør realiseres”, skriver du.

Vestens styrke og skrøbelighed er sider af samme sag.

Det er dét, som du kalder for Vesten mod Vesten. Som man også kunne kalde for Oplysningens dialektik. Og netop på grund af din samvittighedsfulde, alsidige og kritiske forståelse for oplysningsprojektet synes jeg, at det er smukt og passende, at du her i dag modtager en pris fra et Selskab, der for 264 år siden blev grundlagt for at fremme netop dette foretagende.

I en tid med ”Querdenkern” på den ene side og ”thought leaders” på den anden er rigtige intellektuelle, der tænker selv og ansporer andre til faktisk at tænke selv, en sjældenhed.

Sådan én er du, og det skal du have stor tak for – sammen med Selskabets pris.

Tillykke!