Villy Sørensen

I 'Et formynderskabs historie' udspinder der sig en både tragisk og komisk dialog mellem formynderen, den habsburgske konge og siden kejser Frederik af Det hellige romerske Rige, og hans myndling, hertug Sigmund af Tyrol. Frederik finder et brev fra Sigmund til de oprørske stænder i Tyrol og foreholder ham det, og Sigmund beskylder Frederik for at belure ham. “Jeg spurgte hvornår jeg havde beluret ham før nu, og han svarede at det havde jeg gjort lige nu. Jeg spurgte om jeg ikke havde ret til at læse hans breve når han skrev sådanne breve. Han svarede at hvis jeg ikke læste hans breve, ville han ikke have skrevet sådanne breve. Jeg spurgte hvornår jeg havde villet forlænge formyn­derskabet. “Vil du da ikke det?” sagde han. “Jo, det kan du tro jeg vil,” sagde jeg, “når du bærer dig sådan ad.” Og han sagde: “Har jeg så faret med usandhed?” for ligesom Albrekt kunne han fordreje alting.”

Hele fortællingen handler om, hvem der fordrejer hvad hvornår og med hvilket formål. Hvornår handler formynderen myndigt på myndlingens vegne, og hvornår handler han – formynderisk? Det kan der al­drig svares principielt på, der kan kun fortolkes og vurderes fra sag til sag, men der kan ikke fortolkes og vurderes uden nogle principper at gøre det ud fra.

Frederik er konge og fætter og formynder. Ham på­hviler det at have rigets tarv for øje, men selv som ri­gets øverste er han også privatperson, og hvornår er det riget, der krænkes, og hvornår er det bare ham og hans forfængelighed? “En konge har rådgivere, men ingen fortrolige, thi for megen fortrolighed fører til ringeagt, og dog vil kongen gerne være menneske og fætter og ikke altid konge.” Frederik overvejer så at tale latin med Sigmund, thi “på latinsk ville vi ikke kunne sige så meget at fortroligheden gik for vidt ...”

Latin(sk) som formidling mellem fætteren og kon­gen: Kunst som formidling mellem det private og det almene. I sine tidlige år syntes Villy Sørensen mest op­taget af, at kunsten kunne løfte det personlige ud af det private, almengøre det; senere blev det tydeligere, at han også så kunsten som et middel til at lade det private komme til sin ret, så det ikke kun blev betrag­tet som “slagger” (Digtere og dæmoner om Hermann Broch), men også som kul, der vedblev at give varme.

““Min centrale position" som man talte om for et par år siden,” skriver han i dagbogen den 7. november i det berømte år 1968, “betyder ikke at man går ind på mig, men at man går uden om, enten med et buk eller et spark.” Hvis han selv med sin tilsyneladende streng­hed havde en smule skyld i det, sonede han den senest med Vejrdage. Skønt han også her i forordet erklæ­rede, at hans “grunde og motiver ikke har større of­fentlig interesse”, fik han sagt, at det er “livsvigtigt for personen selv ikke at glemme dem for lutter ord, men at finde ord for dem” – og at offentliggøre ordene. Mange af de ofte få ord i Vejrdage hører til hans mest indtrængende, de kommer helt indefra.

For Villy Sørensen var sagen stedse vigtigere end per­sonen, men der skulle en personlighed som hans til at sætte sagen højt (tit helt op på spidsen) i stedet for sig selv i centrum – og til at respektere andre personer og ikke se stort på dem for sin egen sags skyld. “Kommer mennesket ikke med i teorien, kommer det heller ikke med i den praksis som den fører til,” skrev han. Hans egen kunst og teori fastholdt stædigt menneskets mu­lighed for at kunne gøre det – og sig selv – bedre. Kun fordi denne mulighed fandtes, var det umagen værd at kritisere det, der ikke var tænkt eller gjort godt nok. Om hjorte og hinder står det i Vejrdage:

de er hvad de er
vi er hvad vi er
vi – kunne måske også være anderledes.

I dag, hvor utopisk drøm og tanke er lagt for had som totalitær, er der grund til at erindre om, at det virkelig utopiske er den frihed, som ikke er privat skalten og valten, men en indsats i pagt med noget større:

Tyranners dage er altid talte: de vil fældes af andre
tyranner.
Kun samfund, der bygger på det, der kaldes utopisk,
naivt og urealistisk,
har en fremtid.

På Rungstedlund står der i et lille rum – endnu – et eksemplar af den stol, Villy Sørensen fik bygget til sin dårlige ryg, den var til aflastning, men er ikke fri for også at ligne et torturinstrument. På væggen ved siden af hænger en ældre tegnet oversigt over verdenshi­storien, Mogens Brøndsted skrev om den i forrige Syv­årsbog: “Tidens Strøm eller Universal-historisk Om­rids”, af den slags, man også kender i dag: nederst de første mennesker, så assyrere, babylonere, ægyptere, grækere og til sidst os selv, der i mellemtiden har bragt det så herligt vidt, at vi kan gøre det af med os selv og verden.

Den private stol og det universalhistoriske omrids står godt til hinanden: som fætteren og kongen.

(Teksten er oprindelig udgivet som en del af bogen Det Danske Akademi, 1995-2002: Minderids. Gyldendal, 2003).