Tale for Kim Fupz Aakeson ved overrækkelsen af Silas-prisen i november 2009
Det er nu et par år siden jeg i Det Danske Akademi fremlagde min indstilling af Kim Fupz Aakeson som værdig modtager af Silas-prisen.
Da det nok er de færreste tilhørere i dag, som har hørt denne min indstilling, vil jeg indlede med at repetere begyndelsen af den. Den vil senere blive fulgt op af min endelige, opdaterede indstilling. Citat:
Hvad der først og fremmest kendetegner Kim Fupz Aakesons forfatterskab og tegnerskab er hans umiskendelige streg som akkompagnerer hans frodige, men kun sjældent vildtvoksende sprog. Man kunne fristes til at kalde hans frembringelser struktureret skørhed, men Polonius har en mere præcis formulering i Shakespeares HAMLET: ”Men der er metode i galskaben”. For det er der i høj grad.
Metoden består i, at han altid er på børnenes side, taler til dem som sine fortrolige venner, så de sammen kan betragte og undre sig over de voksne. De skøre voksne, som altid tror de har ret, men hvis griskhed, beregnende snuhed og selvhævdelse gang på gang bringer dem i fedtefadet eller det der er værre.
Forfatterskabet har en mere eller mindre etisk holdning, en klar morale til børnene: Kære venner, vogt jer for at blive som visse af jeres forældre og andre voksne, hvis i ikke vil ende som dem. Så har verden en chance for at blive lidt bedre og knap så skør at leve i.
Aakesons sprog lyser af humor og poesi. Det træder klart frem i de få bøger han ikke selv har illustreret, som i ORDBOG, illustreret af Hanne Bartholin.
Citat slut.
Siden jeg skrev min indstilling til prisen har Aakeson ikke ligget på den lade side:
I 2007 kom PIGEN DER SKULLE VÆLGE, illustreret af Lilian Brøgger, hvor pigen møder Døden, som vil have hende til at vælge hvem der skal dø, hendes mor eller far, eller hun selv. Den afgørelse hun træffer er så overraskende og bevægende, at jeg måtte ta mig en lille påtår bagefter.
I de følgende år udkom så Vitello-bøgerne i samarbejde med tegneren Niels Bo Bojesen. Så sent som i år udkom VITELLO MØDER GUD. Gud sidder og drikker guldbajere når han har fri. Åbenbart en gude-drik. Han bekræfter overfor Vitello, at han skam har lavet alle mennesker og dyr og hele verden, også Køge Bugt og Bornholm. ”Hold da kæft!” udbryder Vitello forbløffet, hvortil Gud svarer: ”Du må sgu ikke bande!”
I må erkende, at det er yderst sjældent man i vor tids børnebøger møder børn som har fortrolige samtaler med Døden og Gud!
Kim Fupz Aakeson har ligesom nogle af os andre bevaret sit indre barn, men ikke nok med det: Han har aktiveret det og levendegjort det i sine uforlignelige fortællinger og tegninger. A propos tegninger: Jeg håber Kim snart vil genoptage sin tegnekunst. Den har været inspiration for mig i den grad, at jeg selv er begyndt at tegne igen!
Det er mig en ære og glæde at kunne overrække dig, Kim Fupz Aakeson, årets Silas-Pris!