Ole Sarvig

Barndommen var fuld af anonyme sprogmekanikker, af rim og af remser, af eventyrenes trylleformularer, af udenadslærte salmevers og udbrud fra tegneserier: Gulp! Gys! – og Arrghh! Første gang jeg i det læste identificerede en stemme, der ikke kunne tilhøre hvem som helst, men genkendtes også i næste linie – og næste igen – var, da jeg som teenager slugte Frank Jæger, som jeg i dag anser for en endnu større digter, end jeg gjorde dengang, da jeg læste og slørede ham gennem mit eget sværmeri. Men det var Ole Sarvigs digte (som jeg lærte at kende, da jeg var en 17-19 år gammel), der fik mig til selv at digte.

Skønt jeg straks var dybt fascineret af hans intenst stemningsfulde digte, ville det være forkert at sige, at Sarvig talte direkte til mig – som for eksempel Kingo, hos hvem jeg henover en afstand på 300 år bilder mig ind at forstå hvert ord han siger mig klarere og krafti­gere, end jeg nogensinde selv ville kunne. For Sarvigs verden var ikke bare, som alle gode digteres, person­lig, den var fremmedartet, men ikke som hos dårlige digtere: mystifistisk. Er der patos i den stemme, som taler i digtene, er der til gengæld en stor og sælsom tysthed i deres billedverden, og det er mesterligt at kunne opslå så rigt et poetisk rum uden brug af lapset metaforik og gejl metrik:

Nu kvækker frøers x
i tallenes sorte moser,
en larmen om aftenen
da taagerne kommer.

Hans billedverden er – som hos kun de virkeligt store, Trakl f.eks. – et univers, en konstellation af en vis mængde mindre billedelementer, man hurtigt lærer at genkende, og som tilsammen udgør et kosmos så originalt, at man efter at have været indfanget ikke kan se en skærmplante, et krigsskib, et kernehus, en regnmåler eller en korsrude uden at føle, at der er tale om væsener, som har revet sig løs fra et Sarvigdigt og er styrtet over i den virkelighed, digtene er en am­bitiøs tolkning af. På en måde virker Sarvig jo, som om han er født gammel, og er vel derfor også den sidste, man vil forbinde med evigtunge, himmelstormende Rimbaud, men ikke desto mindre er Sarvig i eminent grad netop en Seer, et helt igennem visuelt orienteret menneske, der tyder det sete i en vældig civilisations­kritik, man ikke behøver at dele for at betages af:

Jordens blodgardin faldt.

Det skønne lysgrønne tæppe,
som alle kom løbende for at se,
da det var nyt.

Nu rødmet
som papiret i urinspanden.

Javist er Sarvigs poesi – med et af hans egne yndlingsord – “sær”, men skal læseren fanges, skal der, foruden den dragende forskel mellen tekstens og læ­serens verden, også være en lighed. Og i dette tilfælde var lighedspunktet storbyen, som af to grunde stod helt centralt i mine egne skriverier: Dels oplevede jeg personligt metropolen med alle sanser susende åbne, fordi jeg som 16-årig med chokagtig pludselighed var blevet flyttet fra Stevns til St. Kongensgade, dels blev den ikon for hele min generation af kunstnere, der re­agerede imod hippietidens og 70er-venstrefløjens dyr­kelse af naturen. I dansk poesi skulle jeg paradoksalt nok helt tilbage til Sarvigs digte fra fyrrerne for at finde en storbyoplevelse, der føltes samtidig med min egen; hans poesi rummede samme dobbelthed af fa­scination og frastødning af storbyen, den var på én gang apokalyptisk dystopi og genfortryllet modernitet (og jo derfor også kongenial med Palle Nielsens gra­fik):

og de sydende hvide elektriske lamper
fra byen langt borte,
og lyssprækkerne
fra de tavse huse.

Selvom Troels Trier tidligt havde leveret hypnotiske storbyskildringer med sange som Nylonvinden (1971), skulle man i min generation frem til film som Martin Scorseses Taxi Driver (1976) og Ridley Scotts Blade Runner (1982), til David Bowies rock-trilogi Low, Heroes og Lodger (1977-79) samt tyske Kraftwerks Trans-Europe Express og The Man Machine (1977 og 78) og til Klaus Høecks digte, ikke mindst i f.eks. Winterreise (1979), for at finde noget lignende. Og omvendt; når jeg – set dérfra (ca. 1976-82) – måtte så langt tilbage som til Sarvig for at finde en forgænger, har det igen både personlige og generationsmæssige grunde. For samtidig med at jeg som person så absolut føler en særlig samklang med Sarvigs digte, er det jo også ty­pisk for enhver generation at gribe bag om sine umid­delbare forgængere og identificere sig med endnu tid­ligere hold. Og hver gang til lige stor overraskelse: Mon ikke Hans-Jørgen Nielsen og Klaus Rifbjerg har spurgt sig selv, hvad der mon fik sunde og raske unge mennesker til at fortabe sig i den sensymbolistiske va­riant af modernismen, nu hvor vi lige havde det så sjovt? Ligesom jeg i dag kan undre mig over nyavant­gardismen. Jeg er bange for, at der er tale om en al­dersbetinget lidelse, så sandt som man med årene bli­ver dårligere og dårligere til at se forskelle i takt med, at man bliver skrappere til at se ligheder. Man får straks øje på kontinuiteten, men ikke på nybruddene: Min generation blev revet i næsen, at firserpoesien blot var en remake af fyrrernes (skråstreg halvfemser­nes), og personligt skal jeg da i dag huske mig selv på ikke kun at se de gamle tressere i den nyeste kunst, men også det nye i dét, der ligner det gamle.

Og så alligevel – og heldigvis – er litteraturhistorien jo altid langt mere sammensat og flertydig end den mekaniske tese/antitese-tænkning, der præger de overspændte forhold mellem generationerne. For når jeg spørger mig selv, hvorfor jeg aldrig har haft brug for at slagte Ole Sarvigs poesi i et blodigt faderopgør, er svaret, at skønt hans digte i sandhed har betydet meget for mig, fik de ikke lov at stå alene ret længe, for hurtigt dukkede en anden patriark op, nemlig Per Højholt, der på mange måder er Sarvigs modsætning. Udviklingen var naturlig: Efter at have været opslugt af Sarvigs søvngængerpoesi var det nu nødvendigt at spørge til digtningen i stedet for kun at hengive sig til den, at se den udefra med tankens klarhed og ikke blot krybe sammen i dens overbesatte billedverden og stirre ud, ikke kun at lade sig vugge på stemmens fylde, men også høre dens ironiske kvæk. Uden at jeg så til gengæld overtog Højholts position, men at de herrer både holdt hinanden i skak ved at være ind­byrdes korrektiver og samtidig tilsammen åbnede en vidtstrakt verden ved hver især at markere de poetiske poler, hvorimellem en konstant energi kunne knitre, så man hverken behøvede at indskrænke sig til en naiv tro eller en indbildsk vantro.

Sarvig var lyriker – frem for alt – ikke fortæller; hans romaner er snarere gigantiske prosadigte, der selv i dé små bidder, de bør indtages i, får det til at svimle. Kri­stendommen har været mest produktiv for værket, hvor den var dets kun indirekte forudsætning: I de menneskeligt fortvivlede og kunstnerisk fortvivlende salmer taber civilisationskritikken højde, fordi den vir­ker som en projektion af den hjerteskærende person­lige opløsning.

Skade, at vi herhjemme ikke har haft en T.S. Eliot, der som bekendt var et højkirkeligt lokomotiv for mo­dernismen, til at relativere kulturradikalismens over­anstrengelse af modsætningen mellem kristendom og modernitet. Men vi har Ole Sarvig, hvis lyriske ung­domsværk, hver gang man besøger det, fremstår som et lige moderne og magisk dragende kraftfelt midtvejs i det tyvende århundrede.

(Teksten er oprindelig udgivet som en del af bogen Det Danske Akademi, 1995-2002: Minderids. Gyldendal, 2003).