Christian Skov

Den første danske spillefilm udspiller sig, så vidt jeg husker, på Christiansborg slots ridebane: en mand går nogle skridt hen ad buegangen og modtages af - bød­delen. Så var den ikke længere, men i sammenligning kan handlingen i hundredvis af senere danske spille­film forekomme både overfladisk og overflødig. For det er jo grundvilkåret: at vi bevæger os hen mod dø­den, selv om det er de færreste der ligefrem møder den i bøddelens skikkelse.

Chr. Skov er en forfatter der fastholder grundvil­kåret, det mest elementære i tilværelsen, og der findes blandt hans noveller fire der har samme handling som den oprindelige danske film. I den første samling, Hjemkaldelsen (1976), findes historien om „Israelitten", der imod ordren har skånet to amalekittiske kvinder og nu stedes for dommeren; i samlingen Regnvejrs-aften (1980) findes historien om en ung vietnameser der føres hen til politimesteren og bliver lettet over at se at han er omgivet af udenlandske fotografer, for politi­mesteren vil dog ikke skyde som han plejer, når ver­dens øjne hviler på ham. Men han når at forstå at han har taget fejl: politimesteren vil netop demonstrere sin beslutsomhed for verden. Vi ældre mennesker husker denne verdensoffentlige henrettelse fra tv-avisen, no­vellen hedder „Indslag1*, og den følges af en „Historie- time“ om en strikkerske der lever med i en guillotine­ring for 200 år siden.

Disse tre historiske beretninger er også bemærkel­sesværdige ved at være de eneste af Chr. Skovs 48 no­veller der foregår uden for det sønderjyske, og det er selvfølgelig ikke tilfældigt at netop de har samme emne, som det gudskelov falder naturligst at henlægge til det fremmede. Men titelfortællingen i den sidste samling, Majaften (1990), foregår faktisk „lidt uden for Sønderborg havn, 5. maj, hen mod midnat**. Nogle unge tyske soldater havde - også det en sørgeligt hi­storisk begivenhed - taget krigens afslutning på for­skud og står nu til dødsstraf; „en for en hentes de ud“, som det hedder: de hører de andres navne blive råbt op og venter at høre deres eget, - en beretning der er nok så gribende som Tom Kristensens berømte digt og som kunne fortjene at være lige så kendt.

Det siges ofte at digtningens hovedtema er kærlighed og død, men det må vist indvendes at det er kærlighe­den der er hovedtemaet og at døden kun er sidetema; allerede i eventyret kun afslutningen på kærlighedshi­storien. Der findes - tæl selv efter - ikke mange hele bøger der ligefrem handler om døden, men Chr. Skov debuterede, for 25 år siden, med romanen Hein dør, og hans emnevalg - som man siger, selv om man jo ikke sådan "vælger" sine emner - hænger sammen med at han debuterede i en moden alder, som 46-årig. løvrigt i samme alder som Hermann Broch, forfatteren af Der Tod des Vergil. Nu vil jeg ikke sammenligne Hein dør med Vergils død: der er jo også forskel på en stor digter i det store Rom og en fhv. fodermester i Svenbjerg sogn, hvor de fleste af Chr. Skovs personer hører hjem­me, men det er det samme tema der anslås og gen­nemspilles: dødsrejsen som psykisk proces, den under­lige opløsning af tid og rum, så at Hein både er i sit hospitalsværelse og på alle sit livs steder på én gang: „alt var lige langt bag ham og lige nærværende. Barn­dommen meldte sig side om side med tiden da han var tjenestekarl og med krigsårene og med de sidste år.“ Men det gælder i det hele taget Chr. Skovs menne­sker - jeg burde sige: det gælder i det hele taget os mennesker, og det bliver klarere for en i Chr. Skovs bil­leder af dem - at virkeligheden ikke står fast, eller den gør det kun så længe det går glat; en krise er jo kortest sagt kendetegnet ved at ikke alt - måske endda ved at alt ikke er som før, at det bliver „uvirkeligt". Perso­nerne i Chr. Skovs noveller må ofte mobilisere en for­tid over for en nutid uden den gamle virkelighedskva­litet: dengang børnene var små; da drengen endnu le­vede; da man var herre i sin egen stald og ikke på af­tægt; da man endnu blev regnet for noget og ikke frosset ude; da der endnu kørte tog mellem Sønder­borg og Nordborg og Christine ventede en: i den sid­ste novelle i Majaften - den hedder "Aften i oktober" - foretager Hermansen en fantasirejse med banen til­bage til dengang: han er - hedder det tilsidst - "i den virkelighed hvor han har skudt sig ind under, at han ikke ved hvad der er virkeligt." Det er Chr. Skovs kunst at han, hvor nøgternt realistisk han ellers beretter, ofte også får læseren på gyngende grund: man kan ikke nøjes med, elskværdigt interesseret, at læse om disse mennesker, man må forsøgsvis leve med dem for at "vide hvad der er virkeligt." Man får heller ikke leveret personernes fortid i tilbageblik, som hos de gode gamle realister, den hører så at sige med til deres nu­tid, sådan som vi jo slæber vores fortid med os hvert øjeblik og måske lammes af den i de afgørende øje­blikke. Et afgørende øjeblik er det første „Besøg i pi­gekammeret" der kan give den ene uanet selvtillid, den anden et knæk for livet der søges forvundet i Waffen SS. Der er megen kamp for at gøre sig fri i Chr. Skovs beretninger, gøre sig fri af de små forhold med deres sladder, der spiddes i titelhistorien i samlingen Ved silden (1977), kamp for at komme højere på strå, for at bryde ud, hvad galningen Tønnesen i romanen Tønnesen i forårssol (1974) flere gange gør fra statsho­spitalet, uanset hvor ofte han sættes på plads. At også forfatteren har haft svært ved at tøjre ham, viser sig i at han er smuttet ud af sin roman og ind i flere noveller uden at læseren ganske får hold på ham. Denne Tøn­nesen har det f.eks. med at slå en latter op når man mindst venter det og har også et ubegribeligt forhold til en Gud der undertiden - som Tønnesen mener - gi­ver for let op; men "når han talte med Gud, var det unægtelig enetale", en erkendelse som de mere orto­dokst troende ikke er præget af.

En af dem er den gamle mand der venter "hjemkal­delsen", som hans historie hedder. Der er mange gamle mennesker i Chr. Skovs noveller, mænd og kvin­der der har et helt liv at få styr på nu det ebber ud; der er også unge mennesker der allerede har fået deres sår, som soldaten der vender hjem fra 1. verdenskrig, men ikke genforenes med pigen - og kun lige klarer at overleve "genforeningen", som hans historie bittert- ironisk hedder.

Og så er der børnene, især i de to sidste romaner, Stranden ved Spar Es (1984) og Ingers hvide ben (1989), mærkelige titler der antyder det barneperspektiv som er anlagt i disse to barneskildringer der er uden side­stykke, fordi børnene netop ikke er set udefra eller ovenfra med den voksnes blik og moro over deres barnlige indfald og pudseløjerlige bemærkninger. Den virkelighed, nogenlunde fastformet i tid og rum, som opløses ved livets ende, er der jo ikke fra begyn­delsen, men skal bygges op af et før-sprogligt kaos af ubegribelige erfaringer, en møjsommelig proces der ikke kan skildres med barnets egne ord, som det endnu ikke har. Men Chr. Skov forsøger at lade bar­nets verden med al dens forvirring træde frem; han skriver ikke at Thøge leger at han kører lastbil: Thøge kører lastbil og landskabet passerer revy; han skriver ikke at Christine „tænkte at“ eller „følte at“, men at „det var fremme i hende“, det var „inde i hende“, og problemet er - her ved livets begyndelse som ved dets ende - om det kun er inde i en selv eller også inde i de andre, altså „virkeligt“. Med sit på sin vis enkle og lige­fremme sprog bevæger Chr. Skov sig her på grænsen af det der ikke kan formuleres: dér hvor grænsen søges mellem indre og ydre, fantasi og virkelighed, før og nu, jeg og du, alle de relationer som sproget lægger fast og som formodentlig er dem som barnet begriber når det - som man siger - „behersker sproget“, der jo er andet og mere end ord. Vi får ikke at vide hvorfra Christine har fået sin forestilling om stranden ved spar es, men vi forstår nok at det er dér hun drømmer sig hen, sammen med de venner der måske kun er „inde i hende", bort fra en - nå ja, virkelighed hvori hun åbenbart ikke er særlig velkommen. Og da hun til sidst bliver afhentet i bil og tror hun er på vej til stranden ved spar es, forstår vi nok at hun bliver kørt et helt an­det sted hen, men ved ikke - lige så lidt som hun selv - hvorhen. Sådan er barnets verden, selv om Christines er barskere end Thøges; der er også forvirring i hans voksenverden, men han begynder så småt at få styr på sin egen, ikke mindst i mødet - formodentlig i første klasse - med en pige hvis øjne han kan møde så at sige på lige fod, mens han især ser Inger, sin fars dame, fra de hvide ben og op.

Jeg sagde at der ikke er noget sidestykke til disse barneportrætter, men man kan nok finde en ansats til et sådant barneperspektiv i et kapitel i Morfars by af Al­bert Dam, som i det hele taget er den Chr. Skov kan få en til at tænke på, hvis man kommer til at tænke på nogen. Begge er de forankret i det jyske land og fore­ner på forunderlig vis nøgternhed og lidenskabelig­hed, sanselighed og saglighed, og begge har de i deres udkant - hvis man ser det fra København som man jo plejer - haft outsider-status, for Albert Dams vedkom­mende indtil hans sene publikumsgennembrud. Et sådant har Chr. Skov - med hvor megen anerkendelse hans bøger end er blevet modtaget - til gode, og så i disse tider hvor det store læsende publikum kun orker at læse én bog om året, og vel at mærke den samme bog! Der skal endda i denne højtkvalificerede forsam­ling nok være en enkelt der aldrig har læst noget af Chr. Skov. Vi vil gerne ved tildelingen af Beatrice-prisen gøre opmærksom på en digter som - ikke kun geo­grafisk - bevæger sig på områder der ikke er så befær­dede i vor litteratur.