Arthur Krasilnikoff

Der er i Arthur Krasilnikoffs store Linda-roman en mindeværdig scene (ja, der er mange, men jeg kan ikke komme ind på dem alle): Linda og hendes bror står „med øre og næse og øjne og mund på stilke“ uden for det hus, hvori det årlige slagtegilde for bønder og andre standspersoner fra Holten på Stigsnæs- og Skelskørkan- ten bliver fejret, - Lindas familie er ikke med, de er ikke bønder eller standspersoner, de står - trods alt muligt landsbyfællesskab — uden for i de afgørende situationer, som denne. Det er trods alle herlighederne ikke noget ædegilde i sig selv, erfarer vi, men - „de bønders årlige chance for at fa fersk kød“: det var før frysehuset — og 15 år før Holten helt bukkede under for udviklingen, på Stigsnæs i skikkelse af olieraffinaderi med havneanlæg og kraftværk.

Med sin (og forfatterens) levende erindring fasthol­der Linda hvad der var for ikke så længe siden, - Linda er ved slutningen af sin beretning, da hun forlader Hvidovre hospital efter en kræftoperation, kun godt 40, men hvad er der ikke sket i den korte tid, i hvert fald for den der som Linda har gjort udviklingen med fra bondeland til industrisamfund, - absolut et socialt fremskridt når man betænker Lindas og hendes søsken­des og især deres forældres vilkår, men alligevel med så store omkostninger for mennesker og landskab. Lindas historie er en rigtig Danmarkshistorie, sådan som den er oplevet af såkaldte almindelige mennesker, og det er dem Arthur Krasilnikoff har interesseret sig for og givet mæle i alle sine romaner -

- så godt mæle at den alvorligste indvending man har rettet mod Linda-romanerne (Som landet ligger, 1983, og Lindas tid, 1985) er at hovedpersonen er alt for velformuleret i sin lange monolog, der foregiver at være henvendt til datteren Hanne under hospitalsopholdet. Mig generer det ikke at en romanperson ytrer sig lige så godt som sin forfatter; det er værre hvis forfatteren skriver dårligere end sine personer. Men det er selv­følgelig ikke ufrivilligt at forfatteren ikke konsekvent fastholder fortællesituationen eller -illusionen men også lader Linda berette hvad hun ikke selv kan have oplevet. F. eks. er hun ikke kun udenforstående tilskuer til det nævnte slagtegilde, på et tidspunkt „glider (hun) gennem glasset og svæver usynlig over bordet ...“ for senere at blive fanget som guldøje, et uanseligt insekt med et flot og i sammenhængen ikke helt tilfældigt navn. Man skal ikke tage denne eventyrlige forvandling bogstaveligt, men heller ikke tage den naturalistiske sandsynlighed eller usandsynlighed højtideligt.

Formodentlig har forfatteren overvejet at berette om Linda og hendes land og hendes tid i 3. person - for at fa mere med end hun selv direkte kan have oplevet. I Krasilnikoffs to tidligere romaner springes der mellem 1. og 3. person, mellem dagbogsnotater og monologer og forfatterberetning: i „Omkring Charlie“ (1973), der kaldes en „roman af stumper“, optræder der direkte en „iagttager“, der detektivisk prøver at finde ud af eller ind til hvad der skete, — begik Charlie mord og hvorfor? I alle romanerne kommer det til eksplosive udladnin­ger, - i „Gruppen Mandril“ (1975) er det en drenge­bandes drengestreger der far en katastrofal ende, ikke upåvirket af den voksne iagttager, der også her prøver at opklare og indvirke for således at skabe indhold i sit eget liv, — selv indser han at det „for vores kulturform er et af de største problemer at vi ikke kan opleve tingene mens de sker ... vænnet til at opleve virkeligheden på anden hånd som vi er“ (s. 105), måske kunne man sige: til at opleve dem som film, som tv-avis, som iagttagere eller udenforstående tilskuere, kun delvis til stede.

Man kunne spørge - det har man jo gjort - hvad vi overhovedet skal med litterær naturalisme, når de visuelle medier kan gå ganske anderledes tæt på virke­ligheden, vel at mærke den synlige, den ydre virkelig­hed, som vi - materialistisk - er vænnet til at tage fol­den egentlige virkelighed. Men der er stadig noget som en nok så dokumentarisk reportage ikke far med, f. eks. lugten og smagen, som især er erindrings- og atmo­sfæreskabende.

Der optræder i Arthur Krasilnikoffs debutbog, no­vellesamlingen Skyggehunde (1966), en i øvrigt atypisk person, en "hanløve", der gerne ser virkeligheden be­friet for enhver følelseskvalitet og som forordner at „træstammerne skal være lige og ikke krogede, faktisk som nedløbsrør men uden loddesteder. Kronen spids og rund som et projektil. Blæsten skal væk. Havet uden bølger, stramt og glat som en stålplade. Solen skal fungere som en regulerbar blænder for at temperaturen kan tilpasses mig“ (s. 104). Han bemærker også at „drømme er ikke gode for mennesket. Det virker leven­de at drømme, mennesket får for mange levende impul­ser. Man må fjerne drømmen for at dø roligt“ (s. 103). ikke desto mindre drømmer han jo og overfaldes også af sine egne sanser, de begynder at fantasere: „bølger af farver ... lugte af haver, jord, skov, tang, murværk æltede sig ind i næsehulerne. Mine smagsløg reagerede på citroner, æbler, kød, spæk, tjære. Lyde sprængte sig ind i ørespiralen ...“ (102f) - altsammen uden ydre anledning. Vi ved jo at alt det vi ikke kan få med os i det ydre, kan vi få imod os i det indre, i hvert fald i drømme. Der er mange drømme i Krasilnikoffs bøger, ikke de kedelige man springer over fordi de sinker handlingen, men betydningsbærende i sig selv og kor­rektiver til den mere bevidste opfattelse.

Det er da også - selv om vejen ellers er lang fra Skyggehunde til Lindas tid - logisk nok at Arthur Krasilnikoff begyndte som fantastisk fortæller, med folkeeventyrlige temaer udsat for moderne bevidsthed og tilsat en sensualitet, der er særlig karakteristisk for denne forfatter, hvis sanser altid fantaserer og ikke altid respekterer den overleverede arbejdsdeling: „vi ... æder med øjnene, lytter med næsen og ser med ørerne ...“ hedder det om børnene uden for slagtegildevinduet. Der er meget for øjne og ører, men især meget for næsen i Krasilnikoffs bøger, og erindringsstyrken i dem hænger nok sammen med denne olfaktoriske sensualitet. Den syge Linda spørger allerførst i sin beretning: „Hvor er lugten? Når lugten er væk, er der intet mere at huske“ (s. 15), — og allersidst resumerer hun det hele således: „Hvad ville jeg? Fortælle dig om mit liv, som om det er et billedtæppe med lugtene, drømmene, menneskene, landskaberne, byerne, alt dette, damper og dufter, larmer og støjer, synger og hvisker ud af hver eneste maske i det tæppe, som ikke kan hænges på nogen væg. Det fylder for meget i alle retninger og lugten er alt for stærk til at man kan have det hængende i en stue“ (s. 279) - og så i disse tider da lugt næsten er blevet et uartigt ord, og folk er blevet så snerpede at de ikke kan lugte til noget, men må dufte til det!

Det fører tilbage til spørgsmålet om fortælleteknik­ken: der er en grænse for hvor meget man kan få med når man iagttager og viser udefra: det er alt det der ikke kommer ud, det uudtalte, som Linda - i en kritisk fase på midten af sin bane gennem livet, hvis hun da kommer sig af sin sygdom, hvad vi inderligt håber - prøver at fa frem, at fa sagt, i en moderne familie, hvor man - som så tit i moderne familier - ikke har så meget at sige til hinanden. Der er altid mere end vi tror, vi ved altid mere end vi ved, det er bare en kunst at fa det frem, ikke kun for kunstnere, men derfor kan de jo hjælpe andre til at formulere sig, uden af den grund at lægge bånd på deres egen sprogkunst.

Det er ikke tilfældigt at debutbogen ender med et kolon: her var noget på vej, et kosmos var ved at vikle sig ud af kaos. Nogle så kun det kaotiske, andre så hvad der var på vej, og jeg vil med fornøjelse citere én anmelder: „Han kan udmærket udvikle sig til en forfatter af de betydelige. En rigtig folkeeventyrfortæller", - det var meget godt set af Ove Abildgaard. De senere bøger har givet ham ret; jeg må nøjes med at nævne at der også er børnebøger iblandt dem, naturligt nok, for der er uforglemmelige børneskildringer i de voksne romaner. Der er en næsten dialektisk udvikling fra den vilde fantasi i Skyggehunde over de to næste romaners sociale iagttager-realisme og til Linda-romanens store syntese af historisk og eventyrligt, en psykisk socialhistorie og social psykehistorie, men som sådan et stort folkeeven­tyr med rod i den bedste danske tradition. Det er ikke enhver givet at kunne fortælle os noget om Valdemar Daae og hans døtre som vi ikke havde hørt før!