Tale for Bjarne Reuter ved overrækkelsen af Silas-prisen i november 2001
Bjarne Reuter har et broget og omfattende forfatterskab bag sig – og utvivlsomt også foran sig. Hvis jeg begyndte at remse alle titlerne op, ville min taletid snart rinde ud.
Han har skrevet børnebøger, ungdomsbøger, voksenbøger, kriminalromaner, eventyrbøger og meget andet, og et gennemgående træk er den sproglige frodighed og et ordforråd der ikke rummes inden for dansk normalprosa.
En af hans personer skriver eksamensstil om idealer og helte, og det går strygende til at begynde med. Men: ”Stilen sluttede alligevel helt ude i busken, hvordan Livingstone kom ind i billedet vidste han knap nok, men pludselig rablede kuglepennen hen over det linierede papir; om Afrika og hvid mands søgen på det store kontinent. ( – ) Han så på kuglepennen. Ufatteligt at alle de ord ku være inden i den. Og det var endda en af de billige.”
Hertil kommer Reuters gehør for andre menneskers sprog. Ikke mindst store drenges overdrivelser, bl. a. om deres påståede erotiske erfaringer, eller om én der får sådan en øretæve af en pige, at ”sølvplomberne byttede plads i munden på ham.” Men også hans præcise registrering af små sproglige forskelle alt efter hvilket samfundslag personerne kommer fra, og de fleste af Reuters hovedpersoner kommer fra meget beskedne kår. En mor bliver ansat som telefondame på KTAS i Nørregade, her lærer hun som alle andre at sige ”Hvilket” i stedet for ”Hvadfornoget”.
Det minder mig om at jeg som ung kontorelev en gang blev venligt irettesat af direktøren da jeg meddelte, at hans kone havde ringet: ”Tak Andersen, men huske i fremtiden at sige ”Deres hustru” – i hvert fald i kundernes påhør.”
Reuters personer er aldrig entydigt skildret som gode fyre eller dumme svin, tabere eller vindere. Selv de gode har deres skyggesider, ligesom de dumme svin kan afsløre en positiv side af sig selv.
Taberne får man sjældent rigtig ondt af; man får snarere godt af dem, fordi de enten har en ukuelig drøm, eller de kan spille på mundharpe eller lave tryllekunster. Og vinderne, dem lidt højere på strå, er som regel skildret med overbærende ironi.
En af personerne, Bjørn (Reuters mandlige eller drengelige hovedpersoner hedder ofte noget med B, Bertram, Buster, Benny eller Bjørn) bor i et arbejderkvarter i Brønshøj. Han er tiltrukket af en pige fra et noget finere socialt lag og kommer på et lidt anspændt besøg hos hendes familie. Søsteren er noget ved balletten, svogeren har en restaurationskæde, og moderen beskrives som stand-in for Snedronningen.
De to unge går en tur i lunden og udveksler det første, forsigtige kys, hvorpå hun siger: ”Jeg bruger læbepomade, ku du smage det?” ”Kun lidt”, svarer han og forslår de leger skjul. Mens han gemmer sig godt, tæller hun til tredive på fransk.
– Trente – nu kommer jeg!
Bagefter er det en lettelse for Bjørn at komme hjem til sin egen familie i Brønshøj, skønt han ikke har det allerbedste forhold til sine forældre og lillebroren:
”Hjemme sad de omkring skærmen. Henning i sit stribede nattøj, der stod godt til hans røde ører. Han konstaterede, at han i grunden kendte sin fars nakke ret godt. Alligevel var der noget kolossalt rart ved at sidde sammen med dem igen. Hvis ”hjem” betyder uforanderlighed, så var han kommet hjem.”
Den varme og humor der lyser ud af dette forfatterskab er heller ikke endimensional. Gang på gang åbnes der op for tilstande af angst og fortvivlelse, ondskab og ufattelig sjælsråhed, erkendelse af at have svigtet sin bedste ven, eller svigtet sig selv. Det danner de sorte konturer om et lysende værk og får derved humoren, ømheden og kærligheden til at træde stærkere frem.
Det er derfor ikke så underligt, at Det Danske Akademi har valgt Bjarne Reuter som den første modtager af Silas-prisen. Hermed er der nemlig lagt et passende niveau for fremtidige tildelinger.