Jens Smærup Sørensen

Unge forfatteres udgangsposition er i dag vanskeligere end nogen sinde. Hvis miljøet er kunstens grobund, sådan som det altid har været før, og kunsten omvendt prøve­stenen for, om miljøet lever, står de så at sige alle sammen i et svært dilemma. De skal på samme tid åbne sig og beskytte sig under udviklingen til fremtiden.

„Udvikling til fremtiden" - var titlen på Jens Smærup Sørensens første bog, en digtsamling, og man så i denne, hvordan han værgede for sig overfor det stivnede miljø, nærede sig af privat nærhed, som ikke umiddelbart kunne blive kunst og digt, og skitserede sin længsel efter områder uden for disse sfærer. Der var elementer i disse tekster, der netop drejede sig om livselementer eller om samvær eller blev tekstmeditationer og afstandsanalyser, som i slægt med 50’ernes og 6o’ernes poesi mindede om gal­hvepsens eller cikadens skum eller om et særligt stof af fine splinter eller tråde, en art privat plasma, hvormed han fyldte hulrummene ud i den verden, han dog forud­satte, og hvormed han således byggede den op i negativ. Han siger det selv i titeldigtet, idet han taler om „den rolighed, som alle ved blev ødelagt", kommenterer, at der var „ingenting igen, som kunne blive værre eller bedre" og fastslår, at „alle vækstpunkter er nedfrosne".

Hvorledes en ung forfatter går videre fra denne ærlig­hedsposition, kan selv den mest avancerede litteratur­videnskab ikke svare på. Her er det, vi må sætte håbet til forfatteren selv — et håb om, at han vil gøre det umulige: ikke miste sin følsomhed og heller ikke sin ærlighed i den sterile tid, men bevare en levende rod, om end nok så spinkel, i tidens frostklima, og belivet af denne finde strukturer for sindet, hvori han kan udfolde sig som skri­vende menneske.

Det var dette, der lykkedes for Smærup Sørensen i hans anden bog, romanen „At ende som eneboer", som nu har skaffet ham Otto Gelsteds Mindefonds første portion. Den, bogen, svinger mellem nutid og en fjern, men billed- mættet og gennemmediteret oldtid, som både Bønnclycke, Peer Hultberg og Otto Gelsted selv ville kunne nikke genkendende til. Men han skaber denne forbindelse mellem her og dér på sin egen usædvanligt sikre måde i en tekst, som er „klar og alligevel fuld af lokkende per­spektiver, der forskyder sig“, som Torben Brostrøm skrev i sin anmeldelse. Han understreger sin skrivesituation og lader bogen handle om denne, og man fornemmer - sta­dig med kritikkens ord - „hans dygtighed, hans fine øre — ved stilsprogets ændring, som han skriver sig op i iden­tifikationen med stoffet". Følgen er naturligvis, at sam­tidig med, at myten fuldkommes, gennembrydes jeg’ets egen eksistens. Skriveren her og skriveren dér (Kong Mi- nos’ skriver, specialist i skriften „linear B“) gemmer sig begge i deres tegn og begge under påskud af at befordre et oprør, som de i virkeligheden undgår, men hvis nød­vendighed de samtidig dokumenterer. Processen er både fantasiflugt og dokumentation.

Denne klare bevidsthed om det at skrive, om sproget selv (som også, på mere omfattende vis, eksemplificeres hos aftenens anden pristager) er det, vi hædrer Smærup Sørensen for i aften.

Men vi gør det også, fordi han har trøstet os, idet han på sin danske baggrund har vist, at selv om mennesket på Beckett’sk vis reducerer sig selv til intet, kan der i det fremkaldes en overdådig produktivitet, som kaster et nyt lys på verden. Man kunne tilføje, at det jo sikkert sker, netop fordi verden ikke primært er afvist, men blot sprængt i sin umiddelbare snæverhcd, så dens sande di­mensioner toner frem. Og at udholde disse - og spejle sig i dem - synes at være ved at blive litteraturens vanskelige tema i dag.