Bent Haller

Der lyder i forvejen mange brag i kunstens verden. Og i sportens selvfølgelig, hvor enhver serie 4-kamp må opleves som i al fald et lokalbrag. Men jævnlig sker det altså også at ganske stilfærdige digtsamlinger brager gennem kraniet på enhver, der åbner et bogtillæg. Det kan måske blive trættende.

I dag er der bare ikke nogen vej udenom. Slet ikke når vi nu skal tale om Bent Haller. Der må lyde et brag. Eller i det mindste et ekko af et brag, nemlig det der tordnede over land og by, da han udgav en lille roman for børn og unge i 1976. For det var så kolossalt, det der brag, alle medierne var gået sammen om det, såvel de trykte som de æterbårne, de bragede simultant og af alle deres kræfter, så vi alle sammen brat vågnede op og var himmelfaldne og harmdirrende, forargede eller henrykte.

Måske kom vi alligevel ret hurtigt til hægterne, de fleste af os. Og så alligevel ikke helt. For nok kunne enhver blot nogenlunde hærdet læser vænne sig til tanken om at et sprog, der blev talt af en del af samtidens børn og unge, et fortvivlet råt, brutalt og sjofelt sprog, at dette nu også fandtes i en bog, netop for børn og unge. Og nok var det også muligt at se noget endda både godt og rigtigt i at en samtidig virkelighed, med børn og unge der i et betonmiljø lades totalt i stikken af deres nedbrudte, fordrukne og ondskabsfulde forældre, at den blev beskrevet, netop også for børn og unge. Alligevel sad en forfærdelse tilbage. Ikke over at dette blev fortalt altså, men over at det faktisk var som det blev fortalt. For det var det – Bent Hallers roman lod ikke nogen i tvivl. Den virkede alt for autentisk i detaljen og i hele klangen. Og man kunne jo så bare gå ud og se efter.

Det var der så også nogle der gjorde, og nu turde skrive om det igen. Der udkom efterhånden mange andre børnebøger af en frimodighed, som indtil 1976 havde været utænkelig. Bent Haller var blevet noget så sjældent i litteraturhistorien som klart skelsættende. Der er stadig et før og et efter Haller i dansk børne- og ungdomslitteratur. Og det der ligger efter, det har alt sammen – i en eller anden form og udstrækning – taget hans uskrevne dogmer til sig: at pædagogiske eller særligt beskyttende hensyn til de små er forræderiske, og at henvendelsen til endnu-ikke-voksne ikke berettiger censur af nogen erfaret virkelighed og heller ikke af noget sprogligt udtryk for den.

Også Bent Haller har siden holdt sig til denne Haller, men han har samtidig bedrevet meget mere og meget anderledes. Han er jo desuden en af tidens store grafomaner, foreløbig forfatter til op mod 70 bøger, så vidt jeg har kunnet tælle. Heraf også en hel del for voksne.

Udviklingen i forfatterskabet kan nok opfattes i litterære kategorier. For i det alt sammen genfinder man nogle grundlæggende indsigter og holdninger, plus en særlig hallersk fantasi og forestillingsverden. Gløden i hans engagement lyser efter tredive år med fuldt ud samme styrke som i den flammende debutroman, og hans knaldhårde samfundskritik har ikke givet sig en millimeter. Kernen i den udgøres af et krav som han altså ikke vil være med til at gøre mindre end ubetinget, nemlig dette: at vi voksne skal stille egne interesser i baggrunden til fordel for børnenes. Det kan ikke forhandles. I hans bøger oplever vi af og til forældres forsøg på det, de kan fx mene at der må kunne findes en passende balance, eller at børnenes umiddelbare afsavn, som følge af de voksnes arbejde og andet voksent, at det trods alt vil ende med at blive til børnenes fordel. Men det bliver kun til svigt, og det bliver det alle vegne og i alle samfundslag. Man kan lede efter et rigtig godt og kærligt hjem til evig tid hos Haller, eller i al fald lige så længe som man kan lede efter det glade ægteskab hos Strindberg. For selvfølgelig findes der noget af den slags – bag om det hele, som den ideale forestilling der til stadighed lader os føle de faktiske forhold som så smertelige og groteske.

Der er dog håb. Også for de allermest mishandlede unger er der håb. De skal bare lidt væk fra os andre, et pænt stykke på afstand, og allerhelst ud på havet. Det skulle blive meget mere end et tilfælde at dette børnebogsforfatterskab indledtes med en sejlads – på katamaranen. På havet, og i havet, er der rum og frihed og skønhed, her kaldes med det samme på det bedste i de værste. Bent Haller har temmelig let ved at forestille sig en lykkeligt svømmende tilværelse blandt sæler og hvaler, og han har flere gange fremstillet den aldeles troværdigt, ligesom han har kunnet overbevise os om, hvilket fantastisk held det er for et menneskebarn at blive optaget i et hvilket som helst dyre-samfund.

Ikke at der hersker den rene idyl uden for menneskeverdenen, der er fjender og farer, men de er af den slags man vokser ved at kæmpe imod. Mens de daglige slagsmål inde eller oppe i normalsamfundet hver gang koster endnu en luns af ens menneskelighed, så genfinder man den tværtimod under overvindelse af modstand i havet eller i skoven. Også i fortiden, i myternes og sagnenes verden er der nye kræfter at hente. Haller har vist det ved at komme vidt omkring især i nordiske skrøner, uden at der er blevet tale om repetitionskurser, for hans sagnfigurer fremtræder nyudsprungne af en folkelig og oprørsk fantasiverden. Det gælder også de egenartede nisser i hans snart lange række af lige så egenartede julebøger. Og her og der kan endda Jesus dukke op. Og han viser sig faktisk at være helt OK. For han er god til at snakke med børn, og nogen højere anerkendelse har ingen kunnet opnå hos Haller.

Det er det det gælder om. At snakke med børnene, i frihed og kærlighed. Så kan de alligevel få et lige så smukt barneliv som svømmede de rundt blandt sælerne. Også de børn der har været allerlængst ude og er allermest ødelagte. – Måske lige undtagen dem der er blevet artige. Der optræder sådan nogle rundt omkring i forfatterskabet, og de står tilsyneladende aldrig til at redde. Disse adfærdsnemme børn, disse tilsyneladende så samspilsbegunstigede, de har selv for villigt ladet sig tilpasse, de har selv villet træde på den sidste fandenivoldske gnist i sig. Og nu går de altså sådan artigt omkring og virker sært uhyggelige. Selv de hårdeste drenge kan blive nervøse ved synet af dem.

Litterær, sagde jeg, om udviklingen i forfatterskabet. Men dermed er den også altid blevet en udvidelse af enhver anden art. Bent Haller er kommet til at skrive stadig friere, på én gang mere generøst i udtrykket og mere indbefattende over for verden. Han kombinerer nu ubesværet noget poetisk eventyrligt med det modbydeligste hverdagsliv, og selv om han altså på sin vis holder fast i det samme og det samme, så opstår der hele tiden noget nyt og noget større. – Lad mig som eksempel nævne en af hans bøger fra i år, den der hedder ”Hønsepigen”, og som for resten er en af årets bedste bøger i det hele taget, også når vi regner dem for voksne med.

Hønsepigen får navnet Gokl i det hønsehus, hvor hendes mor – af hensyn til sit arbejde – må anbringe den lille i dagtimerne, men hvor hun ret hurtigt foretrækker at blive hele døgnet. Gokl kommer til at vokse op blandt hønsene, og med den enlige hane der snart roser sig af at være hendes far, og hun får lært hønsenes sprog. Blandt alt fjerkræ er det åbenbart som blandt os danskere, vi taler det samme sprog, om end på forskellige dialekter. Og eksempelvis andedialekten lyder nu alligevel meget mærkelig i Gokls øren, hvorimod hun straks er på talefod med en allerede undsluppen undulat, da hun selv vil prøve at flygte fra hønsehuset, for hun er da allerede blevet alt for stor til at komme ud gennem hønsehullet. Men ude i verden bliver hun så opfanget af et privathospital, der først fjerner og sælger den ene af hendes nyrer, og derpå planlægger at fjerne og sælge det ene af hendes – hjerter. Hun får dog lige i tide mistanke om at hun kun har ét hjerte, og at det er meget vigtigt at beholde det, og en sygeplejerske, der er noget så unikt som en anstændig voksen, og har lært Gokl menneskesproget og givet hende navnet Ingrid, hjælper hende videre. Hvormed trængslerne jo så langtfra er til ende. Hønsepigen Gokl, alias Ingrid, bliver senere udnyttet som slavearbejder, og hun bliver offer for pædofili, og hun bliver gentagne gange spærret inde i klamme og trange kældre. Hun sulter, og hun tørster, og hun fryser. Indtil hun da endelig bliver cirkusprinsesse. Og hun får nu navnet Irina og kan optræde med sit fuldkommen utrolige hønsenummer, for hun kan jo hønsesproget. Og det er helt afgørende at kunne sproget, og alt dette og meget mere fortæller Haller os rask og muntert, rasende og virkningsfuldt. Livet er en ufattelig rædsel, siger han, men tilføjer jo så: og et vidunderligt eventyr.

For dette, og for hvad han ellers har fortalt os, skal han modtage Silas Prisen. Den største danske pris af sin art, for få år siden indstiftet af Cecil Bødker, og nu for tredje gang tildelt en fremragende forfatter for børn og unge.

Jeg vil sige tillykke, og fortsat god sejlads!