Bodil Bredsdorff

Vi lever i en rastløs tid. En rastløs og ofte rodløs tid, hvor en strøm af information og muligheder, af ord, billeder, lyd hvert eneste sekund er klar til at gribe vores opmærksomhed og trække os med. I sådan en overstimulering af sanser og hjerne kan det være svært at bevare fodfæstet, ikke mindst når man er barn eller ung. Ro er, hvad der også er brug for ind imellem, ro til at forstå og fordøje i et langsommere tempo, og lige i dag i denne her sammenhæng vil jeg naturligvis pege på litteraturen som et af de steder, hvor den ro kan findes, og ikke mindst fremhæve årets modtager af Det Danske Akademis Silas-pris, Bodil Bredsdorff.

Bodil Bredsdorff er en særlig forfatter i det danske børnelitterære landskab. Hun udmærker sig ved at skrive stille og sanseligt, ofte vendt mod fortiden på en måde, der måske kan opfattes som gammeldags, men som i den grad er aktuel i sin insisteren på det afdæmpede, på nærvær og nuancer og ikke mindst på vores biologiske eksistens indlejret i naturen omkring os. Hun skriver tidløst forstået sådan, at hun skaber realistiske universer, der ikke er bundet til konkrete steder og bestemte årstal: I serien om Børnene fra Kragevig er vi f.eks. i et kyst- og hedelandskab i noget, der ligner 1800-tallet, de fem Danmarks-romaner foregår omkring en navnløs fjord i 1950’erne, Safran og Misafirs engel trækker på et fortidigt Mellemøsten, og Slangefloden tager os til et flodområde et sted i vore dages Østafrika. Romanernes hovedpersoner er næsten altid store børn, der kan skimte ungdommen og voksenlivet i horisonten – og Bodil Bredsdorff skriver med en virtuos forståelse for barnets perspektiv og blik på sine omgivelser, ikke mindst de ofte uforståelige og uforudsigelige voksnes konflikter og utilstrækkeligheder. Hendes personkarakteristik bliver så overbevisende, fordi der aldrig bare er klare helte eller skurke, kun mennesker med mange lag og mange slags følelser – og fokus på det mest væsentlige i børnelivet ud over selve det at overleve, nemlig forholdet til andre og processen med at finde sin identitet, sit ståsted i verden, sin plads i et fællesskab.

I Bodil Bredsdorffs romaner får disse levende, troværdige karakterers historier lov til at udfolde sig, det er også her roen, nærværet kommer ind. Der mangler ikke ydre drama i form af sult, fattigdom, ensomhed, brutal vold, dødsfald m.m., men præcis som i livet flettes det sammen med hverdagens gøremål – suppen, der koges, frø, der sås, fisk, der fanges, dyr, der passes, lektier, der laves – og med årstidernes gang med fugletræk, snestorm, blomstrende frugttræer og sommerhavblik. Samspillet mellem menneske og natur står centralt, og hovedpersonernes evne til at bruge hoved og hænder i praktisk arbejde som at spinde, finde brænde, skyde med luftgevær, træne en hund til jagt osv. sætter det moderne børneliv i skærmenes skær i meget stærkt relief. Bodil Bredsdorffs karakterer hviler i deres verden og sanser den på hver deres særlige måde, for alle fortællerstemmer har deres egen tone, hvor det lavmælt poetiske og hverdagsrealismen kan optræde side om side. Som her i Min slagsbror, hvor hovedpersonen Martin ligger ved bålet på stranden efter badning og piratleg i sommeraftenen:

Så tav vi stille. Lå og kiggede ind i bålets skattekiste. Gløder som guld og rubiner. Blodrøde granater. Hvidglødende brillanter. Små gnister, der sprang som fjernt fyrværkeri. Himlens dyb over mit hoved. Aftenstjernen. En fugl, der fløj hjem. Fremtiden var så uendelig fjern. Øjeblikket sådan et vidunderligt sted at være.

Selv har Bodil Bredsdorff sagt: ”For mig er sproget det eneste sted, hvor mennesket selv kan komme op og flyve”, og omhuen i formuleringen af hver sætning fornemmes i hendes værker, hendes sprog er kendetegnet ved at være præcist, også i replikkerne, og billedskabende. I hendes verdner er der tid til at lægge mærke til dueurt, dæmringslys og duften af petroleum, til silkestof og safrankrokus, til gråt støv og regndråber, der glider ned ad en antilopes snoede horn. Og vi møder også de store og svære følelser her, f.eks. indser Bella i Pigerne i Villa Sorrento, at sorg ”ikke er et sår, tiden læger. Sorg er større, sortere, tungere … en strandsten af den mørkeste granit, der langsomt synker gennem havet og aldrig når bunden”. Så meget mere lysende står de lykkelige stunder i Bodil Bredsdorffs bøger, for hun har også sans for sin unge læsers dybfølte ønske om, at det går godt til sidst.

Samtidigt rummer mange af hendes romaner et kulturhistorisk lag, en underliggende diskussion af fortidens klasseforskelle, familieformer, kønsroller og voksenautoritet. Den verden, som vores nutidige samfund med velfærd og rettigheder er vokset ud af, er ikke en død fortid, men åbnes for os i form af et kig ind i et levende barns tilværelse. Om børnelæseren kommer fra vores breddegrader, Mellemøsten eller tredje verdens lande kan vedkommende i Bodil Bredsdorffs værker få et glimt af sine egne rødder. 

Og rødder er der jo brug for i denne rastløse tid, så det er prisværdigt, at Bodil Bredsdorff igennem en lang perlerække af bøger viser os, at vi i litteraturen kan finde steder med ro og plads til at være et menneske, et barn med sanser og følelser og tilknytning både til alt det levende omkring os her og nu og til det, vi kommer fra. Så tusind tak for dine historier til tiden, Bodil. Nu skal du komme herop og modtage din pris.